Skovgræsning kan understøtte biodiversitetsformål

Skovgræsning kan være med til at forbedre og bevare skove som levested for de plante- og dyrearter, der har skov som naturligt levested. En ny rapport gennemgår en række undersøgelser på området og konkluderer bl.a., at græsningens påvirkning af skovøkosystemet især afhænger af græsningstrykket.

For husdyrene betyder skovelementet ofte bedre velfærd i form af læ for regn og rusk, mulighed for skygge og dermed også beskyttelse mod stikkende og bidende insekter. Foto: Rita Merete Buttenschøn

Behov for forstyrrelse

Skovene rummer en stor rigdom af arter og er levested for mere end halvdelen af de ca. 38.000 arter af planter og dyr, der findes i Danmark. En stor del er knyttet til lysninger med læ og lune pletter, til overgangszoner mellem lukket skov og åbent land og til soleksponerede veterantræer. Mange af disse arter er truede af, at skovene er blevet mere ensartede og mørke. For at bevare og forbedre deres status er der behov for græsning eller anden forstyrrelse. Det understøtter en dynamisk udvikling og hæmmer tilgroning af skovenge og andre lysninger. Skovgræsning anbefales derfor som et af værktøjerne til at forbedre og bevare skove og skovlandskaber som levested for de plante- og dyrearter, der har disse områder som deres naturlige habitat.

Definition af skovgræsning i Vejledning om skovlovens § 9

”Ved skovgræsning forstås græsning med husdyr på skovbevoksede arealer, hvor græsningen understøtter den biologiske mangfoldighed og hensynet til landskab og kulturhistorie. Også græsning af hensyn til skovens dyrkning og pleje af kulturer omfattes af denne bestemmelse….”.

Effekten af græsning

Græsnings samlede effekt på skovøkosystemer afhænger især af græsningstryk, men også af sammensætningen af dyr og græsningssæson. Desuden har skovens arts-, alders- og strukturmæssige sammensætning og historie afgørende betydning for, hvordan den påvirkes af græsning. Der er stor forskel på, hvad de enkelte skove indeholder af tilgængelig føde og dermed forskel på, om et bestemt græsningstryk udtrykt i antal dyr/areal er lavt, middel eller højt.

Ved et græsningstryk, der er tilpasset skovens bærevne, kan græsning bidrage til at:

Genskabe og vedligeholde mere lysåbne og varierede skov- og naturtyper
Skabe en mere varieret rumlig struktur med små lysninger og indre skovbryn
Hæmme skyggegivende opvækst omkring veterantræer
Skabe mikrohabitater og medvirke til veteranisering af træer
Give mulighed for dynamisk udvikling mellem mørke og lysåbne områder
Øge dækning og variation af bundvegetation
Øge mængde og kvalitet af tilgængeligt plantefoder og øge bærevnen til gavn for vildtet og andre planteædende dyr
Skabe øget mulighed for, at kimplanter kan spire frem

Der vil typisk være en umiddelbar effekt på bundvegetation og underskov efter etablering af græsning, fordi der kommer mere lys ned til bunden. Men udviklingen mod en lysåben græsningsskov tager meget lang tid og afhænger af skovens alder, struktur og sammensætning.

Generelt mindre føde i skoven

Der er generelt mindre planteføde tilgængeligt for græsningsdyrene i mørke skovområder end på lysåbne naturtyper på tilsvarende jordbund. Det skyldes, at en stor del af træer og buskes biomasse er uden for dyrenes rækkevidde. Plantematerialets tilgængelighed afhænger af dyrenes størrelse, evne til udvælgelse af føde, fordøjelsessystemets indretning samt tillæring. Desuden har planternes næringsindhold og smag betydning.

Græs og urter bestemmer bæreevne

Græs og bredbladede urter udgør en væsentlig del af føden for heste, kvæg og får samt for dådyr, krondyr og bison. En undersøgelse fra Holland af fødepræferencer hos bison, kvæg og heste på helårsgræsning uden tilskudsfoder viste, at 80 % af deres føde bestod af græs og urter. Det afspejles i dyrenes valg af habitat, hvor græsning i høj grad foregår på græsdominerede arealer, i lysninger, langs skovbryn og på tilgrænsende åbne arealer. Det er således i høj grad andelen af lysåbne arealer med græs- og urtevegetation, der bestemmer skovlandskabets bæreevne.

Blade, kviste, knopper og bark

Blade af løvtræer ædes primært i sommerhalvåret. Pil, alm. røn, bævreasp, ask og eg er blandt de foretrukne, men stort set alle løvtræer bides. Løvet har generelt et ret højt indhold af råprotein, makromineraler og andre næringsstoffer i sommerhalvåret. Kviste, knopper og bark ædes især tidligt på vinteren. Vedplanter, bark for bisons vedkommende og knopper og kviste for kvægets vedkommende, udgjorde ca. 20 % af deres føde, mens hestene ikke åd vedplanter. Andre undersøgelser bl.a. fra the New Forest i England, hvor kristtorn og tornblad udgør en del af hestenes føde om vinteren, viser dog, at vedplanter kan være en del af hestes føde.

Bog og agern vigtigt fodertilskud

Bog og agern er et vigtigt fodertilskud især for hjortevildt og for kvæg og bison. Bog og agern har et højt energiindhold baseret på kulhydrater, råprotein og fedt. Det kan kompensere for mangel på energiindhold i andre af vinterhalvårets fødeemner. Agern og blade af eg har et højt indhold af tanniner, specielt i umodne frø, som kan forårsage forgiftning af kvæg og hjortevildt. Bog indeholder ligeledes nogle ikke nærmere bestemte giftstoffer, der kan forårsage dødsfald hos heste og kvæg, hvis de indtages i for store mængder. Derfor bør man sikre, at der er tilstrækkeligt med andre fødeemner for at undgå forgiftning.

Fordele ved helårsgræsning

Helårsgræsning uden tilskudsfodring anbefales, hvor der er tilstrækkeligt med plads og en varieret plantevækst, som giver mulighed for tilstrækkeligt med føde året rundt, læ og tørre liggepladser. Ved helårsgræsning er det primært mængden af tilgængelig føde i vinterhalvåret, der bestemmer bæreevnen.

Grundlæggende bevirker de årstidsbestemte variationer i dyrenes valg af habitat og føde en mere heterogen afgræsning. Dermed udvikles en større strukturmæssig variation end ved sæsongræsning. F.eks. er plantevæksten på de foretrukne græsningsarealer græsset i bund, når væksten starter om foråret. Det giver lys og plads til, at nye lyskrævende planter kan spire frem, og solopvarmede pletter med bar jord er til gavn for varmekrævende dyr.

Anbefalinger til skovgræsning med biodiversitetsformål

Sammensætning af dyr, græsningstryk og græsningssæson bør besluttes på baggrund af områdets aktuelle bæreevne og mål for græsningen.
Græsningen bør generelt foregå hen over de forskellige årstider – enten som helårsgræsning eller som en lang græsningssæson, der er tilpasset de lokale forhold.
Græsningstrykket bør være relativt lavt i vækstsæsonen for at give nektarplanter mulighed for blomstring og frøsætning.
Græsning etableres generelt i så store, sammenhængende og varierede områder som muligt med en mosaik af skov, skovenge og -moser og andre lysåbne naturområder, der understøtter en naturlig variation i græsningstryk hen over året.
Græsningen bør ske med robuste dyr uden tilskudsfodring, dels for ikke at tilføre næringsstoffer til arealet, dels af hensyn til dyrenes sociale adfærd.
Græsning i skovlandskaber, mørke eller lysåbne naturtyper med aktuel græsning eller spor af tidligere græsningspåvirkning, bør prioriteres højt.
Bevoksninger med veterantræer af eg, egekrat m.v. bør om muligt inddrages for at hæmme tilgroning med skyggetræer, der kan forringe egenes kvalitet som levested og på sigt udkonkurrere dem.
Græsningstrykket bør eventuelt lejlighedsvis reduceres bl.a. af hensyn til regeneration af græsningsfølsomme arter.