Dato: 11-12-2013 | Videnblad nr. 03.14-12 Emne: Kulturhistoriske værdier

Indefra og ud – byudvikling i øjenhøjde

Nogle byrumsprojekter indeholder allerede, når de skabes, en udløbsdato. De udgør et kortsigtet, afsluttet forløb, der i en begrænset periode tilføjer form og indhold til et givent sted. Midlertidigheden fordrer projekter i den lille skala af mere porøse materialer og med mindre økonomier, når det kun skal holde en uge, en måned eller en sæson.

I det midlertidige udfoldes byen med nye værker og former, der introducerer en materialitet og et indhold af mere flygtig karakter. Men hvad kendetegner i øvrigt midlertidige arkitekturprojekter i byen? Og hvad er den rumlige relation mellem midlertidig installation og den omgivende kontekst, og hvad betyder den tidslige dimension mellem det midlertidige og det fremadrettede?

Byrumsprojekter med udløbsdato

Nogle byrumsprojekter indeholder allerede, når de skabes, en udløbsdato. De udgør et kortsigtet afsluttet forløb, der i en begrænset periode tilføjer form og indhold til et givent sted.

Det kan være en kurateret udstilling i byens rum af installationer i krydsfeltet mellem samtidskunst og arkitektur eller et byrum, der har fået mulighed for at finde sted i en begrænset periode. Formen fordrer projekter i den lille skala af mere porøse materialer og mindre økonomier, når det kun skal holde en uge, en måned eller en sæson.

Udtryk for en udefineret fremtid

I andre situationer er det midlertidige projekt mere udtryk for at fremtiden er udefineret. Et projekt er opstået i en sprække i byens overskudsareal og eksisterer i en form for afventende lomme, indtil nye programmer overtager. Det kan være en bygning der står tom, hvor nogen identificerer et potentiale og indtager stedet gennem nyt indhold. Her er det midlertidige måske mere en nødvendig præmis, som gør en brug mulig for en udefineret periode.

Karaktertræk for midlertidige projekter

Uanset afsæt, formål og udstrækning, så er det fælles for de mid­ler­tidige projekter, at de er etableret med en bevidst intention eller hensigt. Et midlertidigt projekt har et afsæt og en afsender, som kan være kuratoeren, kunstneren, aktivisten, lokalmiljøet eller grundejeren selv, som har villet noget andet og nyt med stedet: æstetisk, kulturelt, socialt eller politisk.

Et andet karaktertræk er derfor, at der som regel bydes ind med programmer, der bryder eller udvider det eksisterende: Vej bliver til byrum, pladser bliver til kunstværk, industri bliver til park, og pakhus bliver til kunstnerisk kvarter. Nogen har identificeret et potentiale hen imod en ny arkitektur, brug og identitet. På den måde kan midlertidige projekter også ses som narrative tegn i byens landskab. Med en arkitektur der bryder med baggrundens rationale, skaber de allerede en fortælling om transformation fra et stadie til et andet.

Afprøvninger i 1:1

Selvom et projekt er begrænset i både tidslig og rumlig udstrækning, så kan det have en virkning, der rækker ud over sig selv i begge retninger. Midlertidige projekter giver en god muligheder for at få afprøve et steds potentialer 1:1. Det der etableres med en kortsigtet vision, kan måske vise sig at være det, der kan kultivere den rigtige løsning til stedet på længere sigt. Byens potentialer udfoldes og udvides på den måde successivt indefra og nedefra i både tid og rum.

Her følger to eksempler på tegnestuer, der på forskelligvis har anvendt midlertidige strategier i deres urbane projekter.

Rebar Group: Showplace Triangle

I San Francisco skabte design og kunstnergruppen Rebar i 2009 en serie midlertidige byrum sammen med bystyret. I byen havde man identificeret tre steder, hvor overflødige vejarealer kunne omdannes til gode nye uderum for fodgængere. Rebar gik på jagt i kommunens materielgård og fandt en række inventar objekter, som de anvendte til at etablere de tre små byrum. Betondæk, containere, værn og andet godt fik nyt liv igennem Rebars proces. Det hele gik stærkt, og alt blev etableret ovenpå det eksisterende underlag af asfalt og kantsten.

I San Francisco har design og kunstnergruppen Rebar – på meget kort tid – skabt en serie midlertidige byrum af materialer fra kommunens materielgård. Showplace Triangle, Rebar Group, San Francisco, 2009. Foto: Bettina Lamm

I San Francisco har design og kunstnergruppen Rebar – på meget kort tid – skabt en serie midlertidige byrum af materialer fra kommunens materielgård. Showplace Triangle, Rebar Group, San Francisco, 2009.

En hurtig designproces

Pointen her var at frem for at bruge en lang forudgående proces på at studere forskellige designforslag og igangsætte lange borgerinddragelsesprocesser, så valget man at lave et fuldskala udkast i en hurtig proces. Efter etablering kunne man via projektet afdække, hvilke udfordringer og potentialer stedet havde, hvilke udformninger der fungerede i forhold til udtryk, brugere og omgivelser, og hvad konsekvenserne var for den ændrede vejføring.

Med det kortsigtede byggede projekt kunne man begynde at stille det egentlige spørgsmål: Hvad kan vi på dette sted på lang sigt? Når man begynder at etablere fysiske forandringer i byens rum, så vil det også have en indvirkning på det liv, som udfoldes der.

ZUS: Schieblock

I Rotterdam findes et eksempel på en anden type midlertidigt projekt uden udløbsdato men med en langsom successiv indtagelse af en bygning og dens omgivelser. Det er tegnestuen Zones Urbaines Sensibles (Zus) der tilbage i 2007 blev grebet af en tom kontorbygning Schieblock fra 50erne som stod til nedrivning. Processen startede nedefra med først at lave små events i bygningens butikslokaler og ad den vej langsomt indtage huset med arbejdsfællesskaber, tegnestuer, værksteder og cafeer.

Tegnestuen Zones Urbaines Sensibles (Zus) indtog i 2007 en tom kontorbygning med events, arbejdsfællesskaber og værksteder. ZUS har udviklet den måde bygningen kobler sig til det omgivende bylandskab gennem bevægelsesforløb, gangbroer og åbninger igennem bygninger. Schieblock, Zus, Rotterdam, 2007. Foto: Bettina Lamm

Tegnestuen Zones Urbaines Sensibles (Zus) indtog i 2007 en tom kontorbygning med events, arbejdsfællesskaber og værksteder. ZUS har udviklet den måde bygningen kobler sig til det omgivende bylandskab gennem bevægelsesforløb, gangbroer og åbninger igennem bygninger. Schieblock, Zus, Rotterdam, 2007. Foto: Bettina Lamm

Relation til det omgivende bylandskab

Det der adskiller projektet fra mange andre midlertidige projekter er, at de, udover den opmærksomhed de gav de indre rum, havde stor fokus på, hvordan bygningen integrerede sig i det omgivende bylandskab.

De etablerede først små opholdszoner langs bygningens kant, sørgede for udadrettede aktiviteter i butikslokalerne og indtog et bagvedliggende torv. Men projektet gjorde også et langt mere radikalt greb, da de etablerede en forbindelse fra Rotterdams banegård og fik banket hul i en karre for at videreføre forløbet frem til en stor trappe, der førte op til og igennem bygningen og videre i en bro på tværs af en firsporet indfaldsvej. I ét greb blev bygningen visuelt og infrastrukturelt hægtet på byens system. Alt sammen bygget gennem det midlertidiges logik.

Stedet er således udviklet skridt for skridt indefra og ud, og efterhånden ser det ud til, at det, der før var et midlertidigt initiativ, nu er blevet et permanent kulturelt og socialt samlingspunkt i Rotterdam.



Videnblad nr.: 03.14-12
Forfatter: Bettina Lamm