Dato: 30-11-2010 | Videnblad nr. 03.12-12 Emne: Landskabsæstetik

Amerikanske lysninger: Jens Jensens syn på by og natur

Den dansk-amerikanske landskabsarkitekt Jens Jensen ville i 2010 være fyldt 150 år. I Danmark er den i USA så betydelige person ikke særlig kendt. Det kan der være flere grunde til. Nedenstående er et bud.

I 1920’erne så man i danske fagkredse først Jens Jensens stil som udslag af en speciel amerikansk sentimentalitet. I. P. Andersen, redaktør af tidsskriftet Havekunst, kaldte stilen stærkt angliseret og fandt, at det der prægede disse haver og som måske gjorde dem særlig amerikanske, var en lidt sødlig romantik som udtryk for en drøm om natur i fri udfoldelse, for en planmæssig planløshed.

Kilde: Landscape Artist in America. The Life and Work of Jens Jensen, 1964.

Abraham Lincoln Memorial Gardens vigtigste komponenter er ud over søen, en egeblandingsskov og dens lysninger, gennemskåret af solbeskinnede græsstier kantet af blomstrende vildæbler, bærmispel, mirabel og slåen, som man kan se dem i sønderjyske markhegn. Kilde: Landscape Artist in America. The Life and Work of Jens Jensen, 1964.

Glemsel eller afstandtagen

Autoriteten på området i 1960’erne, C.Th. Sørensen brød sig aldeles ikke om Jensens virke og værker og betragtede ham ikke som kunstner. Georg Boye var af den mening, at gartneren kunne være kunstner og påpegede den slående lighed mellem de to kunstnerpersonligheder; Jensen og Sørensen.

I 1950-60’erne, hvor USA var det store forbillede, var idealet en havekunst, der var synligt skabt af menneskehånd. I 1970’erne, da det tilsyneladende naturlige stod på det æstetiske program, var kontakten til USA nedtonet grundet borgerretskampe og Vietnamkrig.

I vejen for kendskabet til Jensen kan også stå det forhold, at han i Tyskland er koblet til racisme og antisemitisme. Hans bykulturkritiske indstilling og forherligelse af hjemmehørende planter og den nordiske race gjorde, at nazistisk sindede landskabsarkitekter indlemmede ham i deres heltekorps. Næste generations tyske landskabsarkitekter gjorde i 1990’erne op med deres fortid, og Joachim Wolschke-Buhlman og Gert Gröning stødte sammen med amerikanske havehistorikere, når de påpegede Jens Jensens medvirken til udbredelse af racistiske teorier.

Det moderne

Mennesket og dets frembringelse af byen havde Jensen ikke meget tilovers for. Måske havde den grundtvigianske højskole lært ham at lægge afstand til byer og intellektuelle,
ikke folkelig kunst og kultur. Måske er han bare en mand af tiden, hvor kritik af bykultur var en del af den moderne bevægelse.

Moderne billedkunstnere søgte tilbage til det oprindelige, enkle, barnlige som protest mod et snørklet, for dem forskruet kulturliv. Malere og arkitekter søgte oprindeligheden i gotisk, middelalderligt byggeri og en påstået ren, oprindelig nordisk race og et uspoleret bondeland.

Det moderne gennembruds æstetiske udtryk var overalt det naturlige, selvgroede, pastorale. Det kunne dog bygge på helt forskellige natur- og menneskesyn. På den ene side raceteorier om Blut und Boden og på den anden idealer som frihed,
individualitet og demokrati.

Renselsesprocessen var en vigtig del af det moderne gennembrud. Derfor blev også udrensningen af fremmede planter del af den moderne bevægelse. Ideen om de hjemmehørende planter er til stadighed til stede i den tidlige modernisme med dens moraliserende trang til at gøre folk lykkelige og landet smukt og rent. Ideen kunne udvikle sig til en ødelæggende kulturkritik og til en umenneskelig ideologi – til teorier om sammenhæng mellem udseende og karakter, mellem race og jord.

En kulturkritisk indstilling kunne også føre til længsel efter en anden begyndelse, efter den oprindelige natur, efter et enkelt frit liv i skovene og på prærien. Ikke uden grund kom Amerika til at stå som indbegrebet af al tilbagevenden til naturen. I Amerika blev naturen mere end noget andet sted koblet til den store frihedsidé. Her havde landskabshavens principper overlevet, holdt sig fri af dannelsen og skabelonerne.

I 1910’erne fik Arts and Craft-haven sit amerikanske udtryk ved Frank Lloyd Wrights præriehuse navngivet efter deres vandrette planer, et spejlbillede af prærielandskabet og dets planters linier.

For Frank Lloyd Wright var den grund bygningen stod på vigtigere, end det man kunne få ud af den eller sætte oven på den. Naturen kom først og ville vare længst.

Wright beundrede Jensen og så ham som en sand fortolker af prærielandskabets særlige charme. Prærien var for dem og en hel generation symbol på frihed og pionerånd.

Sine motiver fandt Jensen i det landskab, europæiske emigranter havde skabt. Jensen, der selv var indvandrer, fandt det nødvendigt at huske disse pionerers fortællinger om behovet for et sted at høre til. Og endnu mere beundrede han de stadigt synlige spor af den oprindelige indianske befolkning. Han fulgte deres stier, og jo længere væk fra de tæt befolkede egne, de førte ham, jo bedre.

Den amerikanske have

I Chicago gjorde Jensen sig bemærket ved i et hjørne af en park at plante vilde stauder, »en amerikansk have«. Ved amerikansk, en betegnelse, der i øvrigt blev brugt nogle år i Danmark, forstod han en uformel, vild, naturlignende og landskabelig i modsætning til den kontinentale, formelle tradition, som også fandtes i USA.

Jensens parker, parkway plantninger og parkpolitiske betragtninger, der som Frederick Law Olmsteds gik ud på, at parker skulle danne sammenhængende strøg gennem byen, knyttet til stedets naturtræk.

Jensens arbejdsmetode og natursyn faldt sammen med en voldsom indsats i Chicago for at skaffe parker, dels, som i den gamle verden, ud fra filantropiske, idealistiske tanker om at forbedre forholdene i de dårlige byer, men også for at skaffe arbejde til alle de ufaglærte, europæiske emigranter, der ikke talte sproget og derfor måtte sættes til simpelt fysisk arbejde.

Det var ikke for at skaffe fornøjelse til folket, at man lavede parker. Men det var, hvad Jensen gjorde. Han har nok villet give amerikanerne det, han huskede hjemmefra, de udendørs møder og festerne omkring sankthansbålet.

Kilde: Landscape Artist in America. The Life and Work of Jens Jensen, 1964.

Hvor stierne skærer hinanden findes nogle cirkulære stensætninger, såkaldte forsamlingsringe, som danner en struktur der holder planen sammen. Her kunne man sidde ved et bål i en demokratisk rundkreds som indianerne, nybyggerne eller højskoleeleverne i Danmark. Kilde: Landscape Artist in America. The Life and Work of Jens Jensen, 1964.

Værket fortæller

Betragter man Jensens værker nærmere, handler de ikke nødvendigvis om raceoverlegenhed men snarere om demokrati, oplysning og frihed, respekt for individ, fællesskab, kulturarv og natur.

Abraham Lincoln Memorial Garden ved Lake Springfield i Illinois er næsten dækket af egeblandingsskov gennemskåret af solbeskinnede græsstier, kantet af blomstrende vildæbler, bærmispel, mirabel og slåen, som man kan se dem i sønderjyske markhegn, men i store mængder og med en karakterplante i hver græsgang. Langs søbredden gror vilde stauder: Alle planter er lokale, hjemmehørende i Nordamerika.

Havens vigtigste komponenter er, ud over søen, skoven og dens lysninger med cirkulære stensætninger – forsamlingsringe, hvor stierne skærer hinanden. De danner en struktur, der holder planen sammen. I skoven kunne folk søge ensomhed som Henry David Thoreau gjorde i Walden eller livet i skovene og hvile på et tæppe af skovbundsflora. I forsamlingsringene kunne de sidde rundt om et bål i en demokratisk rundkreds som indianerne, nybyggerne eller højskoleeleverne i Danmark havde siddet.

Kilde

Malene Hauxner: Fantasiens Have, 1993.
Illustrationer: Landscape Artist in Amerika. The Life and Work of Jens Jensen, 1964.



Videnblad nr.: 03.12-12
Forfatter: Malene Hauxner