Fem landskabstræk i velfærdsbyen Albertslund

Velfærdsbyens landskaber rummer kvaliteter, som er værd at bevare, styrke eller lære af i fremtidens byudvikling. Men hvad kendetegner de parker, skove og fritidslandskaber, som blev skabt inden for rammerne af efterkrigstidens velfærdstankegang? Hvordan ser rummene mellem husene ud, og hvordan er vegetation og terræn formgivet?

Den kæmpemæssige Vestskov er i sig selv et plantet symbol på idealet om velfærdens Vestegn med grønne åndehuller og fritidslandskaber. Fra rapporten »Skitse til en Vestskov« fra 1964.

Forstaden står over for store forandringer. De eksisterende byrum og grønne områder er et af forstadens væsentligste træk men har indtil videre ikke fået den store opmærksomhed. Dét til trods for at velfærdsbyens åbne rum i vid udstrækning er grønne rum, og at deres beplantning i dag har nået en anseelig størrelse og derfor fremstår som både stærkt rumdannende og karakterskabende.

Hvad sker, hvis man et øjeblik ser bort fra selve bygningerne og zoomer ind på landskabet og den mangfoldighed af rum, som forbinder dem?

Fem landskabstræk

Det spørgsmål har været udgangspunktet for 50 landskabsarkitektstuderende på Københavns Universitet i foråret 2012. De studerende kom fra over 20 forskellige lande og undersøgte en udvalgt velfærdsby, Albertslund, for at finde ud af, hvad der karakteriserer landskabet netop her – for derigennem at blive klogere på 1960’erne og 1970’ernes danske forstæder. Gennem rumlige og historiske analyser kom de studerende frem til forskellige fortolkninger af Albertslund. Det har efterfølgende ledt frem til udpegningen af fem landskabstræk, som beskrives i det følgende.

1. Øhav på en dyrkningsslette

Store isbjerge blev gennem istiden skubbet hen over det terræn, vi i dag kender som Vestegnen. Kæmpemæssige isblokke dannede således den vandrige slette, hvorpå Albertslund ligger. I århundreder har bønder dyrket egnens frugtbare jord.

Da velfærdsbyens planlæggere i 1960’erne ankom til dyrkningssletten, bragte de et andet blik på dette landskab med sig. De fandt tilsyneladende ikke mange kvaliteter her. Sammenlignet med det populære nordsjællandske skovlandskab med svungne kystlinjer og bakkedrag var Vestegnen i planlæggernes øjne slet og ret tomt. Ud fra den tankegang måtte der i stedet tilføjes helt nye kvaliteter, hvad man gjorde i stor stil: Vestskoven, Vejleådalens parker, boligområder, industriområder og sportsanlæg. De mange nye anlæg blev lagt ned som planlagte øer eller enklaver – velafgrænsede, indadvendte områder bestemt for hhv. bolig, industri og service. Tilsammen danner de et øhav på dyrkningssletten.

Øerne af planlagte enheder overlapper sjældent hinanden. Oftest er de afskilt fra hinanden af mellemrum, der ikke er båret af nogen intention udover den adskillende funktion.

Disse mellemrum udgør en form for uplanlagt sidegevinst, der tilsammen udgør et mylder af steder, som ved nærmere eftersyn viser en rig landskabelig mangfoldighed.

2. By og det grønne rum – adskillelse og komposition

Albertslund er skabt som en integreret del af Fingerplanen. Ved Roskildefingeren – som Albertslund er en del af – blev byvæksten kontrolleret ved en massiv, statsstøttet skovbeplantning: Vestskoven.

Vestkovens formmæssige idé var ikke at tage udgangspunkt i det eksisterende dyrkningslandskab, men at skabe et nyt grønt rum – med samme attraktionsværdi som Dyrehaven. På samme måde er Høgsbjerget fra 1960 en tydelig menneskeskabt nyskabelse på Albertslunds slette. I den nyanlagte skov og i Vejleådalsparken skulle folk have nem adgang til grønne rum og rekreation.

Beplantning og byrum spillede en stor rolle i kompositionen af de enkelte boligområder – bygning og vegetation blev formgivet som et samlet hele, som det fremgår af mange af datidens visionstegninger, blandt andet Ole Nørgaards landskabsplan for Albertslund Syd.

3. Industri – grænser og spejling

Op gennem hovedparten af 1900-tallet kommer industriens tænkemåde i vid udstrækning til at danne forbillede for byplanlægningen. Fabrikkernes analyser af arbejdsprocesser overføres i begyndelsen af 1900-tallet til arkitekturen og byplanlægningens domæne. Adgangen til byrum organiseres tilsvarende ud fra regler om, hvor mange minutter, der højst må være mellem bolig og nærlegeplads, mellem bolig og kvarterspark osv.

I Albertslund findes øer, der er forbeholdt industri – behagelig adskilt fra byens øvrige funktioner. Det er tydeligt, hvordan industrien, som først er forsøgt afgrænset fra boligerne, på flere måder påvirker boligbebyggelserne. Og videre, hvordan træk fra borgerskabets by optræder i industriområderne, som fx velartikulerede rumligheder og fortove, eller at udformningen af vandopsamlingsbassiner ligner den, man kan finde i 1860’ernes store byparker, som fx H.C. Ørstedsparken. Det viser, at den udgrænsning af industrien og dermed den funktionssegregering, som kendertegner velfærdsbyen, i lige så høj grad har givet anledning til »spejlinger« mellem de to sfærer.

4. Planlagte ruter og hverdagens genveje

Albertslunds nuværende form hænger nøje sammen med transport. Havde man ikke besluttet at etablere et regionalt S-togsnet efter Fingerplanen og at anlægge en station lige hér på sletten, ville Albertslund næppe have set ud som i dag.

Her er et finmasket, hierarkisk opbygget system af jernbane, motorveje, hovedveje, boligveje, stikveje, cykelstier, gangstier og tunneller – det hele nøje planlagt, så det er muligt at cykle til skole uden at møde en eneste bil. Gående og cyklende har høj status med egne ruter.

Trafiknettet vidner om en helt igennem detaljeret planlægning af byen. Og samtidig ser vi her den rationelle byplanlægnings trofaste følgesvend: det uforudsete. Således kan man iagttage, at der er kommet et nyt lag til Albertslunds trafiknet. Der er opstået et selvstændigt netværk af genveje og hverdagsstier som en uforudset tilføjelse – ikke skabt af arkitekter, men af beboere over mange år.

5. Udstrakte monumenter

I traditionelle europæiske byer ligger det vigtigste i centrum: rådhuse, centrale pladser og kirker. Men hvor er monumenterne i det moderne Albertslund?

Den besøgende, der her stiger af toget, bliver ikke mødt af et tårn eller en konge til hest. I stedet står en bronzeskulptur af en helt hverdagslig scene: en mand liggende i sit badekar.

Byens rådhus kan være svært at finde – det rejser sig ikke op som et monument. I stedet er det – sammen med resten af Albertslund centrum – forsænket i forhold til den store og lave bebyggelse, som hele byen udgør. Og på den måde giver bymidten, uden store armbevægelser, nem adgang til et stort regnvandsbassin. Det er samtidig en kanal, som hele bymidten er organiseret omkring.

Velfærdsbyen er yderst horisontalt organiseret – her har alt og alle samme gyldighed – og der er derfor ikke én central bygning, bydel eller person. Men der findes dog vartegn i denne horisontale by. Byen – dens enorme horisontale udstrækning, de imponerende infrastrukturanlæg, de mange åbne rum og det allestedsnærværende grønne – bliver sit eget monument.

Hvad kan vi bruge analysen til?

De fem nævnte landskabstræk ville kun i ringe grad kunne identificeres ved en traditionel stedsanalyse. De påpeger i al deres forskellighed væsentlige karaktertræk ved velfærdsbyen. Nogle er lette at udpege, mens andre er så indlejrede og selvfølgelige, at de i første omgang kan være svære at få øje på.

Velfærdsbyen og dens landskaber udgør et stykke samtidshistorie, hvilket kan gøre det svært at holde en analytisk distance. Det giver anledning til overvejelser om, hvilken forståelse vi møder velfærdsbyens landskaber med. Og hvilke analyseredskaber der kan og bør inddrages. Læs mere om velfærdsbyen og dens landskaber i Videnblad nr. 3.1-79 »Velfærdsbyens landskaber«.

Videnblad nr.: 03.01-80
Forfattere: Ellen Marie Braae og Svava Riesto