Dato: 27-08-2016 | Videnblad nr. 03.01-93 Emne: Planlægning

Parcelhusområder har potentiale for flere økosystemtjenester

Parcelhusområder har potentiale til at bidrage til økosystemtjenester til gavn for bæredygtighed og klimatilpasning. De har bl.a. gode muligheder for lokal afledning af regnvand, mere kulstoflagring og forbedring af vilkårene for plante- og dyrelivet, viser et ph.d.-projekt.

Luftfotos af de tre undersøgte parcelhusområder.

Luftfotos af de tre undersøgte parcelhusområder. Øverst område A fra 1950’erne, i midten område B fra 1960’erne og nederst område C fra 1990’erne. Gengivet efter ph.d.-afhandlingen.

Store arealer i byerne er dækket af parcelhusområder, og det er oplagt at se på, hvordan de kan bidrage til en bæredygtig og klimatilpasset by. Derfor har landskabsarkitekt Mette Boye Nielsen kortlagt økosystemtjenesterne i tre parcelhusområder og undersøgt mulighederne for at øge dem. De tre parcelhusområder er etableret i hhv. 1950’erne, 1960’erne og 1990’erne. Deres struktur er forskellig, men ellers er områderne sammenlignelige.

Først blev de eksisterende forhold kortlagt i en GIS-baseret kortlægning af arealanvendelsen: hvordan er grundene indrettet i dag. Ud fra det analyserede Mette Boye Nielsen potentialet for mere nedsivning af regnvand, lagring af kulstof og forbedring af vilkårene for plante- og dyrelivet. 

Dernæst blev grundejernes villighed til at lave ændringer undersøgt vha. af en spørgeskemaundersøgelse.

Status for arealanvendelsen

Når man ser på parceller og fællesområder til sammen, indeholdt område A fra 1950’erne signifikant mere vegetation og mindre befæstet areal pr. parcel end nyere kvarterer fra 1960’erne og 1990’erne. Gennemsnitlig fordeling ses i tabel 1.

Forskellene i befæstet areal skyldes først og fremmest, at område A har mindre tagflader, fordi mange huse er i to etager. Desuden er de befæstede adgangsveje mindre på de rekt­angulære grunde. På de kvadratiske grunde i område B og C var carporte og garager typisk placeret langt fra vejen, hvilket resulterer i lange befæstede indkørsler. Også på de enkelte parceller havde område A det højeste vegetationsdække på 63 pct., mens det var 55 pct. i område B og 51 pct. i område C. Heraf havde område C mest græs og område A mest trædække (tabel 2).

Fakta om økosystemtjenesterParcellerne i område A havde det største antal træer, både pr. parcel og pr. m2 haveareal. Antal træer hang sammen med grundstørrelsen – jo større grund, jo flere træer. Der var også flere træer over 8 m end i de to andre områder. Det skyldes nok, at de dybe, rektangulære grunde giver bedre mulighed for at have høje træer på afstand af huset. Alt i alt viser resultaterne, at arealanvendelsen til en vis grad bestemmes af bystrukturen, især parcellernes facon og størrelse, placeringen af carporte/garager/huse og tag­stør­rel­sen.

Måling af økosystemtjenester

Andet trin var at undersøge det eksisterende niveau for tre økosystemtjenester: nedsivning af regnvand, lagring af kulstof over jorden og levesteder for planter og dyr.

For regnvand blev de eksisterende forhold vurderet ud fra mængden af regnafstrømning. I gennemsnit havde parcelhusområderne en afløbskoefficient på 0,46-0,52. Det svarer til, at 46-52 pct. af den regn, der falder, ikke siver ned i jorden, men skal ledes væk via kloakken. Kulstoflagringen blev beregnet ud fra arealet med forskellige typer vegetation. Dog blev kulstoflagringen i træer beregnet ud fra træhøjder. I begge tilfælde blev beregningerne lavet ved hjælp af formler og ligninger fra andre forskningsprojekter. Den aktuelle kulstoflagring var 0,25-0,41 kg C pr. m2.

Mængden af levesteder blev testet med computerprogrammet FRAGSTATS fra landskabsøkologien, der sætter tal på trædækkets struktur. Dermed siger det noget om landskabets funktion som levested. Jo større trædækkede arealer desto bedre, og jo flere trækroner, der rører hinanden, desto bedre. 

Generelt var niveauet af økosystemtjenester højst i de to ældste område fra 1950’erne og 1960’erne og lavest i området fra 1990’erne. Område A havde signifikant lavere afløbskoefficient og leder dermed mindre vand til kloakken end de to andre. Område C producerede den største mængde regnafstrømning på grund af den store andel af befæstede arealer (tage, belægninger o.l.). Lagerkapaciteten for kulstof var næsten ens i område A og B, mens område C kunne lagre 35-40 pct. mindre kulstof. Resultater fra den landskabs­økologiske analyse viste, at der var flere og større arealer med trædække i område A, og at de var mere sam­menhængende end i de to andre om­råder.

Alt i alt varierer økosystemydelser som nedsivning af regnvand og leve­steder for planter og dyr med bystrukturen, mens kulstoflagring hænger mere sammen med områdernes alder.

Tabel 1. Befæstet areal og vegetation på kvarterniveau – parceller og fællesarealer til sammen. Gennemsnitstal.

Befæstet areal og vegetation på kvarterniveau – parceller og fællesarealer til sammen. Gennemsnitstal.

Stort potentiale

Tredje trin var at undersøge potentialet for at øge de tre økosystemtjenester ved hjælp af realistiske tiltag. Potentialet for at reducere regnafstrømningen blev vurderet ved (i teorien) at erstatte almindelige belægninger med gennemtrængelige belægninger i haverne, etablere grønne tage på skure og carporte og nedsive regnvand i haver og fællesområder. Potentialet for at øge kulstoflagringen og mængden af levesteder blev vurderet ved at udskifte en del af græsarealerne i haver og fællesarealer med træer. Niveauet blev fastsat efter de haver i hvert område, der havde flest træer.

Resultaterne viser til sammen, at der er et stort potentiale for at øge økosystemydelserne i alle tre områder, hvis man udelukkende ser på de fysiske forhold. Regnsafstrømningen kan reduceres til en afløbskoefficient på 0,39-0,42, kulstoflagringen kan øges til 0,36-0,68 kg C pr. m2 og trædækket øges til 14-36 pct. Selv om kulstoflagringen kan øges, er den stadig lav i forhold til skovene. Parcelhusområderne kan med andre ord ikke yde et særligt stort bidrag på den front.

I praksis afhænger potentialet meget af grundejernes villighed til at foretage ændringer. En spørgeskemaundersøgelse viser, at de kun delvis er villige til at ændre på deres haver for at være med til at gøre byen mere bæredygtig og imødegå konsekvenserne af klimaforandringer. Læs mere i Videnblad nr. 03.01-94.

Kilde:
Mette Boye Nielsen (2015): Maximizing Ecosystem Services in Danish Single-Family Housing Areas. PhD Thesis, Department of Geosciences and Natural Resource Management, University of Copenhagen.


Videnblad nr.: 03.01-93
Forfattere: Mette Boye Nielsen og Tilde Tvedt