Dato: 01-06-2008 | Videnblad nr. 05.28-15 Emne: Beskyttelse mod skader fra insekter

Skadedyr i kristtorn

Viklere, øresnudebiller, pattedyr og fugle

Kristtorn bruges bl.a. som prydplante på kirkegårde og er lejlighedsvis udsat for angreb af skadedyr. Hér belyses skader forårsaget af viklere, øresnudebiller, markmus og fugle.

Figur 1. Øresnudebiller. Det karakteristiske gnav i kanten af bladene. Foto: Hans Peter Ravn

Figur 1. Øresnudebiller. Det karakteristiske gnav i kanten af bladene. Foto: Hans Peter Ravn

Kristtorn bruges ofte som prydplante på kirkegårde, i haver, anlæg og parker. I den sammenhæng kan skade på blade, skud og bær være et problem. I Videnblad nr. 5.28-13 er der redegjort for de to mest betydende skadedyr kristtorn-minérflue og bladlus. Modsat disse to, findes der ikke godkendte insekticider mod viklere og voksne snudebiller i kristtorn på friland, men biologisk bekæmpelse er en mulighed. Markmus og fugle kan bekæmpes om nødvendigt. Erfaringen viser også at fejning af rådyr kan forårsage skader på kristtornplanter. Skaderne kan undgåes ved at anvende hegning eller vildtafværgemidler og skal ikke nærmere omtales hér.

Viklere

Lejlighedsvis kan larver af viklere (Rhopobota naevana ssp. ilicifoliana) forekomme i store tætheder og påvirke udseendet af kristtorn. Om dagen opholder insekterne sig i ro på planterne, først i skumringen starter flyveaktiviteten. Arten er meget almindelig overalt herhjemme og lever også på en lang række andre træer og buske, f.eks. slåen, æble, røn og blåbær.

Ifølge engelske oplysninger lægges æggene enkeltvis på planterne i juli-september. Æggene overvintrer, og klækning finder sted omkring maj. Larverne er brungrønne, spættede med mørkt hoved og rygskjold og brune brystben. De spinder skuddenes nye blade tæt sammen i maj og juni. I juni og juli kan den lyst gulbrune puppe findes i de sammenspundne blade på buskene eller i sammenspundne blade på jorden. De voksne viklere klækker af pupperne fra juni og er i aktivitet indtil midten af september.

Øresnudebiller

Der kendes ca. 40 arter af øresnudebiller (Otiorhyncus spp.) fra vores del af Europa. Disse optræder som ret uspecifikke skadeinsekter, der benytter en lang række værtsplanter. De arter, som man hyppigst vil finde på kristtorn, er O. sulcatus eller O. rugosostriatus.

Den voksne snudebille er knapt én cm lang, matsort, pæreformet og med relativt kort snude. Antennerne kan foldes ind i et fremspring på snuden (følehornsgruben), der er synligt fra oven – deraf navnet øresnudebiller.

Larven er en typisk snudebillelarve, dvs. uden lemmer, gullighvid, C-formet og med mørk, rødbrun hovedkapsel. Se også Videnblad nr. 5.28-2 om øresnudebiller i vedbend.

Skade/symptom

Øresnudebiller er ikke noget udbredt skadedyr i kristtorn. Det er ofte de underste blade eller blade på små planter, som det går ud over. De voksne snudebiller gnaver de karakteristiske halvmåneformede gnav i bladranden (figur 1).

Larverne, der lever i jorden, begnaver rødderne af en række plan-ter måske især græsser og andre urter. På vedplanter gennemgnaver de sjældent rødderne; de nøjes med at fjerne barklaget på de yngre rødder. I nyplantninger er skader på rødder og rodhals ofte det største problem.

Biologi

Fælles for de arter, som optræder i kristtorn, gælder det, at de voksne snudebiller er nataktive. Om dagen skjuler de sig under sten, planterødder og lignende. I skumringen kravler de op i vegetationen. Voksne øresnudebiller ses fra marts til september, dog kommer O. sulcatus frem sidst på sommeren. Men da denne art kan leve 2-3 år, kan de voksne træffes hele året rundt. Snudebillernes udvikling er muligvis to-årig. Arterne er partenogetiske – de findes kun som hunner, der lægger ubefrugtede æg. Æggene lægges i jorden fra juni til september. De klækker efter 2-3 uger. Overvintringen sker i larvestadiet, og i foråret findes pupper i kokoner i jorden.

Modforholdsregler, viklere og snudebiller

Larver af snudebiller er, ligesom andre skadevoldere, der lever i jorden, vanskelige at bekæmpe. Friholdelse for græs lige omkring buskene vil måske kunne hæmme larvernes udvikling og i det hele taget modvirke deres tilstedeværelse.

Produktet Nematop består af nematoder (rundorme), som parasiterer insektlarver og ofte er benyttet til bekæmpelse af skadedyr i bl.a. væksthuse. Som nyttedyr falder nematoder uden for den regulering og godkendelsespligt, som ligger i bekæmpelsesmiddeldirektivet og biociddirektivet. Nematop skal derfor ikke godkendes og kan bruges i beplantninger mod f.eks. øresnudebiller og gråsnuder. Effekten af midlet har dog ikke kunne påvises i forsøg med bekæmpelse af gråsnuder i pyntegrønt.

Bekæmpelse af viklere bør rettes mod de små, nyklækkede larver, og den rette timing er vigtig. Under gunstige omstændigheder, dvs. en kombination af små larver og høje temperaturer, vil der kunne forventes effekt af biologiske præparater med Bacillus thuringiensis. Godkendte midler kan findes på Middeldatabasens hjemmeside.

Mus

I vinterhalvåret er der risiko for, at kristtorn-barken begnaves af markmus. Skaderne kan være omfattende og alvorlige. Fintandet gnav ses nær jordoverfladen eller i tilfælde af snedække højere oppe. Eventuelt forekommer omfattende gnav i ring omkring stammen, der får busken til at gå ud.

Biologi

Markmus er mere knyttet til græs end skovmus og halsbåndmus, der er typiske frøædere. Rødmusen har en bredere menu og foretrækker frø, insekter mv. Markmus æder helst græs; men i mangel af dette, f.eks. ved snedækning, fortærer de gerne bark og rødder af bl.a. kristtorn.

Bestandstætheden af markmus svinger, og fluktuationerne gentager sig ofte, således at bestandstætheden topper hvert 3. år. Herhjemme kan der dog gå fra 2 til 7 år mellem egentlige »museår«. Bestandstætheden varierer fra under 100 til over 1000 markmus pr. hektar. Se Videnblad nr. 5.29-1 om musegnav i beplantninger.

Modforholdsregler

Forsøg har vist, at antallet af begnavede planter kan reduceres til et minimum ved fjernelse af græsdækket. Markmusen har mange naturlige fjender såvel rovfugle, f.eks. tårnfalk, musvåge og ugler, som rovdyr, f. eks. ræv, grævling, hermelin. Forhold, der gavner disse arters fouragering, vil derfor medvirke til at reducere mængden af markmus. Det kan f.eks. være fjernelse af højt ukrudt imellem planterne, eller pæle hvor rovfugle kan sidde.

På Miljøstyrelsens godkendelsesliste findes Bromadiolon-præparater. Se Videnblad nr. 5.29-1. Før en eventuel bekæmpelse iværksættes, er det imidlertid væsentligt at afgøre, om risikoen for markmuseskader er til stede. Som nævnt er der adskillige år mellem dette. Ifølge ældre erfaringer, hvor fældefangst anvendtes til bedømmelse, angives en tærskelværdi på fangst i mere end 1/5 af de udlagte smækfælder i et tidsrum på 2 nætter, hvor smækfælderne var forsynet med ristet franskbrød og udlagt på linie med 2 meters mellemrum.

Fugle

På udsatte steder kan bærrene på kristtorn være attraktive for fugle. Især i vintermånederne kan solsorte blive fristet af de røde bær, og en flok vintergæster af f. eks. silkehaler vil hurtigt kunne »afpynte« buskene. Fugleskader vil optræde tilfældigt og kun ved gentagne, omfattende skader på særligt prominente beplantninger vil det give anledning til anvendelse af afværgeforanstaltninger: netdækning eller lyd- og bevægeapparater.

Litteratur

Becke, H., de Jong, D.J. (1991): Identification of larvae and pupae. I: v.d. Geest, L.P.S. & H.H. Evenhuis (1991). Tortricid pests – their biology, natural enemies and control. World Crop Pests 5. Elsevier, Amsterdam.
Bejer, B. (1989): Forstzoologi I. Forstentomologi. DSR, Frederiksberg.
Bradley, J.D., Tremewan, W.G., Smith, A. (1979): British tortricoid moth. Tortricidae: Oleuthreutinae. The Ray Soc. London.
Nielsen, C.; Ravn H.P. (2007): Gråsnuder i juletræer og pyntegrønt. Slutrapport for PAF-projekt 1999-0028. Skov & Landskab (KU)
Palm, E. (1982): Atlas over viklernes udbredelse i Danmark, Scandinavian Science Press Ltd., Klampenborg.
Palm, E. (1996): Nordeuropas Snudebiller. 1. De kortsnudede arter (Coleoptera: Curculionidae) – med særlig henblik på den danske fauna. Danmarks Dyreliv 7. Apollo Books, Stenstrup.
Rubow, T. (2002): Baggrund for ukrudtsbekæmpelse. I: Christensen, P. og Christensen, C.J. (red): Plantebeskyttelse i skovbruget. Pyntegrøntserien rapport nr. 19.



Videnblad nr.: 05.28-15
Forfatter: Hans Peter Ravn