Lokal strategisk kapacitet
Figur 1. Lokal strategisk kapacitet i det nye rum.
Et af landdistrikternes ubetingede kendetegn er en omfattende forekomst af ildsjælekultur, projektmageri, foreningsliv og ’social kapital’. ’Bottom up’ som udtryk for lokal initiativtagning knytter sig også hertil. Men disse ressourcer er åbenbart ikke tilstrækkelige til at modvirke den generelle tendens til tilbagegang, socioøkonomisk set, især i yderområderne. Blandt hovedforklaringer er, at ressourcerne først og fremmest bruges på at vedligeholde ’det gode liv’, det nære, samværet i fritiden etc., mens alt det med skabelse og sikring af selve ’udviklingen’ ligger udenfor det regi. Problemet er imidlertid, at ’udviklingen’ – herunder hvad man skal leve af, med mindre det handler om overførselsindkomster – mindre end nogensinde er reguleret og planlagt, så den også skal kunne finde vej til landdistrikterne og især yderområderne. Udvikling i vores aktuelle samfundsmodel forudsætter, at vi selv skal give et stort bidrag, evt. gå forrest, og være i stand til at indfange og ’downloade’ de kræfter, der ellers styres andetsteds hen. Derfor er etablering af ’lokal strategisk kapacitet’ blevet så vigtig.
Forudsætningen for en øget lokal slagstyrke er, at alle potentielle aktiver og aktører indenfor det lokale område kommer i spil. Både de fysiske, humane, kulturelle, sociale, politiske og økonomiske kapitaler skal mobiliseres, og så vidt muligt hvor relevant integreres. Projektmageri, som vi kender det bedst, er f.eks. kendetegnet ved at være fragmenteret. Det er altså ikke et eller få enkeltprojekter med fritidsformål. Det er heller ikke som vanligt alene ’borgere’, men i princippet repræsentanter for alle kapitalerne (f.eks. det lokale erhvervsliv), som skal i aktion. Det vil typisk kunne få form som helhedsorienterede, lokale udviklingsstrategier, se Figur 1.
Heldigvis indebærer vores aktuelle samfundsmodel også et stort rum at agere i og inddrage ressourcer fra til sin udvikling. Vi får det serveret som om kagen kan skæres forskelligt, at land og by skal dele, men det nye er, at kagen kan blive større og tilmed få en anden form. Investeringers effektivitet eller valget mellem land og by, eller mellem center og periferi, styrer ellers argumenterne for manglende prioritering af decentral udvikling, men holder ikke nødvendigvis. IT, infrastrukturer i øvrigt, netværksorganisering etc. har skabt adgang til et univers af nye potentialer for alliancer, samarbejde og markeder, såfremt man evner at indgå og operere i det – det lokale/globale univers.
Det nye rums muligheder kræver således aktivering af den lodrette akse i modellen – såvel indad som udad – til fordel for det pågældende lokalsamfund. Konkret kan det f.eks. være viden, økonomi, markedsføring, erhvervssamarbejde og samarbejde med myndigheder.
Den lokale strategiske kapacitet er en krumtap, som både skal sikre fortsat grobund, sammenhæng, dynamik i/mellem de tværgående, lokale initiativer samt interessenter og agere i feltet og rummet mellem det lokale og globale. Til sammenligning med ’den normale’ måde, som lokalsamfund bl.a. via projektmageri og foreningsliv agerer på, ville den alene komme til udtryk ved relationer mellem boblen med Fysisk, human, social og kultur kapital (1) og Lokalt niveau (2).
At lokalsamfund kan virke på den måde, er ikke bare noget, man gør eller kan, og den rolle kan heller ikke ’bare’ varetages af en (udefrakommende) konsulent- eller ekspertfunktion. Indlejring i lokalsamfundet – at det er fra lokalsamfundets midte det hele skal udspringe – er en forudsætning for fortsat læring og lokal styring.
Møde om strategi for lokalsamfundets videre udvikling.
Udvikling af den lokale strategiske kapacitet
Fortsat handler det om, at lokalsamfundet nærmest skal trække sig selv op ved håret og træde i karakter. Enkeltprojekterne og ’bottom up’ skal forstærkes af lokale helhedsstrategier og evner til at trække ellers ude fra kommende kræfter ned og ind i det lokale udviklingsarbejde (af og til benævnt den neo-endogene model). Det skal også organiseres.
Umiddelbart er dette grænseoverskridende i de vante lokale universer, hvor en sådan organisering og strategiske roller, metoder og adfærd først skal anerkendes, læres og etableres. Risikoen for at slukke de lokale projektmageres ild og dermed de grundlæggende energier er stor. Der findes dog eksempler på lokalsamfund, hvor det almindelige projektmageri er videreudviklet til også at omfatte lokalt, strategisk udviklingsarbejde med erhvervsindhold. Der har typisk været tale om en flerfaset, men evolutionær proces, hvor deltagerkredsen og organiseringen har ændret karakter, fremdrevet indefra (Tanvig, 2012).
I den proces er det interessant, at flere lag af aktører er opstået. Vækstlaget af projektmagere er intakt, men det ’nye’ er et strategisk ledelseslag og en større grad af bl.a. erhvervsdeltagelse. Det ’nye’ ledelseslag tager navnlig vare på sammenhænge og fælles fremdrift. Også på de politiske, økonomiske og eksterne proaktive relationer, herunder sikring af lokalsamfundets synlighed og magt. Det nye ledelseslag er typisk organiseret til at kunne investere i den lokale udvikling. Det er m.a.o. ikke et primært lokaldemokratisk organ som f.eks. de landsbyråd eller lokalråd, der findes mange af rundt om i hele landet. Lige så interessant er det, at der ikke er tale om direkte styring og regulering af de konkrete, lokale aktiviteter – så ville ildsjælekulturen heller ikke fortsat kunne blomstre. Der er snarere tale om ’kulturstyring’ (Bang & Hansen, 2005), eller det som de mange forskellige kræfter kan samles om værdimæssigt og dermed give de mange, spontane dynamikker en mere fælles retning, synergi, og langsigtet effekt på udviklingen samlet set.
Metodeudvikling og afprøvning i praksis
I to forskellige aktionsforsknings-projekter er det formålet at undersøge, om lokal strategisk kapacitet og entreprenørskab kan opbygges i en læreproces, og om metoder kan udvikles til videre anvendelse. Det ene har særligt til formål at etablere nye erhverv med lokale fællesskaber som entreprenører. Ellers er skabelse af nye erhverv (iværksætteri) jo betragtet som enkeltpersoners initiativer til fremme af egne forretninger. Det pågældende aktionsforskningsprojekt hedder ’ØSE – Øsamfund som sociale entreprenører’ og foregår på tre småøer (Hjarnø, Orø og Sejerø). Det andet aktionsforskningsprojekt handler om etablering af lokale strategiske kompetencer (både organisatorisk og indholdsmæssigt) i fem lokalsamfund i yderområder, kaldt ’Fem viser vejen - fra småprojekter til lokal udvikling’ (Fur, Gedser, Lundby, Rødding i Salling og Vestervig). Begge projekter foregår i tæt tværgående samarbejde mellem de lokale aktører og undertegnede og følges af de bevilgende instanser (Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter samt Småøernes Aktionsgruppe/EU).
Vi har allerede gjort os mange erfaringer inden udløbet af projektperioderne (hhv. sommer 2014 og foråret 2015). Kultur, traditioner og også bekymring for at skulle gå forrest med nye tiltag på fællesskabets vegne gør sig gældende. Spørgsmål om repræsentation bliver derfor centralt at finde svar på, ligesom synliggørelse af gode eksempler på potentialerne er oplagt.
Læs mere:
Henrik Paul Bang & Anders Peter Hansen (2005): Borgerinddragelse gennem kulturstyring i Kgs. Enghave. I Henrik P. Bang; Torben B. Dyrberg & Jens Hoff (red.) Magtens nye ansigt. Netværkspolitik, kulturstyring og ny elitisme. Jurist- og Økonomiforbundets Forlag.
Hanne Wittorff Tanvig (2012): Projekter og lokal udvikling i yderområder. En analyse af ti projekter med succes. Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter.
Videnblad nr.: 04.02-43
Forfatter: Hanne W. Tanvig
