Levedygtige landsbyer 2.0 – den manglende brik

Manglende fokus på egne bidrag

Udvalget for levedygtige landsbyer afleverede i 2018 en rapport til regeringen med sytten anbefalinger til, hvordan landsbyer kan blive levedygtige. Anbefalingerne handler navnligt om indsatser udefra og i særdeleshed fra kommunerne. En af dem er, at kommunerne skal lave kommunale landsbystrategier – med en ny paragraf om det i Planloven til følge.

I rapporten og anbefalingerne har landsbyernes egne bidrag til at skabe og sikre egen udvikling til gengæld stort set været ladt ude af betragtning. Der, hvor det indgår i anbefalingerne, handler det om det gode ved fællesskaber, men f.eks. ikke om, hvad fællesskaber kan skabe af udvikling. Det er ellers ofte den optik, som er fremherskende i ’landdistriktspolitik’, der er understøttet af puljer og fonde. Det forekommer paradoksalt.

Forskningen: Aktivitet indefra en nødvendighed

Landdistriktsforskningen har i mange år understreget og dokumenteret, at udvikling i landsbysamfund forudsætter aktivitet ’bottom up’ – altså at landsbyerne selv tager initiativer. Men det er ikke helt ligegyldigt hvilke og hvordan. Levedygtige landsbyer handler i særdeleshed om lokal udviklingskapacitet, som også skal fremmes nedefra og understøttes bl.a. via de kommunale landsbystrategier. Det ser vi nærmere på i forskningsprojektet Levedygtige landsbyer 2.0.

Lokal udviklingskapacitet og lokale kapitaler

Levedygtige landsbyer er ikke naturgivne, idet mange fortsat er udfordret udviklingsmæssigt. Flere teorier peger på samfundsmæssige forandringsprocesser, som kan give landsbyerne mulighed for ny vitalisering, forudsat at landsbysamfundene selv griber de nye muligheder. Det er ikke en planlægningsopgave og kan ikke gøres af udefrakommende. Det handler om landsbysamfundenes egen kapacitet til at skabe og sikre udvikling.

Teorierne viser også, at landsbysamfund skal beskrives som bestående af forskellige kapitaler. Udviklingskapacitet handler normalt om den humane, sociale og politiske kapital. Hvordan de hver især og tilsammen styrkes af lokalsamfundet selv, og hvordan lokalsamfundet bruger de andre lokale kapitaler, nemlig den fysiske og økonomiske kapital, til at styrke deres kapacitet, ser vi også som udtryk for den lokale udviklingskapacitet. Fem lokale kapitaler skal være aktive og aktiveres:

Landsbysamfund i et globalt perspektiv

Landsbysamfundene er også brikker i det globale samfund, hvor udvikling afhænger af relationer. Teorierne siger, at der er tale om to niveauer med tilhørende relationer – det lokale eller ’place’-betingede (endogene) og det globale eller ’space’-betingede (eksogene). Det to skal spille sammen, hvis der skal opnås udvikling. Det understreger, at landsbyernes rum for udvikling ikke stopper ved byskiltet eller kommunegrænsen.

Place-niveauet består af de forskellige lokale kapitaler med indbyrdes horisontale relationer, mens space-niveauet typisk nås gennem vertikale relationer, f.eks. fra X-strup til Tokyo, og som ofte formidles virtuelt. Teorierne siger så, at det skal foregå nedefra. Landsbyerne skal kunne gribe de space-betingede faktorer (viden, magt, økonomi) og omsætte dem i det lokale virke. Det bærer begrebet neo-endogent.

Lokal udviklingskapacitet skal udfolde sig i det nye rum

I vores definition af lokal udviklingskapacitet skal et rumligt perspektiv være tydeligt, altså at landsbysamfundene bevidst arbejder på at styrke de horisontale (place) og de vertikale relationer (tiltrække og omsætte nye ressourcer). Vi ser umiddelbart to positioner:

• Den endogene: Landsbysamfundet har tydelige tiltag til styrkelse af udviklingskapaciteten, men uden at opsøge og bruge et direkte samspil med eksogene kræfter.
• Den neo-endogene: Landsbysamfundets målrettede tiltag for at tiltrække og implementere eksterne ressourcer til styrkelse af udviklingskapaciteten.

De fleste, om ikke alle, relevante indsatser vil starte med at være på endogent grundlag, idet lokalsamfundet tager initiativer ’bottom up’. De kan gøre det i håb om, at det tiltrækker eksterne ressourcer, men de går ikke skridtet videre til at tage de pågældende ressourcer ved hånden og med hjem, så at sige. I så fald er det implicit og ikke neo-endogent.

Ny analysemodel viser, hvor landsbyen står

For at beherske den neo-endogene tilgang skal man først kunne beherske den endogene. Det vil sige, at opbygning og fremme af lokal udviklingskapacitet skal ske trinvist, og at kapaciteten i det hele taget demonstreres ved evnen til at skabe forandring. Det indebærer også noget rent organisatorisk. Ud fra tidligere undersøgelser ved vi, at mange landsbysamfund befinder sig på et ’forstadium til det endogene’ og derfor har erobring af den endogene position som første mål. Hvor landsbysamfundene står og er på vej hen vil afsløres ved at bruge en analysemodel med nedenstående principper.

Analysemodel, udviklet i forskningsprojektet Levedygtige landsbyer 2.0, med eksempler på initiativer. Modellen skal vise, hvor landsbysamfundet står og er på vej hen i sin udvikling.

*) ’Lokalråd’ skal navngives, men dækker her over tværgående foreninger, som kan have forskellige navne og er organiseret til et almennyttigt formål.

**) Desuden findes en tværgående paraplyforening som initiativtager og sammenholdsfaktor. Det skyldes den danske jura, der ikke har én godkendt organisering, som både kan fungere almennyttigt og bestride et større økonomisk ansvar.

Meningen med skemaet er, at landsbysamfundene kan indplacere deres fælles gøremål vedrørende opbygning af lokal udviklingskapacitet, og hvem der står bag. F.eks. er det vigtigt, at hele lokalsamfundet i videst mulige omfang er medtænkt og involveret. Vigtigt er det netop, at landbysamfundene selv opnår erkendelse af deres kapacitet, om end der antageligt er brug for en coach i processen.

Tyngden af gøremål viser positionen og ’resten’, hvor man måske er på vej hen. Karakteren af organiseringer viser samtidigt noget om kapacitetens tyngde, fra løse uformelle grupperinger til tværgående organiseringer kombineret med økonomisk lignende organiseringer i hver sin ende af en skala. Såfremt en landsby ikke har meget at byde ind med til skemaet, befinder den sig på et forstadium. Her ligger tyngden i stedet på flygtige gøremål, hvis der er tale om nogen overhovedet. Der vil næppe være nogen landsbyer, som har tyngden placeret rent neo-endogent, men er på vej. Også de har alligevel fortsat behov for konsolidering af eller vedligeholdelse af kapaciteten i den position.

Anvendelse af resultaterne

Forskningsprojektet Levedygtige landsbyer 2.0 har to hovedmålgrupper: landsbysamfundene selv og systemet. Det vil få en tredje, for det byder desuden på ny teoridannelse, som vores forskningskolleger kan være særligt interesseret i. Landsbysamfundene får en vejledning, som også er tiltænkt kommunerne til brug for deres tilrettelæggelse af politik og planlægning for landsbyerne. Kommende Videnblade viser eksempler på, hvordan man kan arbejde med modellen og tage skridt til mere udvikling.

Kilder:
Udvalget for levedygtige landsbyer (2018): Udvalget for levedygtige landsbyer - Afrapportering til regeringen.

Hanne Wittorff Tanvig og Lise Herslund (2020): Levedygtige landsbyer 2.0 – lokal udviklingskapacitet. IGN Rapport, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet (under udgivelse).

Videnblad nr.: 04.02-51
Forfattere: Hanne W. Tanvig og Lise Herslund