Traditionel kystbeskyttelse har sine begrænsninger

Kystbeskyttelse fastfryser kystlinjen

Havniveaustigninger, stormfloder og erosion sætter kysterne under pres. Det mest anvendte svar på kystudfordringerne er hårde kystbeskyttelsesløsninger, der omfatter diger, sluser, højvandsmure, stormflodsbarrierer, bølgebrydere (langs med kysten), høfder (vinkelret på kysten) og skråningsbeskyttelse, og til dels også moler og kajanlæg. De har forskellige formål, f.eks. at holde vandet ude ved stormflod eller begrænse erosion, men som hovedregel bliver mødet mellem havet og landet stejlt og skarpt optrukket. Formålet er oftest at 'holde på kysten' og derved fastholde placeringen af den eksisterende kystlinje – eller skabe en ny fremskudt kystlinje.

Løsningerne er dog ikke uden problemer. Den hårde kystbeskyttelse, der typisk består af kampesten eller beton, ændrer kystlandskabet, så det er tydeligt, at det ikke er en naturlig kyststrækning. Det ændrer kystprofilet, så det hurtigere bliver dybt. Det påvirker badeforholdene og kan gøre strandturen til et forhindringsløb.

Derudover kan der være anlægstekniske udfordringer i forhold til CO2-aftryk, ligesom de hårde kystbeskyttelsesløsninger kan have høje anlægs- og driftsomkostninger. Der skal derfor være en afvejning af, hvad der beskyttes, og hvad det koster at beskytte – både i kroner og ører, og i forhold til de afledte effekter som påvirkningen af kystlandskabets økologiske tilstand og den rekreative anvendelse.

Begrænsninger ved erosionsbeskyttelse

Ulempen med den stejle, hårde kystbeskyttelse er, at havet slår hårdere på kysten, når det rammer lige på. Modsat vil et fladt kystprofil, der går længere ud i havet, kunne 'trætte bølgerne' og derved reducere erosionskraften. Samtidig kan erosionspåvirkningen blive øget på de nabostrækninger, der ikke har hård kysbeskyttelse, idet noget af erosionsenergien flyttes derhen. Skråningsbeskyttelse, høfder og bølgebrydere reducerer den naturlige dynamik med sedimentvandring. Altså, den proces at sediment eroderes væk fra visse dele af en kyststrækning og aflejrer sig længere nedstrøms langs kysten – f.eks. som grundlag for en attraktiv sandstrand eller som et lavvandet vådområde. Begrænsningerne ved hård erosionsbeskyttelse og at ’stranden forsvinder’ ses mange steder i landet, f.eks. ved Juelsminde.

Begrænsninger ved diger og sluser

Diger, sluser og stormflodsbarrierer kan forventes at holde havvandet ude, når der er stormflod – vel at mærke hvis sluseportene bliver lukket i tide. Bagvandet fra åløb, regnvand og evt. grundvand skal stadig ledes ud, så der ikke sker utilsigtet opstuvning af vand på landsiden. Diger og stormflodsbarrierer er i sig selv ikke et svar på de løbende havvandsstigninger. Stigende havvand vil føre til stigende grundvand i kystområderne – også selvom man har bygget et dige. Havet vil simpelthen presse en grundvandsfane ind under diget, som vil stige til samme niveau som havets middelvandsstand. Havvandets påvirkning af grundvandsstanden bag diget er bl.a. dokumenteret i Juelsminde. Hvis man fortsat vil holde det inddigede areal tørt, vil der være behov for permanent pumpning, der kan sænke grundvandsstanden og aflede bagvandet fra den tørre side af diget og bogstavelig talt ’løfte’ bagvandet op i havet. Den vedvarende dræning kan føre til terrænsætninger så det drænede areal i fremtiden vil ligge endnu lavere i forhold til havet. Den permanente lukning vil desuden fjerne den dynamiske udveksling af vand, ilt, næringsstoffer og organismer, der er fundamental for fødekæderne og den økologiske tilstand i de ofte artsrige områder, hvor åer løber ud i havet.

Påvirkningen af det marine økosystem er en af hovedbekymringerne i forbindelse med opførelsen den regionale stormflodsbarriere i Venedig. Hvis stormflodsportene er lukket for ofte og for længe vil det have negative konsekvenser for vandudskiftningen, iltindholdet og fødegrundlaget i laguneområdet omkring byen. Når havet stiger permanent øges behovet for at lukke portene. Derudover har det taget 40 år at udvikle og konstruere stormflodsbarrieren i Venedig. Det er blevet tre gange dyrere end først antaget, der har været anlægstekniske udfordringer, det har været politisk turbulent, og der er løbende udfordringer og tilretninger vedr. drift og vedligeholdelse.

Begrænsninger ved sandfodring

Ved kystfodring tilføres ekstra sand og ral til stranden, så terrænet hæves og havet kan ’spise’ af det tilførte sediment, før det påvirker den naturlige kyst. Fordelen er, at den ’bløde’ kystbeskyttelse fremstår naturnært, nærmest usynligt og som en attraktiv sandstrand. Ulemperne er bl.a., at det skal gøres igen og igen, ofte årligt eller med få års mellemrum, og at det har en række afledte negative konsekvenser for kystbiologien. Det skyldes dels, at materialerne, ofte i store mængder, suges op fra havbunden, hvor det påvirker plante- og dyreliv, dels at de tilførte sandkorn kan have en anden kornstørrelse og en anden kemisk sammensætning end det, der naturligt forefindes på den eksisterende kyst. Dette påvirker livsbetingelserne for orme, krebsdyr, fladfisk, planter og andre organismer tæt på strandbredden. Som eksempel kan bunddyr blive kvalt af iltmangel, når der lægges et tykt lag sand oven på deres levested. Da sandfodringen skal gentages med få års mellemrum, når det økologiske system ikke at reetablere sig, før det bliver omlagt igen.

Udfordringerne ved sandfordring er dokumenteret i forbindelse med Sandmotor-projektet i Holland.

Begrænsninger ved moler og hævede kajkanter

Molebyggeri skal begrænse bølgepåvirkningen og dønningerne i havnebassinerne. Dog er ulempen, at bølgerne slår hårdere ind mod land og at erosionspåvirkningen kan blive flyttet til omkringliggende kystarealer, på samme måde som nævnt under begrænsningerne ved erosionsbeskyttelse.

Kajanlæg, f.eks. med lodrette spunsvægge, nedrammede pæle og dybe jernankre, har historisk set haft til formål at sikre de praktiske forhold i forbindelse med lastning og losning af skibe. En funktion, som oftest er udtømt i de danske havne i dag. Hævede kajkanter kan bruges som stormflodsbeskyttelse, men det kan samtidig kompromittere den praktiske og rekreative brug af havnekajen, hvis den hævede kajkant i for høj grad bliver en fysisk og visuel barriere mellem land og vand. Det kan f.eks. have en negativ påvirkning af roklubbers adgang til vandet. Problemerne med de høje kajkanter kan til dels afhjælpes ved at lave en tilbagetrukket højvandsmur som det bl.a. ses i Lemvig og Roskilde. Her er der dog portåbninger, der sikrer adgang til havnen, men som skal lukkes manuelt i tide for, at løsningen fungerer som ønsket under stormflod.

Ligesom andre kystanlæg har spunsvægge en begrænset levetid, måske omkring 50 år, hvorefter de skal udskiftes eller på anden vis forstærkes, så kajkanten ikke falder sammen og skrider ud. Kajkanten er således ikke en fast kystlinje, medmindre man aktivt arbejder for det.

Kystsikring er et paradoks

Alle de traditionelle – og dominerende – kystbeskyttelsestilgange handler om at fastholde den eksisterende kystlinje eller fremrykke kystlinjen ved hjælp af fremskudte barrierer. Ingen af tilgangene har et stærkt fokus på de permanente havvandsstigninger over lang tid, eller hvorledes anlæggene påvirker de kystnære økosystemer til lands og til vands. Enkelte tilgange har et vist fokus på den rekreative anvendelse af kystbeskyttelsesanlægget, men de fremstår som undtagelser fra reglen.

Man kan derfor stille sig spørgsmålet om 'kystsikring' reelt har til formål at sikre kysten, eller om kystsikring snarere har til formål at sikre de bagvedliggende ejendomsværdier og i den sammenhæng ofre kysten med dens biologiske mangfoldighed, dens rekreative kvaliteter og den natur- og kulturarv den repræsenterer? Et alternativ til de traditionelle løsninger er de naturbaserede løsninger såsom vådområder, klitlandskaber og barriereøer. Disse løsninger forventes i langt større udstrækning at kunne sammenflette behovet for kystbeskyttelse med de økologiske og rekreative potentialer som kysterne besidder.

Kilder:
Kystdirektoratet (2018): Vejledning om kystbeskyttelsesmetoder. Lemvig: Kystdirektoratet.
Natour (2019): Kystsikring og kystudvikling i Danmark. København: Call Copenhagen.
Quintana, C.O., Kristensen, E. & Petersen, S.G.G. (2021): Kystsikring og tilpasning til stigende havvandstand: økologiske konsekvenser og innovative løsninger. Odense: Syddansk Universitet. Tilgængelig online på:
Wiberg, K. (2019): Havspejlsstigning – Arkitektonisk kvalitet og typologier for løsningsrum i kystbyer. Aarhus: Arkitektskolen Aarhus.

Videnblad nr.: 04.02-57
Forfattere: Ole Fryd, Anna Aslaug Lund og Gertrud Jørgensen