Rammesætning af kystplanlægningen

Klimatilpasning gennem tilbageførsel, imødekommelse og beskyttelse

FN’s klimapanel, IPCC, har siden 1990 angivet tre tilgange til udviklingen af kystområder, der er udsat for stigninger i det globale havniveau. Det drejer sig om beskyttelse af bebyggelser og landskaber (at holde vandet ude), imødekommelse af stigende vandstande (at leve med vandet) og tilbageføring af inddigede havarealer og evt. udfasning af bebyggelser i særligt udsatte områder (at give plads til vandet). Faktisk arbejder IPPC med den omvendte rækkefølge. Først bør man afsøge mulighederne for tilbageføring, derefter imødekommelse og til sidst, hvis de andre muligheder er udtømt, beskyttelse. Hertil kan tilføjes en lad-stå-til tilgang i den ene ende af spektret og at undgå at bygge sig til fremtidige problemer i den anden ende.

Samlet giver disse tilgange en overordnet ramme for kystudvikling. Den prioriterede rækkefølge er: undgå, tilbagefør, imødekom, og når disse muligheder er udtømt, beskyt mod stigende havvand med naturbaserede løsninger, beskyt med hårde løsninger, brug mobile stormflodsbarrierer og lad stå til. Hver tilgang bør vurderes i forhold til deres relevans i lyset af det stigende havvand på kort og lang sigt. Nogle løsninger kan være midlertidige, indtil der skiftes spor, og en ny primær løsningsramme er styrende for udviklingen.

Undgå at bygge nyt i lavtliggende områder

Den vigtigste indsats er at undgå at bygge sig ind i problemer. De fleste større danske byer udspringer af gamle købstæder og bosætninger, der er grundlagt for omkring 800 år siden og med eksisterende bygninger, der er mere end 300 år gamle. Det er oftest kystbyer, hvor kirken og torvet ligger højt i terrænet. Og der ligger de stadigvæk. Men i efterkrigstiden er stadig mere ny by blevet bygget i lavtliggende områder. Stigende havvand forårsager en langsom og langsigtet ændring af vores kyster og kystbyer. At undgå handler derfor om at læse landskabet, undgå at man aktivt bygger ’fremtidens Atlantis’ og derfor undlader at bygge i lavtliggende og oversvømmelses- og erosionsudsatte områder, med mindre man bevidst arbejder med en udløbsdato for bebyggelsen. Det handler om at kunne kigge længere end 50 til 100 år ud i fremtiden. Gerne med et tidsperspektiv på 300 år.

Tilbageføring er en planlagt proces

Tilbageføring, tilbagetrækning og kysttransformation er forskellige ord, der alle henviser til den samme tilgang til kystudvikling. Her er præmissen om, at havet stiger, styrende for en omprioritering af arealanvendelsen – til fordel for havet og for, at kystzonen over tid kan brede sig længere ind på land. Der kan være tale om inddigede og afdrænede landbrugsarealer, indvundne havnearealer baseret på opfyld af havet eller bebyggelse i lavtliggende kystområder og i ådale. Det er således arealer, som vi mennesker historisk set har ’lånt’ fra havet, og hvor det kan give mening at overveje en tilbageføring.

Tilbageføring kan være markedsdrevet (som konsekvens af manglende efterspørgsel efter lavtliggende bygninger), katastrofedrevet (som konsekvens af en konkret oversvømmelse) eller planlagt. Den planlagte tilbageføring består i en gradvis udfasning og transformation af et oversvømmelsesudsat område over lang tid, typisk mange årtier. Det er sjældent set i Danmark, men programmer for tilbageføring eksisterer i andre lande, f.eks. USA.

Lær at leve med vandet

Imødekommelse af det stigende havvand kan både være fysisk og social. Fysisk imødekommelse kan f.eks. være at hæve gulvkoten i kystnære bebyggelser eller at omdanne lavtliggende landbrugsarealer til havbrug eller salttålende afgrøder. Social imødekommelse er at lære at leve med vandet, f.eks. at udvikle nogle rutiner omkring oversvømmelseshåndtering og gennem en mental forberedelse på, at en oversvømmelseshændelse kan indtræffe.

Markuspladsen i Venedig er kendt for at blive oversvømmet med jævne mellemrum. Den fysiske imødekommelse af disse oversvømmelser sker ved at sætte borde op på pladsen, så de fungerer som midlertidige hævede stier. Hvis turisterne på Markuspladsen samtidig finder gummistøvlerne frem og på den måde tilpasser sig den akutte situation ved massiv højvande, vil der være tale om en social imødekommelse af højvandssituationen.

Bløde, hårde og mobile barriereløsninger

Beskyttelse, eller ’forskansning’, handler om at holde vandet ude og holde bebyggelsen og landskabet tørt. Beskyttelsen kan både være ’hård’ og baseret på materialer som kampesten, stål og beton, eller ’blød’ og baseret på sand, ral og vegetation. Den bløde kystbeskyttelse omfatter også ’natur-baserede løsninger’, hvilket blandt andet refererer til kunstigt skabte klitlandskaber, barriereøer eller reetablerede vådområder, der samtidig fungerer som beskyttelse mod stormflod, erosion eller permanente stigninger i havniveauet. Der kan også være mobile barriereløsninger som sandsække, skotter, svinerygsplanker og watertubes, der indgår som en del af beredskabet og som midlertidige foranstaltninger i tilfælde af akutte, ekstreme højvandstande.

Det er farligt at lade stå til

En tilgang er også at lade stå til og ikke lave nogle tiltag, men passivt se tiden an og acceptere, hvad der måtte ske i tilfælde af stormflod eller andre påvirkninger fra havet. Fravalg af en aktiv tilgang til kystplanlægning er også et valg. Det afspejler ro i sindet, risikovillighed og er en måde at undgå forhastede beslutninger. Men det er måske også en dumdristig tilgang, hvor det uinformerede fravalg kan vise sig at være katastrofalt på både kort og lang sigt.

Kombination af løsninger og dynamisk tilpasning

Ovenstående løsninger kan kombineres i forhold til, hvad der måtte give mening lokalt. Samtidig kan der skiftes spor fra én tilgang til en anden efterhånden, som havet stiger, og de mere kortsigtede løsninger ikke længere er relevante eller ikke længere er fysik, økonomisk, socialt eller miljømæssigt acceptable.

I dette arbejde kan der tages udgangspunkt i den hollandske DAPP-model (DAPP står for dynamic adaptive policy pathways). Tilgangen argumenterer for en dynamisk tilpasning af løsningsmuligheder og strategier over tid i en løbende læringsproces med monitorering, evaluering og handling. Ved denne tilgang kan nogle løsninger være relevante som midlertidige trædesten på vejen mod en ønsket langsigtet situation. De kortsigtede løsninger må ikke låse de langsigtede muligheder. Samtidig bør man ud fra en samlet bæredygtighedsbetragtning være opmærksom på den forventede levetid for de løsninger, man vælger såvel som den økonomi, det CO₂-aftryk og den miljøpåvirkning, der er bundet i løsningerne.

Den samlede ramme for kystplanlægning og det lange tidsperspektiv bør vurderes grundigt, inden man kaster sig over DAPP. Den vigtigste anbefaling er ikke at bygge sig til fremtidige problemer og derfor undgå at bygge nyt i lavtliggende og oversvømmelses- og erosionsudsatte områder. Mange danske kystbyer står med udtjente erhvervshavne, hvor denne diskussion er helt aktuel. Skal man bygge nyt på havnen, eller skal man lade være?

Kilder
Andersen, K.J., Piontkowitz, T. & Henriksen, L.S. (2020): Undersøgelse af metoden ’Dynamisk planlægning til risikostyring og klimatilpasning’ i en dansk kommunal kontekst. Lemvig: Kystdirektoratet.
IPCC (1990): “Coastal Zone Management.” I: Climate Change – The IPCC Response Strategies. Working Group III – final report. Genève: International Panel for Climate Change, side. 129-160.

Videnblad nr.: 04.02-59
Forfattere: Gertrud Jørgensen, Ole Fryd og Anna Aslaug Lund