Skovlovens bestemmelser om naturbeskyttelse

Egekrat på Præstebakkerne ved Bjergby i Vendsyssel.

De tidligere skovloves oprindelige hovedformål – at bevare skovens produktionsværdi – er med tiden gradvist blevet suppleret og måske delvist erstattet med et overordnet naturbeskyttelsesformål, nemlig at bevare skovene som levesteder for planter og dyr.

Skovloven rummer derfor dels nogle beføjelser for myndighederne for aktivt at beskytte bestemte arealer eller naturværdier primært via tilskudsordninger og reglerne om aftaler vedrørende Natura 2000-områder, dels nogle forbud, der etablerer en reaktiv eller mere passiv beskyttelse af naturen på fredskovspligtige arealer. Det drejer sig om beskyttelsen af egekrat efter lovens § 26, beskyttelsen af ydre skovbryn af løvtræer og buske efter lovens § 27 og beskyttelsen af det, der ofte kaldes småbiotoper, dvs. søer, moser, heder, enge, overdrev og vandløb efter lovens § 28.

Beskyttelsen af egekrat

Gamle egekrat har været fredskovspligtige siden skovloven af 1989 og egekrat, der eksisterede d. 1. juli 1989, er stadig udtrykkeligt nævnt som fredskovspligtige i den gældende skovlovs § 72. Det er dog ikke alle egekrat, der er omfattet af § 26, idet beskyttelsen kun gælder bevaringsværdige egekrat.

De bevaringsværdige egekrat er registreret af Naturstyrelsen. Registreringen omfatter 4.725 ha og er ikke offentlig tilgængelig, men oplysninger om registreringerne kan fås ved henvendelse til Naturstyrelsen. I forbindelse med registreringen af bevaringsværdige egekrat er egekrattene noteret med fredskovspligt i matriklen, men efter § 72 omfatter beskyttelsen efter § 26 dog principielt også bevaringsværdige egekrat, der ikke er noteret med fredskovspligt.

Beskyttelsen efter lovens § 26 indebærer, at egekrattene skal bevares som egekrat. Skovejeren må ikke ved hugst eller indplantning fremme en udvikling af krattet hen imod skov, men har på den anden side ikke pligt til aktivt at forhindre, at egekrattene udvikler sig til skov. Bliver krattet til skov, er det ikke længere omfattet af beskyttelsen. For de fleste private bevaringsværdige egekrats vedkommende er der imidlertid indgået supplerende aftaler om beskyttelse, der er tinglyst på ejendommens blad i tingbogen. Oplysninger herom fås via den elektroniske tingbog.

Beskyttelsen af løvtræsskovbryn

Ydre skovbryn af løvtræer og buske på fredskovspligtige arealer er beskyttede af skovlovens § 27. Skovbryn er karakteriseret ved stor artsvariation og ofte også aldersvariation. Skovbryn er normalt lette at afgrænse fra bagvedliggende bevoksninger, hvor der er få arter, og træerne har samme alder, men i tilfælde af mere naturnær skovdrift kan afgrænsningen volde vanskeligheder. Løvtræer i skovens ydergrænse kan her både være en del af bevoksningen og af skovbrynet. Naturstyrelsens vejledning angiver, at beskyttelsen af ydre skovbryn maksimalt kan omfatte de yderste 40 m af skoven.

Det er både arealanvendelsen og skovbrynet som bevoksning, der er beskyttet – men ikke de enkelte træer og buske i skovbrynet. Der må således skoves i skovbrynene, og skovbrynene må forynges ved selvforyngelse, stedvis stævning eller gruppevis hugst med efterfølgende indplantning af egnede arter for at sikre skovbrynets robusthed.

Beskyttelsen af småbiotoper

Arealer med søer, moser, heder, strandenge, strandsumpe, ferske enge og biologiske overdrev af en vis størrelse er beskyttet af naturbeskyttelsesloven § 3. Skovloven beskytter imidlertid også de små naturområder, der ikke er beskyttet af naturbeskyttelsesloven. For søer er størrelsesgrænsen mellem beskyttelsen i medfør af skovloven og beskyttelsen i medfør af naturbeskyttelsesloven på 100 m², for de øvrige naturtyper er grænsen 2.500 m². Der er ikke som for § 3-arealer nogen vejledende registrering af de beskyttede arealer efter skovlovens § 28.

Det naturindhold, der er karakteristisk for den pågældende naturtype, skal være til stede for at arealet er beskyttet. Der er en omfattende nævnspraksis på området, hvor der ud over de botaniske forhold lægges vægt på arealets jordbund og driftshistorie.

For søers vedkommende bliver de omfattet af beskyttelsen, når der har indfundet sig et naturligt dyre- og planteliv. Det forhold, at en sø eller mose indgår i et teknisk anlæg som f.eks. et regnvandsbassin, betyder ikke, at det undtages af beskyttelsen.

Særligt for skovmosers vedkommende har Højesteret taget stilling til afgrænsningen af, hvilke arealer, der kan anses for beskyttede. På baggrund af, at man i forarbejderne til loven skelnede mellem dyrkede og udyrkede arealer kom retten frem til, at begrebet »mose og lignende« i naturbeskyttelseslovens § 3 kun omfatter arealer med en naturligt opstået træbevoksning og ikke områder med plantede træer – uanset om vegetationen og jordbundsforholdene isoleret set er af mosekarakter. Det betyder også, at mindre våde arealer med mosekarakter i skov ikke er beskyttede efter skovlovens § 28, hvis der er plantet træer på dem før 1992. Er træerne derimod selvsåede, så er arealet beskyttet.

For vandløbs vedkommende omfatter skovlovens § 28 alle de vandløb, der ikke er udpegede af miljøministeren som beskyttede efter naturbeskyttelseslovens § 3. Efter vandløbsloven sondres mellem vandløb og dræn, og beskyttelsen efter skovlovens § 28 må formentlig antages ikke at omfatte drængrøfter. Hvor skellet går mellem vandløb og grøfter er i praksis overordentligt vanskeligt at afgøre.

Undtagelser

Det må antages, at skovlovens § 28 ikke omfatter de naturarealer, der er undtaget efter naturtypebekendtgørelsen. Formuleringen af § 28 forudsætter, at et areal beskyttet af § 28 ville være beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3, hvis det havde den tilstrækkelige størelse. Det er da heller ikke hensigtsmæssigt med en situation, hvor små naturarealer på fredskovspligtige arealer er beskyttede, mens tilsvarende arealer over 2.500 m² ikke er det.

Beskyttelsen efter skovlovens § 28 omfatter dermed ikke fredskovspligtige arealer med naturtyper, der er opstået som følge af en aftale med det offentlige – f.eks. som følge af en plejeaftale eller en tilskudsordning. Undtagelsen omfatter efter Natur- og Miljøklagenævnets praksis ikke arealer, der er blevet omfattet af lovens beskyttelsesbestemmelser, mens de har været underlagt en plejeaftale eller tilskudsordning, men kun dem, der så at sige fanges af beskyttelsen, fordi de udvikler en af de beskyttede naturtyper som følge af aftalen eller ordningen.

Konsekvens af beskyttelse

Beskyttelsen efter skovlovens § 28 indebærer ligesom efter naturbeskyttelseslovens § 3, at tilstanden af naturen på arealet ikke aktivt må ændres – f.eks. ved tilplantning eller dræning. Det gælder dog næppe tilstandsændringer som følger af skift mellem forskellige former for ekstensiv landbrugsdrift, som afgræsning og høslet.

Indgreb, der forbedrer naturindholdet, men ligger ud over sædvanlig drift eller pleje, kræver efter praksis også dispensation. For søer og mosers vedkommende indebærer beskyttelsen, at der f.eks. ikke må udsættes ænder i en grad, så tilstanden ændres.

For vandløb indebærer beskyttelsen, at de ikke må oprenses dybere end til deres oprindelige faste bund. Sædvanlig vedligeholdelse og oprensning af vandløb efter vandløbslovens bestemmelser er imidlertid udtrykkeligt tilladt efter skovlovens § 28, stk. 2.

Dispensationer fra beskyttelsesbestemmelserne

Naturstyrelsen kan dispensere fra §§ 26-28 i medfør af skovlovens § 38. Der er i Naturstyrelsens nyere praksis kun få eksempler på dispensationer, men tilladelse til rydning af egekrat på gravhøj på baggrund af kulturhistoriske interesser er et eksempel. Andre er tilladelse til et klimatilpasningsprojekt i en mose og tilladelse til udvidelse af søer, der i begge tilfælde vurderedes som naturforbedrende.

Det er dog mere almindeligt, at hensynet til skovbryn og småbiotoper er udslagsgivende, når dispensationer fra de generelle forbud mod bygninger og anlæg i § 11 behandles.