Anbefalinger til brug af dækafgrøder ved etablering af vedplantninger

Dækafgrøde med alm. hør, serradel (begge énårige), blodkløver (toårig), alm. kællingetand og bibernelle (begge flerårige). Billedet viser dækafgrøden i juni måned året efter såning, hvor blodkløver og serradel blomstret intensivt. Foto: Anders Busse Nielsen

Tidens fokus på (by)natur og biodiversitet har fornyet interessen for blomstrende dækafgrøder som et driftsbesparende og miljøvenligt alternativ til ukrudtsbekæmpelse, når man etablerer barrodede træer og buske. Sigtet med at bruge dæk­af­grøder er at regulere eller helt er­statte den spontane urteflora (ukrudt) med arter, der:

• konkurrerer mindre med vedplanterne
• nedsætter risikoen for ekstreme udsving i mikroklimaet
• er æstetisk mere tiltalende
• understøtter den lokale flora og fauna

En gennemgang af kontrollerede forsøg fra hele Europa viser, at barrodede træer og buskes overlevelse og vækst kan være næsten den samme i velkomponerede dækafgrøder som ved ekstensive renholdelsesmetoder – se Videnblad 04.08-04. Derfor er der belæg for at fremhæve dækafgrøder som alternativ til renhold – specielt i situationer, hvor naturværdier og en frodig fremtoning prioriteres.

Hurtigt, tæt og vedvarende

En forudsætning for, at en dækafgrøde kan hæmme – eller helt udkonkurrere – spontan fremvækst af ukrudt, er, at den er etableringssikker, spirer hurtigt, skygger jorden tidligt, giver et vedvarende jorddække og har en god genvækst. På baggrund af praktiske erfaringer og kontrollerede forsøg har vi udarbejdet anbefalinger til brug af dækafgrøder i plantninger med barrodede træer og buske, f.eks. skovrejsninger, læhegn og i byens grønne områder.

Valg og sammensætning af arter

De færreste arter har alle de egenskaber, der er brug for i en dækafgrøde. Forsøg viser da også, at blandinger af enårige, toårige og flerårige arter giver det bedste resultat. Danske erfaringer peger på blandinger med 2-5 arter som passende. Hver art opfylder en bestemt rolle, f.eks. hurtig spiring eller tæt jorddække.

Tidens fokus på økosystemtjenester og beskyttelse af biodiversitet fordrer mere artsrige dækafgrøder sammensat af frø fra vilde urter, selv om viden om denne tilgang til dækafgrøder stadig er meget begrænset.

Mens dækafgrøder generelt understøtter biodiversitet, specielt bestøvere, kan kraftigt voksende arter og sorter brede sig og blive en trussel mod den lokale biodiversitet, hvorfor de skal bruges med forsigtighed.

Bælgplanter, der fikserer kvælstof fra luften, har traditionelt været brugt som dækafgrøde/grøngødning i landbruget. Selvom kvælstof kun er en begrænsende faktor for vedplanters etablering på meget næringsfattig jord, anbefales det at inkludere bælgplanter. En- eller toårige arter konkurrerer mindst med de nyplantede træer og buske. Alm. kællingetand er et eksempel på en flerårig art, der er gode erfaringer med.

På udsatte steder kan inkludering af en højtvoksende art med opret vækst og stærke stængler, f.eks. alm. rug, beskytte de nyplantede træer og buske mod vind og soludtørring. Omvendt bør arter med tæt bladdække og arter med overhængende eller slyngende vækstform ikke blive mere end 2/3 af højden på træer og buske. De er ofte kun 50-80 cm høje, når de plantes. Derfor skal man være forsigtig med at anvende forædlede sorter, f.eks. af rødkløver, som producere meget overjordisk biomasse. Om muligt bør man bruge frø fra vilde frøkilder, selv om det er dyrere, eller frø fra lave sorter. Læs mere om de enkelte arters egen­skaber i rapporten Use of cover crops when establishing woody plantings.

Tabel 1. Oversigt over de mest almindelige dækafgrøders egenskaber og fortrin. Livscyklus: I = enårig, II = toårig, III = flerårig. Højde: h = < 40 cm, hh = 40-60 cm, hhh < 60 cm. Etableringshastighed: e = langsom, ee = middel, eee = hurtig. Dækkeevne: d = rimelig, dd = god, ddd = meget god. Frømængde for monokulturer modificeret fra Sørensen og Juul (1993). Hjemmehørende: ja = DK. Bestøverværdi: HB = honningbier, KT = humlebier med kort tunge, LT = humlebier med lang tunge, EB = enlige bier, * = lav værdi, ** = middel værdi, *** = høj værdi, na = data ikke tilgængelige. (Klik på tabel for større version)

Klargøring af arealet

Grundig jordbearbejdning, der sikrer, at jorden er fri for spiredygtige vegetative dele af ukrudt er lige så vigtig for god etablering af dækafgrøder som for vedplanter. Selv den bedste dækafgrøde kan ikke konkurrere med ukrudt, især flerårigt ukrudt, hvis det får et forspring.

Såningsmetoder

Erfaringer viser, at såningstætheden kun bør være 1/3 af det, der anbefales i landbruget. Den nedsatte såningstæthed mindsker dækafgrødens konkurrence over for nyplantede træer og buske og giver stadig et tæt jorddække. Det reducerer også etableringsomkostningerne.

Mindre arealer kan nemt håndsås. Håndsåning er lettest, hvis frøene blandes med tørt sand, savsmuld eller et granulat. Ved at så i to eller tre omgange, f.eks. først på langs og siden på tværs af arealet, sikres en jævn fordeling af frøene.

På større arealer kan dækafgrøderne eventuelt sås før plantning. Det gør det muligt at bruge landbrugssåmaskiner, og maskiner med lufttryk nedsætter risikoen for, at frø med forskellig størrelse og vægt ”afblandes” under såningen.

For at sikre, at frøene kommer i god kontakt med jorden, skal arealet rives, strigles eller som minimum trom­les efter såning af dækafgrøden.

Drift af arealet

Man skal undlade at slå dækafgrøden, da det favoriserer græsser. Omvendt er det en god ide at trimme kanter, f.eks. langs stier, da det signalerer, at arealet bliver plejet. Det samme kan en slået sti gennem arealet, som også giver besøgende mulighed for at opleve blomstrende dækafgrøder på tæt hold.

De nævnte anbefalinger skal altid kombineres med sund fornuft og overvejelser ift. de aktuelle driftstekniske, miljømæssige og økonomiske forudsætninger og ønsker.

Læs mere:

Björn Wiström, Anders Busse Nielsen og Mona Chor Bjørn, 2018: Use of cover crops when establishing woody plantings. IGN Rapport, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet.

Videnblad nr.: 04.08-05
Forfattere: Anders Busse Nielsen, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, KU
Mona Chor Bjørn, Institut for Plante- og Miljøvidenskab, KU
Björn Wiström, Institutionen för landskapsarkitektur, planering och förvaltning, SLU