Veterantræer i rekreative områder

Store gamle træer er værdifulde for biodiversiteten og påskønnes af publikum. Lavstammede træer med brede kroner kan blive såkaldte veterantræer, som kan leve videre i mange årtier trods grenbrud, svampeangreb og andre skader. Med den rigtige tilgang kan mange træer i forfald bevares i grønne områder uden væsentlig risiko for omgivelserne. Find de nuværende og fremtidige veteraner og giv dem plads og beskyttelse.

Kan leve længe trods skader

Dødt ved og store gamle træer med mange mikrohabitater og i forskellige stadier af forfald kan bidrage til mere biodiversitet i byens grønne områder og det åbne landskab. Veterantræer er en særlig gruppe af træer, som er kendetegnet ved, at alderdomsfasen varer i årevis. Træets krone ’skrumper’ i omfang, der kommer råd i stammer og grene, insekter koloniserer områder med død bark og ved. Men trods de mange skader, som svækker træet, forbliver det i live i årtier, ja endda århundreder.

Som oftest solitære træer

Når man leder efter eksempler på gode veterantræer, står det hurtigt klart, at de typisk optræder i det åbne landskab og byens grønne områder snarere end i skove. Løvtræer, som har stået frit, så de nedre grene ikke er skygget væk, ses fx på græsningsarealer og kirkegårde, i parker, større private haveanlæg og andre grønne områder. Fritstående, lavstammede træer med bred krone har ofte potentiale til et langt liv under gradvist forfald – en eksistens som er kendetegnet ved høj biodiversitet.

Hængebøg med bred krone sommerfoto

Hængebøg vinterfoto hvor de mange grene ses. — Hængebøgen ved Ishøjgård er et fantastisk træ med potentiale til at være veterantræ i de næste hundrede år og formentlig længere. Væsentlige årsager er, at de lavthængende grene og et lille stakit har forhindret græsslåning og anden skadelig færdsel under træet, og at det har fået plads og stået i fred i en privat have det meste af sin levetid. Bøgens fremtid er dog truet af byudviklingsplaner for området. Fotos: Iben M. Thomsen

Værdien af dødt ved

Stadig flere grønne forvaltninger er med på at lade stammen ligge til insekter og svampe, hvis de er nødt til at fælde risikotræer. Stående dødt ved er også meget værdifuldt for biodiversiteten, og hvis det døde ved sidder på et levende træ, giver det optimale forhold.

Lang kontinuitet og løbende tilgængelighed af nyt dødt ved, fx efter grenbrud, er en af veterantræets styrker. En anden værdi er variation i udbuddet af føde, ly og redepladser, idet veterantræer typisk har en høj forekomst af mikrohabitater, ikke mindst hulheder.

Musebøgen, en flerstammet bøg, set om vinteren

Slotsgartnerens skilt med info og advarsel om at holde afstand. — Musebøgen i Frederiksborg Slotshave er et veterantræ i forfald. Det er angrebet af kulsvamp i de centrale dele, og der er sket grenbrud. Desværre har Musebøgen også været et populært klatretræ for børn. I et forsøg på at bevare træet længst muligt og undgå ulykker er der lagt stammer ud i en cirkel rundt om træet og sat et skilt op, som beder publikum om at holde sig på afstand. Desuden blev de tungeste grene og hovedstammen med kulsvamp reduceret i længde for at mindske risikoen for totalt sammenbrud. Ifølge slotsgartneren er der nu klart mindre færdsel tæt på træet, selvom ikke alle respekterer advarslen på skiltet. Fotos: Iben M. Thomsen

Udfordringer

Den største udfordring for at efterlade dødt ved eller træer i forfald ligger i at overvinde traditioner om æstetik, sikkerhed og oprydning hos brugere, driftspersonale og forvaltning.

En anden udfordring er at bevare et ustabilt træ, som måske udgør en risiko for publikum. Bekymringen går både på det juridiske ansvar, hvis træets forfald forårsager en ulykke, og på afvejningen af biologisk værdi mod områdets udseende og publikums adgang.

En væsentlig trussel er manglede respekt for store træers pladsbehov, både når det gælder kronebredde og rodzonens omfang. Det meget langsigtede perspektiv for de egentlige veterantræer kan også være en planmæssig udfordring.

Balance mellem bevarelse og risiko

Det er vigtigt at finde en acceptabel balance mellem bevarelse og risiko. Risikoen skal afpasses til risikovilligheden på voksestedet. Der er en række ting, man kan gøre for at nedbringe risikoen og samtidig bevare træet. Man kan reducere kronen, så vægt og vindfølsomhed begrænses. Samtidig mindskes risiko-radiussen. Man kan også undlade at slå græs og/eller lægge sten eller sætte fodhegn omkring træet. Disse tiltag vil ikke fjerne ansvar, men reducere risikoen for en ulykke.

Gammel fuldkronet eg på græsplæne

Svovlporesvamp i den gamle barkskade efter lynnedslag — En stor sidegren på denne eg i Virum blev for mange år siden ramt af lynet. Den dræbte gren blev desværre kappet af helt inde ved stammen, mens ellers er træet bevaret. Den døde bark er faldet af, og svovlporesvamp er i gang med at nedbryde den blottede splint og kerneveddet. Det er karakteristisk for veterantræer, at de kan overleve sådanne skader, og i de fleste tilfælde vil det heller ikke medføre en risiko for omgivelserne. Forvaltningens eneste træpleje er at fjerne grene, som flækker eller dør og derfor kan falde ned til fare for publikum. Hvis man afspærrede hele arealet under kronen for færdsel, ville også sådanne grene kunne bevares til glæde for naturen. Men det kan også vente til om 100 år, eller hvornår egen end begynder at skrante i kronen som tegn på en begyndende alderdomsfase. Fotos: Iben M. Thomsen

Fremtidens veteraner

En af udfordringerne ved veterantræer er, at de fra starten skal vokse og plejes anderledes end traditionelle bytræer. Det typiske planteskoletræ er opstammet, og forventningen til pleje er en fortsat beskæring af de nedre sidegrene for at skabe et højstammet træ, der giver adgang til græsslåmaskine, borde-bænkesæt, ophold og færdsel. Hvis træerne ender med at være 20-30 meter høje, hvor kronen udgør den øverste tredjedel, som det ses i produktionsskove, har de ikke meget potentiale som langlivet veterantræ.

Fremtidens veteraner skal derfor findes blandt eksisterende træer, som tilfældigvis har bevaret deres lave sidegrene og haft plads til sideværts vækst. De skal identificeres, længe før de begynder at vise tegn på forfald, indtegnes på kort og beskyttes, fredes administrativt eller via en fredningsdeklaration. Det er træer, som man kan prale af, navngive og fremhæve som udflugtsmål, der skal behandles med respekt. Den største udfordring kan være at få publikum til at forstå, at børn og voksne helst ikke skal klatre i træet, især ikke hvis det allerede er i forfaldsfasen.

Kroner og stammer af eg forår og sensommer — Solitært egetræ i Arboretet i Hørsholm. Det er typisk for potentielle veterantræer, at de er bredere, end de er høje. Hovedstammen er kort, og kronen starter med flere store sidegrene. Grenen nederst til højre flækkede i et større skybrud i august 2021, men det mindsker ikke egens naturværdi, næsten tværtimod. Den forventede fremtidige levetid er stadig over 150 år. Der er i øvrigt ingen grund til at renskære sådanne brud, da det blot fjerner en værdifuld og sjælden mikrohabitat (splintret ved) uden at gavne træet. Den nedfaldne gren skal selvfølgelig helst blive liggende som dødt ved. Fotos: Iben M. Thomsen

Kræver opmærksomhed og accept

Gamle træer i grønne områder giver mulighed for at øge naturindholdet med få midler. Det kan kræve opmærksomhed og en ændret tankegang hos forvaltning og publikum, herunder en accept af at visse træer skal nyde en særlig beskyttelse, også mod bygge- og anlægsplaner.

Hvad er et veterantræ?

Definitionen af veterantræer er ikke helt på plads i Danmark, og ordet bruges med varierende betydning. På engelsk har man ordet ’ancient tree’, som betyder et meget gammelt træ for sin art. Vi har ikke noget tilsvarende, men kunne bruge ordet ’oldingetræ’. Træerne har som følge af deres høje alder tydelige alderdomstegn som døde grene, huller fra sår, ru bark, osv.

Veterantræer er ikke nødvendigvis meget gamle eller store, men er træer, der som følge af vækstvilkår, vækstform, skader m.v. har fået tilsvarende alderdomstegn. En af de biologisk attraktive egenskaber ved veterantræer er deres evne til at leve videre trods svækkelser.

Videnblad nr.: 06.08-15
Forfattere: Iben Margrete Thomsen og Simon Skov