Bevaring af træer på kirkegårde

Fig. 1. Asken på Stubberup Kirkegård på Fyn var udpeget til fældning i 2013 pga. tydelige symptomer på asketoptørre (se fig. 2). I sidste øjeblik blev beslutningen ændret til en kronesanering for tørre grene, og i september 2014 står asken flot og grøn. Den forventes at overleve i mange år, men kronen vil nok langsomt reduceres i omfang. Foto: Anne Kathrine Skifter

Træer udgør et væsentligt element på kirkegårdene, og det gør ondt, når sygdomme rammer en hel træslægt, som det fx skete med elmesygen. De fleste sygdomme og skadedyr er dog ikke så fatale, men giver blot problemer med træernes udseende.

I nogle tilfælde nedsættes vitaliteten, og derved kan overlevelsen på lang sigt trues. Nedsat vitalitet øger desuden risikoen for, at gamle, svækkede træer bliver angrebet af vednedbrydende svampe i stammer eller rødder (Videnblad 05.26-26). Sådanne træer mister stabilitet, selvom de kan se sunde ud i kronen, og de må fældes af sikkerhedsmæssige grunde.

Udfordringen ligger i at beslutte, hvor længe man skal bevare de gamle træer og ofre pleje, fx fjernelse af tørre grene (kronesanering). Hvis træerne har historisk, landskabelig og biologisk værdi, kan det være vanskeligt at beslutte sig for at fælde træet, og beslutningen møder ofte berettiget modstand.

Både medarbejdere og menighedsråd bør holde tungen lige i munden og være sikre på, at de har saglige og korrekte argumenter for afgørelsen om et træs fremtid. I tvivlstilfælde er det en god idé at søge bistand hos en ekspert.

Fig. 2. Stubberupasken i 2013 med tydelige døde skudspidser og tørre grene. Foto: Anne Kathrine Skifter

Trusler mod ask

Fig. 3. Af ukendte årsager angribes hængeask voldsomt af asketoptørre, og her kan man ikke gøre meget andet end at fælde. Foto: Iben Margrete Thomsen

Figur 4. Nyplantning af Fraxinus excelsior må frarådes, indtil der er nye resistente sorter fremme, men de amerikanske aske ser indtil videre ud til at klare sig godt. Manna-ask (F. ornus) synes helt resistent. Foto: Thomas Bager Nielsen

Svampesygdommen asketoptørre rammer hængeask og nyplantede ask hårdt, mens ældre træer heldigvis ser ud til at holde skansen bedre. I skovene fældes ask hurtigt for at redde veddets værdi. Honningsvamp optræder som sekundær skadevolder og dræber svækkede træer. Læs mere i Videnblad 05.26-21.

I landskabet og på kirkegårde har ask en meget længere levetid, og det må anbefales at bevare gamle asketræer længst muligt. Så længe træerne er i stand til at sætte nye skud i kronen, bør man lade dem være og blot fjerne tørre grene efter behov.

Selvom syge aske aldrig kommer sig, så kan de leve med angreb i mange år. Jo større krone og jo mere vitale træerne er, des længere tid kan de klare sig. Håbet er først ude, når træerne holder op med at danne nye skud i to eller flere år. Så kan man overveje at styne dem ned til en 1-2 meter høj stub til glæde for biodiversiteten (se fig. 6).

Trusler mod hestekastanje

Kastanie-minérmøl er efterhånden velkendt for de fleste (Videnblad 05.28-6), og når man ser røde kroner hos hestekastanje midt på sommeren, synes diagnosen nem. Når de samme kastanjer kæmper med tørre grene, er det fristende at pege på insektangrebet som årsag. Men minérmøl påvirker kun træernes udseende. Man skal derfor ikke fælde kastanjer med henvisning til, at møllet svækker træerne og gør dem farlige for omgivelserne.

Derimod kan der være helt andre og alvorligere grunde til tørre grene hos kastanje. Hos vejtræer er det ofte en konsekvens af vejsalt, for lidt plads til roden, gravearbejder, tørke og alder. På kirkegårde kan de tre sidste faktorer også spille ind. I værste fald skyldes de døde grene angreb af hestekastanje-bakteriekræft (Videnblad 05.27-1). Denne bakteriesygdom skrider typisk langsomt fremad. Først når barken er dræbt på hele omkredsen, dør grene (eller hele træet) efter to eller flere år.

Risikoen for nedfald af tørre grene bør i første omgang håndteres via en kronesanering. Hvis træerne allerede efter få år igen står med mange visne grene, eller hvis omfanget af død krone bliver voldsomt, må man overveje et mere drastisk indgreb. Selv hvis man har mistanke om bakteriekræft, bør man bevare gamle træer, indtil de dør. God hygiejne med beskæringsværktøj er dog essentielt, så man ikke spreder bakterien.

Fig. 5. Hestekastanje med halvt død krone på Mariebjerg Kirkegård i Gentofte i september 2012. Tre år tidligere så træet fuldstændigt sundt ud. Kronesanering og bevaring giver ikke mening her. Foto: Iben Margrete Thomsen

Biodiversitet

Fig. 6. Torso af fældet træ efterladt på kirkegården i Sorø af en fremsynet forvalter. Her er mange års habitat for insekter og svampe, uden at der er risiko for omgivelserne. Foto: Iben Margrete Thomsen

Angreb af vednedbrydende svampe er ofte det sidste trin på livets vej for gamle træer. Svampe, som spiser rodsystemet og den nedre del af stammen, gør træerne ustabile, og her er der ikke noget at gøre. Af hensyn til gravsteder, andre materielle værdier og sikkerheden for besøgende og medarbejdere bør man fælde, hvis der er tale om en af de tre farlige svampe: kulsvamp, kæmpeporesvamp eller tøndersvamp. For andre svampe kommer det an på en konkret vurdering af svampeart og omfang, og her er eksperthjælp en god idé.

Gamle svampeangrebne træer er en sjældenhed, især i bymiljøet. Det vil gavne biodiversiteten, hvis man på nogen måde kan efterlade en 1-2 meter høj stub og måske endda finde et hjørne til stamme og grene fra det fældede træ. Mange insekter og sjældne svampe er afhængige af sådanne levesteder. Hvis man må tage den triste beslutning om at fælde, kan den gavnlige virkning for biodiversiteten være et plaster på såret.

Videnblad nr.: 05.26-35
Forfattere: Iben M. Thomsen og Simon Skov