Geder som kratryddere

Brombær hører til blandt de mest foretrukne arter. Gederne æder brombær under hele græsningssæsonen. Foto: Rita Merete Buttenschøn

Et 3-årigt forsøg med sommergræsning med 200 Saanen geder på et 40 ha stort overdrev på Mols belyser geders evne til at bekæmpe tilgroning. Forsøget er gennemført som et samarbejdsprojekt mellem Institut for Fødevarevidenskab og Skov & Landskab på Københavns Universitet samt Stenalt Gods, Friland A/S og Skov- og Naturstyrelsen, Kronjylland.

Gedernes fødepreferencer

Gederne foretrak klart træ- og buskvegetation samt græsser frem for urter. Dværgbuske, buske og træer udgjorde mere end 50 % af gedernes fødevalg med brombær og gyvel, som de mest foretrukne arter (Figur 1). Periodisk blev der ligeledes græsset hårdt på enebær, på blade såvel som på bark af ældre buske, mens yngre buske generelt blev vraget. Bølget bunke og andre græsser udgjorde omkring 40 % af føden, mens urter udgjorde under 10 %.

Figur 1. Gedernes fødepreferencer målt som græsning (andel af græsningstid) fordelt på arter. Løvtræer omfatter mirabel, birk, eg, tjørn, alm. røn og skovabild.

Gedernes evne til at omsætte en høj andel af vedplanter betyder, at de – bedre end andre husdyr – kan udnytte føderessourcerne på magre jorde. Indholdet af råprotein og andre makronæringsstoffer er højt i de fleste af vedplanterne (Figur 2). Gyvel, birk og brombær indeholder hhv. 210 g, 170 g og 150 g råprotein per kg. tørstof, mens blade af enebær har et lavt indhold, kun ca. 85 g/kg tørstof, hvilket er lavere end indholdet af råprotein i bølget bunke og gammel lyng. Mineralindholdet, herunder bl.a. magnesium, der ofte findes i suboptimale mængder i sur overdrevs- og hedevegetation, er højt i de analyserede træer og buske, bortset fra enebær, der til gengæld har et højt indhold af Ca.

Figur 2. Indhold af råprotein, målt i perioden juli-august, i forskellige planter fra surt overdrev på Mols.

Effekt af græsning på vedplanter

Gederne afbladede løbende en del af brombærplanterne og reducerede deres dækning betydeligt, mens tornblad kun blev bidt i stærkt begrænset omfang og tiltog i dækning fra 2007 til 2009. Store enebær blev påvirket af bid af blade, barkskrælning og slid som følge af, at gederne brugte dem som ly og hvileplads. Det har bevirket, at en del af de
store enebær er stærkt svækket eller gået ud, mens de mindre enebær (< 0,5 m) stort set er upåvirkede af græsningen.

Der er ligeledes et hårdt bid på de tilstedeværende løvtræer (mirabel, birk, eg, alm. røn, skovfyr, tjørn og skovabild) med afløvning af alle grene inden for gedernes rækkevidde og afbarkning af tjørn og skovabild. Der er ligeledes et hård bid på hunderose og andre arter af rose samt på slåen.

Hedelyng græsses i en periode fra kort tid efter blomstring og til græsningssæsonen slutter. Som ved den øvrige græsning sker afgræsning af lyng fra toppen, der efterlader en tæt, lav lyngbevoksning.

Gyvel

Gyvel er langt den mest udbredte busk på forsøgsarealet. Dele af bestanden har været forsøgt bekæmpet med en kombination af årlig kreaturgræsning og perioder med 1-2 gange årlige slåninger. Slåningen har betydet, at der er udviklet tætte bevoksninger med gyvel. Årlig slåning er fortsat under forsøget med gedegræsning med slåning, inden gederne sættes på græs i maj.

Det gennemsnitlige bidtryk på gyvel er højt overalt, men det varierer med tætheden af gyvelplanter og er lavest, hvor tætheden er størst. Det afspejles i effekten på de mindre
gyvelplanter i størrelseskategorien < 0,5 m, som reduceres ubetydeligt i antal, hvor plantetætheden er lav, men som stiger svagt, hvor plantetætheden er høj. Antallet af store gyvelplanter i størrelseskategori 0,5-2 m halveres.

Der sker en forsat spredning af gyvel på arealet, specielt på de arealer, som påvirkes af slåning eller af kørsel i forbindelse hermed, men også hvor græsning og tørke skaber spirebede. De nyspirede planters overlevelse er i høj grad betinget af tilstrækkelig nedbør. Tørkeperioder nedsætter overlevelsesraten væsentligt, mens de nyspirede planter kun i meget begrænset omfang påvirkes direkte af gedegræsningen.

Tre års græsning udrydder ikke gyvel, men gederne hindrer effektivt blomstring og dermed fornyelse af frøbanken. Den gentagne fjernelse af biomasse betyder dels at gyvelplanterne stresses og bliver mere følsomme overfor tørke, og dels at dækningen af græsser og urter langsomt øges, således at fremspiring af nye gyvelfrø vil blive hæmmet.

Effekt på urtevegetationen

Gederne græsser kun i begrænset omfang på urter, og de udvælger sig ikke specifikke blomster og blomsterknopper, som man kan se får gøre. Der var et let til middel bid på blåhat, mens andre arter som hundeviol, djævlesbid, kratfladbælg og pimpinelle stort set ikke blev bidt, og der blev ikke målt en negativ effekt på blomstring eller dækning på nogen af arterne.

Konklusion

Geder er velegnede til græsning på tilgroede naturarealer. De resulterer i en mere skånsom rydning end maskinel rydning og dermed en reduceret risiko for fremspiring af uønskede arter. Geder kan udrydde selv store træer. Man skal være opmærksom på, om der er arter – eller særlige eksemplarer – af træer og buske, man ønsker bevaret, og hegne dem fra.

Gederne, der er brugt i forsøget, er Saanen geder, en meget højtydende malkegedsrace (se www.Stenalt.dk).

Kilder:
Buttenschøn, R.M. 2010: Geder som »kratryddere«. Får 07/08.
www.stenalt.dk/Seminar »Gedekød og naturpleje« – 23. marts 2010.

Videnblad nr.: 06.01-16
Forfatter: Rita Merete Buttenschøn