Gør landsbykirkegårdens ledige arealer grønne
Errindlev Kirke på Lolland fremtræder smukt på sin grønne bakke. Der er anlagt græs på hele kirkegården, og kun de vigtigste stier er grusbelagte. Frodigheden har også bredt sig til stengærdet, hvor der bl.a. vokser bidende stenurt og liden torskemund. Foto: Charlotte Skibsted
Vi bruger mindre gravstedsareal, fordi færre begraves i kister, og urnegravsteder optager langt mindre areal pr. grav. Den lette løsning er at dække de ledige gravarealer med perlesten. Men efterhånden kan der blive så stor afstand mellem de aktive gravsteder, at gange og gravstedsrækker flyder sammen i åbne, ensformige stenflader. De få gravsteder, som stadig er i brug, ligger som små øer. Måske er de stadigt pænt tilplantede – eller måske kun afgrænset af en lille hæk og dækket med perlesten.
Brug for at tænke nyt
Udviklingen får mange landsbykirkegårde til at ændre karakter fra grønne til det mere grå. Det kan gå ud over kirkegårdens rolle som grøn og frodig mindehave – et meditativt rum, hvor vi oplever både fortid og fremtid, bl.a. i kraft af planternes dynamik. Derfor står menighedsråd og gravere over for at skulle nytænke og planægge, hvordan kirkegården skal se ud i fremtiden, så den fortsat er et grønt rum. Tidligere drejede det sig om at få plads til så mange gravsteder som muligt i en ret fast struktur. Nu handler det om at håndtere det ledige areal, for kirkegården har stadig samme størrelse, og rammen skal fyldes ud.
Få overblik over ledigt areal
Det kan være en god idé at få et overblik over kirkegårdens ledige gravstedsareal i dag. Derefter kan man ud fra protokol og gravkort se på, hvad der kan forventes af ledigt areal inden for de næste fem-syv år. Mange af de kistegravsteder, der udløber inden for de nærmeste fem år, vil sandsynligvis ikke få fredningstiden forlænget. Ofte bor gravstedsejerne langt væk fra deres afdøde slægtninge og ønsker ikke at bevare gravstedet. Måske vil beregningerne vise, at hele gravstedsafsnit bliver ledige, men arealet hører stadig til kirkegården.
Grønne flader
Landsbykirkerne har altid været omgivet af græs og planter, også længe før der blev anlagt gravsteder rundt om kirken. Derfor er det oplagt at tænke i græsarealer i stedet for at lade stenfladerne brede sig. Perlesten og grus bør være forbeholdt de primære gangstrøg. Græsset kan brede sig ud på de små gangarealer, som det var for årtier tilbage, selv om de besøgende nok lige skal vænne sig til det.
Perlesten er en hurtig og let løsning, når ledige gravsteder ryddes, men det gør kirkegården mere grå end grøn. Det går ud over dens rolle som frodig mindehave. Foto: Charlotte Skibsted
Skønheden i de grønne flader som sammenbindende element mellem de aktive gravsteder giver kirkegården en stor intimitet. Det naturprægede udtryk, som græsset fremhæver, vinder mere og mere frem, og vi ser også mange nye gravsteder anlagt i græsplæner. Samtidig understreger græsset kirkegården som den store fælles gravplads for tidligere slægter, som ligger tæt under de nuværende grave.
På Errindlev gamle kirkegård er mange gravstedsplanter vokset op og er i dag en vigtig del af kirkegårdens grønne udseende sammen med nyplantede tjørn, mispel, æblekvæde, naur og syren. Foto: Charlotte Skibsted
Bevar nogle gravsteder
Mange landsbykirkegårde har gamle, store familiegravsteder tæt på kirken med plads til både fire og seks kister. Sådanne gravsteder anlægges yderst sjældent i dag. Ofte har disse familiegravsteder karakteristisk beplantning og særlige kulturhistorisk interessante gravminder. Når gravstedet udløber, må man nøje vurdere, om det skal bevares som et kultur- og lokalhistorisk spor, der samtidig bidrager til at holde kirkegården grøn.
Hvis man har flere ledige pladser ved siden af hinanden i rækker af kistegravsteder, kan de bruges til nye urnegravsteder, hvor forhækken mod gangen bevares. Urnegravstederne kan anlægges med bredde som en enkeltgrav og samme dybde som kistegravstederne. Alternativt kan arealet langs baghækken tilplantes med stauder eller lave buske i en fælles beplantning.
I nogle tilfælde ligger de ledige gravsteder spredt. Her kan man vælge at lade hækken stå og tilplante arealet med stauder eller små buske, som kirkegården både bekoster, anlægger og plejer.
Kistegravsteder kan omdannes til urnegravsteder med fællesbeplantning ved baghækken. På den måde bevares kirkegårdens grønne grundstruktur. Foto: Charlotte Skibsted
Plads til nye løvtræer
Løvtræer har i århundreder indrammet kirkegården, skærmet for vind og vejr og værnet over gravene. Men plantesygdomme og kraftige storme har gennem de seneste årtier ryddet grundigt ud i antallet af store træer. Elmetræerne er væk, mange asketræer er angrebet af asketoptørre, og kastanjetræerne er nogle år helt brune af minérmøllet.
Når vi nu får mere fælles kirkegårdsareal at tage vare på, bliver der igen plads til at plante nye løvtræer. De giver læ og silhuet, skyggeleg over græsarealerne og variation over året. Tænk både i store træer som eg, lind, ahorn og bøg og mindre løvtræer som røn, avnbøg, tjørn og mispel. Træerne kan plantes spredt på kirkegården i ledige gravsteder, i kanten af kirkegården eller som en lille allé omkring den centrale gravstedsgang, alt efter de lokale forhold. Træerne plantes helst i en bundplantning, da træer i græs gror dårligt og nemt bliver beskadiget af plæneklipperen.
Eksempel på nye løvtræer: Nyplantet allé af søjleavnbøg på Maribo Kirkegård. Charlotte Skibsted
Driften
Selv om gravstedsarealet bliver mindre, er der fortsat rigtigt meget gartnerarbejde at udføre for graverne. Arbejdet går fra intensiv pleje af mange individuelle gravsteder til i højere grad at handle om kirkegårdens fællesområder. Det kræver større viden, især om planter, at planlægge og arbejde med at give det samlede kirkegårdsanlæg en ny grøn helhed.
Videnblad nr.: 03.03-85
Forfatter: Charlotte Skibsted, cs@skibsted.eu
