Dato: 11-12-2013 | Videnblad nr. 03.13-18 Emne: Naturværdier

Natur på kirkegården – en tanke værd

At slippe naturen løs på kirkegården, er at give naturens dynamiske kræfter fri. Det kan være skræmmende og er i høj grad i modsætning til den tradition, hvor glæden ved det dyrkede og pyntelige er dominerende. Men kirkegården forandrer sig og mange steder, er det ikke kun blomster og bunddække, der er eftertragtet, men også skov- og naturafdelinger. Man ønsker den vilde natur eller den naturlige natur.

Højskov med grave i skovbunden. Høsterkøb Kirkegård. Foto: Susanne Guldager

Højskov med grave i skovbunden. Høsterkøb Kirkegård. Foto: Susanne Guldager

I dag skal naturen have plads overalt – på byens tage, på gader og pladser og på byens kirkegårde. Naturen er blevet moderne. På kirkegården er det ikke kun blomster og bunddække, der er eftertragtet, men også skov- og naturafdelinger. Man ønsker den vilde natur eller den naturlige natur. Et ønske der medfører en helt anden holdning til kirkegården, hvor den traditionelle kirkegårdskultur og naturen skal finde sig til rette med hinanden.

Tag udgangspunkt i det konkrete sted

På mange kirkegårde arbejdes der i dag med at differentiere det grønne udtryk, så både det haveprægede, det parkprægede og det naturprægede kan opleves inden for samme anlæg. På vores ældre kirkegårde ser vi de traditionelle gravpladser sirligt pyntet og afgrænset af en gravstedshæk. Udtrykket er havepræget.

Det parkprægede finder vi på nyere kirkegårde og på kirkegårde, hvor der er blevet areal tilovers. I disse anlæg er der græsflader med fritstående træer og hækomkransede grave og gravgårde. En naturpræget kirkegård kan tilsvarende være en del af et gammelt kirkegårdsanlæg eller være en helt ny skov- eller naturkirkegård, med et eller flere naturelementer, som skov, lund, slette, blomstereng eller sø m.m.

Ønsker man at indrette en naturkirkegård, er det vigtigt at tage udgangspunkt i det konkrete sted. En natur afdeling skal, for at lykkes, indrettes med udgangspunkt i stedets jordbund, vindforhold, klima og vegetation. Det samspil, der allerede eksisterer mellem disse faktorer, må respekteres, hvis biotopen skal udvikles og fastholdes. Desuden skal arealet have en vis størrelse og må kun udnyttes ekstensivt, da de fleste naturtyper er sårbare overfor forstyrrelser. Ønskes eksisterende naturtyper inddraget som udgangspunkt eller som en del af et kirkegårdsanlæg, kan anvendelsen være begrænset af lovgivning.

I dag er skovkirkegården meget eftertragtet. Den kan etableres med udgangspunkt i allerede eksisterende skov, men det er mere almindeligt, at træerne plantes i forbindelse med anlæg af en ny kirkegårdsafdeling.

Man kan skelne mellem skov og lund ud fra nogle rationelle betragtninger, der vedrører antallet af træer, de valgte træarter og træernes fylde, herunder trækronernes evne til at dække for lysindfald. Der skelnes mellem skyggetræer f.eks. bøg og lystræer f.eks. eg. Med et begrænset lysindfald får vi en rigtig skovbund, med de arter der hører skovbunden til. Skal skovbundskarakteren fastholdes i kirkegårdsanlægget betyder det, at arealet kun kan udnyttes ekstensivt til gravpladser. Anlægges en kirkegård som lysåben skov eller lund, er der mulighed for, at bunden kan dækkes af græs, forvildede urter eller bunddækkende stauder.

Da kirkegården blev havekunst

Lunden med plettet lys og variation i græsplejen. Gravareal til urnenedsættelser. Skansekirkegården, Hillerød. Foto: Susanne Guldager
Lunden med plettet lys og variation i græsplejen. Gravareal til urnenedsættelser. Skansekirkegården, Hillerød.

Havearkitekten GN Brandt – en af 1900-tallets pionerer – arbejdede i begyndelsen af århundredet med at udvikle kirkegården arkitektonisk. Han fremførte, at det enkelte gravsted, enheden, aldrig måtte komme til at dominerer helheden. Det kunne blandt andet opnås ved den bevidste brug af planter. For at imødekomme forskellige ønsker anlagde han afgrænsede afdelinger hver med et forskelligt udtryk, som blev fastholdt af regler for, hvad man måtte som pårørende. Hans ideer var banebrydende. Kirkegården blev havekunst og har været det siden.

I sit arbejde viste han, hvordan forskellige naturtyper kunne bruges som motiv og i en kunstnerisk bearbejdning indgå i haver, parker og kirkegårdsanlæg. Blomsterengen blev brugt som motiv på Ordrup Kirkegård anlagt i 1926-1927. I hans mest kendte anlæg Mariebjerg kirkegård, der blev anlagt over en lang periode fra 1925-1936 har kulturlandskabet leveret talrige motiver – f.eks. alleén, stendiget, sletten, lunden, lysningen og de tætte skovpartier. Begge steder er der sket en arkitektonisk bearbejdning, så elementerne indgår i en helhed.

Anderledes er det på Høsterkøb kirkegård indviet i 1933. Her er kirkegården blevet til i et samarbejde mellem Statsskovvæsnet og GN Brandt og etableret på et modent skovareal omfattet af fredskovsreglerne. Skoven er det udgangspunkt, som anlægget måtte underordne sig. De høje træer giver en oplevelse af åndelighed og evighed, som er helt særlig.

Vanskeligheden ved at skabe en skovkirkegård hænger sammen med det lange tidperspektiv. Oplevelsen er knyttet til træernes alder – højde og fylde. Det optimale er, at skoven kommer først. Ønskes en naturkirkegård, når man på samme måde det gode resultat ved at tage udgangspunkt i det eksisterende og indrette kirkegården på naturens betingelser.

Naturen får mere plads

At slippe naturen løs på kirkegården er at give naturens dynamiske kræfter fri. Det kan være skræmmende og er i høj grad i modsætning til den tradition, hvor glæden ved det dyrkede og pyntelige er dominerende.

Kirkegården forandrer sig. Det er sandsynligt, at naturen og det naturprægede udtryk vil få mere plads i det offentlige rum og på kirkegården fremover. Dette skal naturligvis ske, så de historiske bevaringsværdier, kirkegården rummer, respekteres. Det betyder, at de bærende elementer træer, hække og gamle strukturer bevares, ligesom der tages hensyn til særligt karakteristiske udtryk, gravminder og bygværker i den forandringsproces, som er i gang.

Miljøkrav og krav om besparelser og ønsker om naturoplevelser har betydning for den retning udviklingen tager. Det pyntelige og haveprægede er ressourcekrævende og tilfredsstiller ikke til fulde de ønsker om at hvile i naturen, der er blevet en tydelig tendens i tiden.

Kirkegården skal kunne rumme forskellige ønsker og spejle tiden. Det betyder en bevægelse fra det haveprægede til det naturprægede udtryk. Efter 200 år er vi måske på vej tilbage til den naturprægede kirkegård. Forhåbentlig bliver denne bevægelse hjulpet på vej af et æstetisk natursyn, der kan imødekomme det moderne menneske.

Susanne Guldager, privatpraktiserende landskabsarkitekt MDL

Kilder:
Lulu Salto Stephensen, 1993: Tradition og fornyelse i dansk havekunst.
Årsskrift for Foreningen for kirkegårds­kultur 2012-2013.



Videnblad nr.: 03.13-18
Forfatter: Susanne Guldager