Lokal udviklingskapacitet kræver også finjustering af politik og planlægning

Meget at tage fat på

Groft sagt kan man se to former for politik eller logik, der ikke hænger sammen og forplanter sig i form af landsbyudvikling:

• Rammesættende politikker med et top down-præg, ofte i forbindelse med myndighedsudøvelse og ledsaget af betydelige ressourcer, f.eks. via kommunal planlægning.
• Den lokale landdistriktspolitik med bottom up-projekter og frivillighed og med relativt beskedne ressourcer til formålet, f.eks. via landdistriktsstrategi.

Vores studier i forskningsprojektet Levedygtige landsbyer 2.0 viser, at de to retninger skal kobles sammen, når landsbyernes udvikling skal styrkes. I det følgende beskrives nogle forslag til indsatser på forskellige niveauer.

Generel landdistriktspolitik og -forvaltning

Landdistriktspolitik på alle niveauer skal gennem italesættelse, forvaltning og handling reelt prioritere og fremme lokal udvikling og muligheder for at opbygge lokal udviklingskapacitet. Blandt anbefalingerne på det generelle niveau – inklusive kommunerne – er f.eks.:

• at opprioritere politikfeltet og tilføre myndighed til det landdistriktspolitiske ressortområde
• at sikre gode rammer for opbygning og fremme af lokal udviklingskapacitet
• at virke for udbredelse af en tilgang til landsbyaktiviteter, der er mere end ’bottom up’ og spontane projekter
• at etablere et tæt samarbejde med og give lokalsamfundene større indflydelse på egen udvikling (styrelsesloven, kommunalfuldmagten)

Det centralstatslige niveau

De fleste overordnede og eksterne rammer sættes på det centralstatslige niveau. Ud over klassikeren – decentralisering af statens egne enheder – kan de fleste centrale politikker gøre meget for at styrke landsbyernes udviklingskapacitet alene ved at lægge et filter ind over med fortegnet decentralisering og omorganisering.

Foranstaltninger fra centralstatens side, der er direkte møntet på den lokale udviklingskapacitet, kan være mangeartede som f.eks.:

• fjerne de centralt skabte barrierer for nye tiltag i landsbyerne, f.eks. teknikaliteter og krav i støtteordninger
• etablere en animerende støtteordning til fremme af lokalsamfundets udviklingskapacitet, især efter det neo-endogene koncept (se Videnblad nr. 04.02-51 og Videnblad nr. 04.02-52)
• indarbejde og udvikle undervisningsmaterialer i landsbyledelse og kapacitetsudvikling i de relevante uddannelser

Det regionale niveau

Regionerne og de regionale erhvervshuse kan også byde på meget mere. Det kunne f.eks. være:

• tilrettelægge landdistriktspolitik med særligt blik for fremme af lokal udviklingskapacitet 
• opbygge og indarbejde viden og kapacitet i erhvervshusene til at understøtte landsbyernes arbejde med lokal udviklingskapacitet, f.eks. ved at tilbyde en coachordning i samarbejde med kommunerne
• sammen med relevante parter, f.eks. uddannelsesinstitutioner og kommuner, tilbyde kompetenceudvikling for medarbejdere, som skal kunne servicere og fungere som coaches – og/eller udbyde kurser for dem om udarbejdelse af kommunale landsbystrategier

Det kommunale niveau

Det er frivilligt for kommunerne, om de vil føre landdistriktspolitik, og hvad de i givet fald vil lægge i en sådan. I praksis omfatter det som regel en mindre pulje og en medarbejder som service- og kontaktled til landsbyerne. Desuden kan samarbejde med lokalråd o.l., borgerinddragelse eller såkaldt samskabelse opfattes som landdistriktspolitik.

Planlovens nye krav om kommunale landsbystrategier indebærer et brud med frivilligheden, men indtil videre foreligger der ingen betænkning e.l. om, hvordan opgaven skal løses, bortset fra at den er en del af kommuneplanlægningen. På sidelinjen af den kommunale forvaltning findes desuden kommunal erhvervsfremme (ligeledes frivillig), der ligesom erhvervsfremmesystemet på regionalt niveau dog ikke er kendt for erhvervsudvikling i landsbyer.

Med afsæt i de kommunale landsbystrategier kan kommunerne f.eks.:

• opprioritere landdistriktspolitikken, finde fodslag på tværs og styrke beredskabet kompetencemæssigt
• sikre landsbyerne større rum for udvikling (og rollen som penneførere for landsbystrategien)

Offentlige instanser uden for de almindelige forvaltninger

Mange instanser og institutioner uden for de almindelige forvaltninger kan være relevante samarbejdsparter for landsbyerne, f.eks. uddannelsesinstitutioner. Blandt umiddelbare eksempler på, hvordan det kunne gøres, er:

• at deltage i netværk med landsbyaktører og være udviklere/ledere i de pågældende instanser og institutioner
• at samarbejde om praktikpladser eller ’laboratorier’ i landsbyerne for studerende og andre ressourcepersoner

Betydelige instanser i udkanten af det offentlige system

I udkanten af det offentlige system er der mange interesseorganisationer, lokale aktionsgrupper (LAG’er), fonde m.fl.  Blandt forslag til at styrke landsbyernes udviklingskapacitet er her:

• at arbejde for at styrke landsbyernes udviklingskapacitet ved at påvirke politisk, tildele midler til landsbyernes arbejde med formålet, og i øvrigt lade landsbyerne selv komme mere frem i lyset
• at støtte landsbyerne i at blive i stand til selv at administrere og arbejde med de store projekter

Landsbyerne selv

Landsbyerne er præget af ’vi må gøre det selv’, og mange i landsbyerne er skeptiske over for systemets gode vilje. Derfor er forslag f.eks.:

• at lave åben-landsbyarrangementer og idéworkshops med repræsentanter fra hele systemet som deltagere
• at etablere og invitere repræsentanter med i et advisory board, hvor landsbyen har formandskabet
• at være praktiksteder og laboratorier for studerende og alle andre ressourcepersoner i forbindelse med ideudvikling, undersøgelser, validering osv.

Behov for kritisk diskussion

Vores arbejde med begrebet og sikring af landsbyers udviklingskapacitet bryder med den konventionelle opfattelse af, hvordan samfundet er indrettet og styres. Når vi lægger op til ’mere magt til landsbyerne’, vender vi den nærmest på hovedet. Men det globale rum sekunderet af IT giver mulighed for en ny arena også for landsbyerne, hvor det er ideologi og vores velfærdsstatsmodel, som træder på bremsen.

En kritisk diskussion og revision af by-land begreber og den logik, som fortsat præger planlægning og politik, forekommer os at være nødvendig. I den gængse opfattelse er byerne fortsat centre for udviklingen, mens landdistriktsudvikling er parkeret i periferien. Pudsigt nok er det måske globale kriser, f.eks. Coronakrisen, der kan ruske op i den automatik. Sammenhæng og koordinering skal selvfølgelig sikres, men et frisk og fremtidsrettet syn på hele landets udvikling og forvaltning af vores ressourcer forekommer oplagt.

Kilde:
Hanne Wittorff Tanvig og Lise Herslund (2020): Levedygtige landsbyer 2.0 – lokal udviklingskapacitet. IGN Rapport, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet (under udgivelse).

Videnblad nr.: 04.02-53
Forfattere: Hanne W. Tanvig og Lise Herslund