Købmanden som landsbyens omdrejningspunkt
Lokal dagligvareforsyning er en centralnerve i landsbyer
Centralisering, øget mobilitet og ændrede indkøbsvaner har ført til en drastisk reduktion af dagligvarebutikker især i de mindste samfund. Det er oplevet som et voldsomt tab, for sammen med skolen er dagligvarebutikken ofte anset for at være den vigtigste faktor for et landsbysamfunds ve og vel. Det handler selvfølgelig om at kunne købe de daglige fornødenheder men også om at have et spontant mødested. Når det ikke findes længere, falder huspriserne typisk, ligesom befolkningsforhold påvirkes i negativ retning.
Landsbysamfund er kendt for at gøre en masse for at sikre den lokale udvikling bl.a. i regi af frivillige borgerforeninger og lokalråd, og fænomenet ’nye købmænd’ ville næppe være blevet udbredt uden den kultur. Det har købmandssektorens centrale led set, og især engrosfirmaet Dagrofa er gået aktivt ind i understøttelse i form af professionel rådgivning og økonomisk bistand til det, de kalder borgerprojekter. I løbet af få år er det f.eks. blevet til ca. 100 omdannede købmandsbutikker med deres deltagelse. Dertil kommer så de mange, som ikke er omfattet af bistand fra Dagrofa, og som vi ikke har tal for. Coop er f.eks. på banen, og ikke mindst har mange landsbysamfund selv fundet løsninger.
De nye købmænd er ikke ens
Tyngden af nye købmænd er størst i det vestlige Danmark, men i studiet af nye købmænd er en lang række steder rundt om i hele landet blevet set efter i kortene. Alle havde tidligere været en traditionel købmand eller brugs.
Her har der vist sig nogle karakteristiske mønstre, som kan sammenfattes til tre typer:
- Borgerne har samlet penge sammen og erhvervet bygningen til butikken, som så lejes ud til den selvstændige købmand. Frivillig arbejdskraft til forefaldende arbejde kan indgå i mindre omfang. Forretningen indgår i en af Dagrofas kæder.
- Borgerne har ikke alene erhvervet bygningen men har også det overordnede ansvar for forretningen. Der er typisk ansat en daglig leder. Frivillig arbejdskraft indgår i større omfang til forefaldende arbejde. Også denne forretning indgår i en af Dagrofas kæder.
- Borgerne både ejer og driver forretningen på uafhængig basis. De deltager i alle forretningens funktioner og som regel på ulønnet, frivillig basis.
De to første er mere almindelige dagligvarebutikker med daglig ledelse og personale, der skal kunne leve af det eller aflønnes. Type 1 er kendetegnet ved at have en vis volumen, hvad angår omsætning og kundeunderlag, mens type 2 er mere udfordret på volumen. Begge fungerer som spontane mødesteder. Type 3 er anderledes med et varesortiment, der har stedlige, oplevelsesøkonomiske elementer og mere end dagligvareforsyning på programmet. Her træder også noget andet ind i billedet, nemlig at den nye købmand er et forbundet kar til alt det andet, som landsbysamfundet har på udviklingsprogrammet, f.eks. afspejlet ved, at der midt i butikken kan være mødefaciliteter og en café.
|
1 |
2 |
3 |
4 |
5 |
6 |
7 |
8 |
9 |
10 |
11 |
12 |
13 |
14 |
15 |
16 |
17 |
18 |
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Type 1 |
|
|
* |
|
|
* |
|
|
|
|
|
* |
* |
* |
|
* |
|
|
Type 2 |
* |
|
|
* |
* |
|
* |
* |
|
|
* |
|
|
|
|
|
|
* |
Type 3 |
|
* |
|
|
|
|
|
|
* |
* |
|
|
|
|
* |
|
* |
|
Lokal udviklingskapacitet spiller en afgørende rolle
Almindeligvis opfattes en dagligvareforretnings mulige succes som betinget af størrelsen, af kundeunderlaget og af købekraften. Studiet har dog demonstreret, at de helt små, afsides beliggende samfund ikke nødvendigvis skal lades ude af betragtning, men at det i så fald fordrer tilstedeværelse af en stærk lokal udviklingskapacitet.
Formlen synes at være:
- Type 1: Relativt stort kundeunderlag – ikke store krav til lokal udviklingskapacitet = relativt almindelig købmand med egen forretning (en del af Dagrofa). Borgere ejer de fysiske rammer.
- Type 2: Mere begrænset underlag + lokal udviklingskapacitet = almindelig købmand (en del af Dagrofa). Borgere ejer og står for ledelse af forretningen overordnet set og har ansat en daglig leder (og yderligere personale). Der indgår en del frivillig arbejdskraft til forefaldende arbejde.
- Type 3: Mere begrænset underlag (måske også forskelligt henover året med turister i sommermånederne) + stærk lokal udviklingskapacitet = anderledes, selvstændig forretning (ikke en del af Dagrofa). Borgere har ansvaret og varetager selv alle funktioner ulønnet.
Branchen selv foretrækker type 1. Type 2 afhænger i høj grad af borgernes evner til at drive et almindeligt dagligvarekoncept inden for branchens rammer. Når type 3 kan fungere, er det utvivlsomt muligheden for at kunne fremme kreative kræfter, formgive og drive den kombinerede dagligvareforsyning med andre funktioner, og borgerne derved opnår et særligt (og uhonoreret) ansvar og ejerskab. Det var særligt ressourcestærke landsbysamfund, som stod bag, viste studiet.
Typiske udfordringer
Studiet erfarede, at der løbende opstår udfordringer for at sikre deres fortsatte eksistens. For de mere almindelige forretninger viste det sig f.eks., at der ikke er mange ’rigtige’ købmænd, som vil være ’nye købmænd’, (adgang til) viden og erfaringer blandt borgere, som skal drive de nye købmænd er ikke opbygget, frivillig arbejdskraft brænder ud, og de yngre generationer afløser ikke automatisk de ældre, hverken som kunder eller frivillige. Når nyhedsværdien forsvinder, opstår også risiko for, at lokal stolthed og opmærksomhed blegner. Især i type 2 kæmpede man nærmest konstant med at undgå underskud og samtidigt tiltrække nye kunder.
Flere af de ovenstående udfordringer var ikke kendetegnende for type 3, hvilket umiddelbart må tilskrives de reducerede eller fraværende udgifter til løn til ansatte. Men den udvidede rolle og det særlige ’ejerskab’ må især tilskrives æren, hvor flere af eksemplerne havde mange år på bagen.
Paradoks og begreber
De mindste og mest afsides beliggende landsbyer har umiddelbart størst behov for selv at kunne etablere en ny købmand under de givne markedsvilkår. Den støtte, som kan fås udefra, f.eks. via branchen, kommer hovedsagligt de nye købmænd til gode, hvor det lokale marked har en vis volumen.
Studiet peger på, at type 3 svarer til ’borgerdreven’ dagligvareforsyning i ordets egentlige forstand. De andre begreber som ’borgerprojekter’ og ’borgerbutikker’, med frivillig bistand i et eller andet omfang, kan bruges til at beskrive lokal dagligvareforsyning, der får lettet et udgiftspres men ellers drives som en konventionel dagligvarebutik. Det borgerdrevne forudsætter, at lokalsamfundet i fællesskab selv kan skabe og udvikle selve konceptet og finde veje til overlevelse – hvilket utvivlsomt også er en motiverende faktor for de lokale kræfter. Men det forudsætter en udviklingskapacitet, som ofte er fraværende i de udsatte lokalsamfund.
Læs mere:
Tanvig, H.W. og Herslund, L.B. (2022): Købmanden som landsbyens omdrejningspunkt. IGN Rapport, september 2022. Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet, Frederiksberg. 63 s. ill.
Videnblad nr.: 04.02-60
Forfattere: Hanne W. Tanvig og Lise Herslund
Login
Forfattere
Hanne W. Tanvig
Relaterede videnblade
Udskriv Videnblad
Videnbladet kan printes med de almindelige udskriftfunktioner. Print til pdf giver det bedste resultat.