Dato: 06-06-2020 | Videnblad nr. 11.00-06 Emne: Generelt

Selvantændelse i flisstakke

Nedbrydning af flis i stakke medfører en varmeudvikling. Den biologiske omsætning afhænger af flisens kvalitet. Kun under særlige omstændigheder kan der ske selvantændelse. Brandbekæmpelsen kan være vanskelig og farlig.

Biologisk omsætning danner varme, uanset om det er en knækket kvist i skovbunden eller en flis-partikel, der nedbrydes. Når nedbrydning sker i en flisstak, ophobes varmen, fordi flisen isolerer. I de fleste tilfælde giver det blot anledning til, at stakken damper, men under særlige omstændigheder kan varmeudviklingen føre til selvantændelse. Dette Videnblad giver en forklaring og anbefaling til forholdsregler.

Opvarmning i flisstakke

Omsætningen i en flisstak og dermed varmeudviklingen er påvirket af flisens egenskaber. Er flisen grov, tør og med stor ved-andel, går nedbrydningen langsommere, end hvis flisen er fin, våd og med stor andel blade/nåle, bark og kviste.
I flisstakke bliver der typisk 60-70 grader i midten af stakken. Længere ude mod overfladen forsvinder energien ud af stakken, og temperaturen bliver ikke så høj. Den høje temperatur i midten af stakken kan drive en ventilation, hvor luft trækkes ind i stakken gennem den nederste del af siderne og forlader stakken ud af siderne et par meter under stakkens top. Ventilationen bringer energi ud af stakken i form af varm luft og damp.

Temperaturregulering

Temperaturen er typisk selvregulerende, idet temperaturer omkring 70 grader hæmmer den biologiske aktivitet og sænker omsætningen, hvorved temperaturen falder. Samtidig med høj temperatur kan der opstå iltfrie og/eller meget tørre områder i stakken, hvor nedbrydningen begrænses af disse faktorer.

I langt de fleste stakke dannes der en varm midte, hvorfra vandet fordamper, så der opstår en tør midte og en våd skorpe og top. Processen begynder straks flisen er stakket op og går hurtigst i de første uger/ måneder. Derefter aftager varmeudviklingen, og temperaturen er enten konstant eller svagt faldende.

Selvantændelse

I meget sjældne tilfælde afviger temperaturforløbet fra det sædvanlige og udvikler sig til en selvantændelse. Selvantændelse af brændselsflis, med grov struktur og stor vedandel, sker meget sjældent. Det er velkendt, at både flisens struktur, vandindhold, stakstørrelsen og lagringstiden spiller ind.

Til sammenligning selvantænder haveparkaffald relativt ofte på grund af det høje indhold af grønne, let nedbrydelige dele og høj vandprocent. Beredskabsstyrelsens opgørelse over selvantændelser skelner ikke mellem forskellige flistyper, hvilket ellers ville være hensigtsmæssigt.

Ild i flisstak
Ild i flisstak. Synlige flammer kan bekæmpes med vand, men den varme lomme inde i stakkens midte kan ikke nås med vand. Det er nødvendigt at grave ind til ’sagens kerne’ og få den varme flis kørt ud af stakken. Det er meget sandsynligt, at det ulmende flis bryder i flammer, når der bliver adgang til ilt. Selvantændelsesbrande bekæmpes ved at nedkøle det varme flis og lufte de brandbare pyrolysegasser ud af stakken. (Foto Simon Skov)

Våd, komprimeret flis øger risiko

Selvantændelse sker, når varmeproduktionen er kraftig, og varmetabet fra stakken er begrænset. Den kraftige varmeudvikling kan ske, når materialet er let omsætteligt, fugtigt og indeholder mange små og evt. grønne dele. Varmetabet hænger bl.a. sammen med stakkens størrelse. Jo større stak, jo mindre overflade i forhold til volumen.

Risikoen for selvantændelse øges, ud over det nævnte, hvis der sker en lagdeling af forskellige fliskvaliteter i stakken; hvis stakken komprimeres, så ventilationen mindskes; og hvis flisen er meget våd.

Selvantændelse kræver, at temperaturen når højere op end de sædvanlige 60-70 grader, hvor de fleste mikroorganismer stopper aktiviteten. I stedet kan en kemisk reaktion starte, og denne øges med stigende temperatur.

Kemisk omsætning og gasser

Kan varmen ikke slippe ud af stakken, kan den biologiske varme lede videre til en kemisk varmeudvikling. Oxidation af kemiske forbindelser kan være exotherme, hvilket vil sige, at de afgiver varme. Hvis temperaturen kommer op over 80-90 grader, øges udviklingen af kemisk varme i flisen. Skulle der findes metalstykker i flisstakken, kan metallet fremme de kemiske processer.
Allerede ved ca. 100 grader begynder veddet at pyrolysere, dvs. at der frigives brandbare gasser. Under visse forhold kan gasserne antændes ved lavere temperatur end selve veddet. Arten og koncentrationen af disse pyrolysegasser er afgørende for, om de kan antændes. Selve veddet kan antændes ved knap 300 grader, men kan også antænde ved lavere temperatur, hvis opvarmningen er langvarig.

I de meget sjældne tilfælde, hvor en flisstak er blevet så varm, at gasser og flis kan antændes, vil der opstå iltmangel midt i stakken. Det betyder, at ilden vil være iltbegrænset og kun være synlig, der hvor ilt og gas mødes. Det betyder også, at der kan ophobes brandbare gasser, der flammer op, når stakken brydes (fx i forbindelse med en flytning).

Damp er ikke lig med brand

De fleste stakke, både med og uden selvantændelse, damper, når vejret er køligt. Dampen skal ikke forveksles med røg fra en brand. De ”skorstene” (kanaler med våd og varm flis), der sædvanligvis leder varme og damp frem mod stakkens overflade, viser sig som varme pletter med et thermisk kamera.

Disse varme pletter afslører ikke stakkens kernetemperatur, men blot ’ventilationsluftens’ temperatur efter passage af den kølige skorpe. Selvantændelse kan derfor heller ikke afsløres ved måling af overfladetemperaturen.

Lugt en selvantændt flisbrand

Temperaturspyd kan i bedste fald måle temperaturen under skorpen, men da selvantændelsen typisk vil ske i midten af stakken og i små afgrænsede områder, er det helt urealistisk at ramme et hot-spot med et spyd. Gasmåling er en teoretisk mulighed for overvågning, men der er mange forhindringer.

Pyrolysegasserne, der dannes ved selvantændelse, siver ud af stakken og kan måles, hvis konventrationen er tilstrækkelig høj. Men vinden fortynder gaskoncentrationen ved stakkens overflade, så metoden virker ikke ved stakke i det fri eller i ventilerede haller. Måling af CO er en mulighed, men da motorer, fx på gummigeden, også udleder CO, forstyrres målingen af aktivitet omkring lageret.

Den eneste overvågning, der rigtigt virker, er næsen. Lugten omkring en selvantændt stak ændrer sig til mere brændte toner.

Brug vand med omtanke

Den sædvanlige logik om, at ild slukkes med vand, virker ikke på en flisstak. Hvis der er synlige flammer, er vand selvfølgelig på sin plads, men så længe der kun er centrale lommer med ulmebrand, er vand ikke løsningen.

Da de selvantændte lommer midt i stakken ligger dybt, kan de ikke rammes af slukkevand. Hvis man sprøjter vand på overfladen af stakken, vil man ikke nedkøle selve branden, men tilføre fugt til det varme flis under skorpen, og derved øge den biologiske og kemiske omsætning af flisen, hvorved der dannes mere varme-energi. Og rent praktisk, gavner det ikke håndteringen, at flis, veje, osv. gøres våde.

Gummiged ved flisstak
En gummiged er det bedste redskab til håndtering af selvantændt flis. Det er naturligvis afgørende, at der ikke går ild i gummigeden herunder dækkene. Opgaven er krævende og til en vis grad også risikabel. Det er vigtigt at have planlagt en nem adgang til en evakueringsplads, hvis man opstakker flis med en særlig risiko for selvantændelse. Hvis der er store flisstakke, kan de være omfattet af Beredskabsstyrelsens regler om brændbare faste stoffer. (Foto Simon Skov)

Bryd flisstakken op

Der er kun én ting at gøre. Flisstakken skal brydes op, så varme og gasser kan komme ud. Det er farligt arbejde at grave i en flisstak med lommer af selvantændt flis, som flammer op, når der er tilstrækkeligt ilt. De varme lommer skal findes, og flisen skal spredes, så temperaturen falder.

I den fase, hvor gummigeden leder efter varme lommer, er slukningsvand et værn mod flammerne. Det er en vigtig pointe at undgå ild i gummigeden. Når den varme flis ligger i et tyndt, jævnt lag på ’evakueringspladsen’, vil der ske opflamning, indtil alle dele af flisen er nedkølet. I denne fase er punktvis brug af slukkevand også relevant.

De partier af flisstakken, hvor der findes selvantændte lommer, skal graves ud og spredes. Det er vanskeligt at vide, hvornår de sidste lommer er fundet. På dette tidspunkt kan næsen ikke længere hjælpe, da alt lugter af røg. Den tilbageværende del af stakken skal luftes ud ved at grave dele af den væk eller lægge hele stakken om. Og den skal naturligvis holdes under opsyn.

Damp eller røg?
Hvis en flisstak damper, er der sandsynligvis ingen fare. Lugter stakken af røg, er den muligvis under selvantændelse. Begræns brug af vand til åbne flammer. Iværksæt udspredning af det ulmende flis og luft gasser og varme ud af stakken.



Videnblad nr.: 11.00-06
Forfatter: Simon Skov, IGN

© Copyright. Eftertryk ikke tilladt