Dato: 05-12-2019 | Videnblad nr. 06.08-09 Emne: Bynatur

Stort set lige mange mikrohabitater på forskellige typer træruiner

Dødt ved gavner biodiversiteten, hvad enten det er stød, stående eller liggende stammer. De fleste typer af mikrohabitater kan nemlig optræde på alle slags træruiner. Visse levesteder er dog særligt knyttet til f.eks. høje, stående stammer. Jo ældre en træruin er, des flere mikrohabitater og des bedre biodiversi­tets­værdi har den typisk.

Til venstre en lav trætorso og i midten en høj trætorso i Fælledparken. Fuldkronede træer indgik ikke i registreringen. Foto: Christoffer Bergstedt
Til venstre en lav trætorso og i midten en høj trætorso i Fælledparken. Fuldkronede træer indgik ikke i registreringen. Foto: Christoffer Bergstedt

Målestok for biodiversitetspotentialet

Mange forvaltere af grønne områder ønsker at fremme biodiversitet, f.eks. ved at efterlade dødt ved. Men ofte opstår der tvivl om, hvordan det bedst gøres. Er det nok at lade et stød stå, eller skal man bevare en stående stamme på 6-8 meters højde? Nytter det at efterlade en stamme, og hvor længe skal den ligge der? Hvordan skal man udvælge, hvilke træer der skal blive til træruiner?

Et specialeprojekt fra IGN giver nogle svar. Det er gennemført som afslutning på kandidatuddannelsen i naturforvaltning og sammenligner forekomsten af mikrohabitater på stød, stående og liggende stammer. Mikrohabitater er brugt som målestok for biodiversitetspotentialet, fordi de anses for at være levesteder for en lang række organismer. Disse særlige strukturer er nemmere at observere og tælle end de mange forskellige arter af insekter, fugle og andre dyr, som udnytter dødt ved. Se eksempler på mikrohabitater i Videnblad nr. 06.08-07 og Videnblad nr. 06.08-08.

Om projektet: Mikrohabitater i grønne områder

Opgørelsen af mikrohabitater foregik i en række parker og naturområder, hvor forvaltningerne i de seneste år har haft fokus på at efterlade dødt ved eller stynede træer: Bellahøjparken, Bispebjerg Kirkegård, Degnemosen, Fælledparken, Ryvangen Naturpark og Utterslev Mose (alle Københavns Kommune) Frederiksborg Slotshave og Søndermarken (Slots- og Kulturstyrelsen) samt Haven på Frederiksberg Campus (Københavns Universitet). Forvalterne blev desuden spurgt om deres politik for bevarelse af dødt ved.

De vigtigste faktorer

Træart, træets alder og antal mikrohabitater er nogle af de faktorer, der afgør, hvor nyttigt dødt træ er for biodiversiteten. Også den måde, træet efterlades på, kan være afgøren­de. Liggende dødt ved har et andet mikroklima end stående, og derfor er det som oftest forskellige organismer, man finder i de to typer træruiner. Man bør således tilstræbe at tilbyde både stående og liggende ved.

Temperatur og fugtighed har desuden stor indflydelse på, hvilke organismer der optræder i det døde træ. I hyppigt oversvømmede områder vil dødt træ have en anden organismesammensætning end i områder, hvor det døde ved ligger tørt. Højere diversitet kan derfor også opnås ved at efterlade trærester ved forskellig grad af soleksponering.

Undersøgt på forskellige typer træruiner

I projektet blev de undersøgte træ­ruiner opdelt i stød, liggende og stående stammer. Stød var alt under to meter, men i praksis var de fleste stød under en meter høje.

De stående stammer blev yderligere opdelt i høje og lave trætorsoer. Trætorsoer er defineret som stående døde/døende træer, der igennem forvaltningstiltag har mistet kronen og størstedelen af grenene.

Lave trætorsoer var mellem to og fire meter, mens høje trætorsoer var over fire meter. For de høje træ­struk­turer blev den øverste og nederste del registeret hver for sig, så det blev mere tydeligt, om den øvre del havde særlige egenskaber.

Mikrohabitater ligeligt fordelt

Når de forskellige typer af træruiner blev opgjort uden hensyn til træart, var der ikke tydelig forskel på, hvor mange mikrohabitater de i gennemsnit havde (figur 1). En høj trætorso var kun marginalt bedre end en lav trætorso, og stød og liggende stammer havde overraskende mange mikrohabitater. En væsentlig grund kan dog være, at trætorsoer i de fleste tilfælde var ret nye træruiner, mens stød og liggende stammer havde en større aldersspredning. Gammelt dødt ved vil generelt have flere mikrohabitater end nyt dødt ved på grund af nedbrydningsprocesserne.

Figur 1. Gennemsnitlige antal mikrohabitater på de forskellige typer træruiner i undersøgelsen. Overordnet er der ikke væsentlig forskel mellem de forskellige typer, når man ser bort fra enkelte mikrohabitater (se figur 2) og træarten, som havde en vis betydning (se Videnblad 6.8-10). Høje træruiner er delt ud på tre kolonner, hvor den første viser træruinen i fuld længde. De andre to repræsenterer den høje og lave del af træruinen. Der er ikke væsentlig forskel mellem den lave og høje del af en høj træruin, og i mange tilfælde heller ikke mellem en høj træruin i fuld længde sammenlignet med en lav træruin. Liggende stammer og stød var selekteret og samlet som spredte prøver, der skulle repræsentere gode eksempler.
Figur 1. Gennemsnitlige antal mikrohabitater på de forskellige typer træruiner i undersøgelsen. Overordnet er der ikke væsentlig forskel mellem de forskellige typer, når man ser bort fra enkelte mikrohabitater (se figur 2) og træarten, som havde en vis betydning (se Videnblad 6.8-10). Høje træruiner er delt ud på tre kolonner, hvor den første viser træruinen i fuld længde. De andre to repræsenterer den høje og lave del af træruinen. Der er ikke væsentlig forskel mellem den lave og høje del af en høj træruin, og i mange tilfælde heller ikke mellem en høj træruin i fuld længde sammenlignet med en lav træruin. Liggende stammer og stød var selekteret og samlet som spredte prøver, der skulle repræsentere gode eksempler.

De almindelige og de sjældne

Mikrohabitater, som er knyttet til bark, var almindelige, f.eks. ru bark, insekthuller, fuglehak og blottet ved. Andre mikrohabitater forekom sjældent, f.eks. knækkede grene, splintret ved eller dendrotelms (vandfyldte huller). Hvis de sjældne mikrohabitater forekommer på et træ eller en træruin, er det derfor vigtigt at bevare sådanne træstrukturer længst muligt. Det er også muligt at lave nogle typer mikrohabitater kunstigt, når et træ beskæres eller fældes, f.eks. splintret ved eller hulninger. Det kendes også fra veteranisering af træer.

Flest huller i høje trætorsoer

For de enkelte typer af mikrohabitater ses en vis variation mellem de forskellige typer træruiner, men langt de fleste blev fundet på alle slags træruiner (figur 2). Imidlertid var små hulheder (f.eks. grenhuller og spættehuller) mest almindelige på den øverste del af de høje trætorsoer. Det kan dog skyldes, at forvalterne næsten udelukkende lader en høj stamme stå, hvis de er et potentielt levested for flagermus og hulrugende fugle.

Artsfredningsbekendtgørelsens §6 stk. 4 siger i øvrigt, at hule træer og træer med spættehuller ikke må fældes i perioden 1. november-31. august. Det sigter især på at beskytte flagermus.

Figur 2. De forskellige mikrohabitater forekommer med varierende hyppighed i undersøgelsen. De mest almindelige mikrohabitater er borehuller, blottet ved og ru bark, mens splintret ved og hule eller knækkede grene optræder sjældent. Overordnet ses der ikke væsentlig forskel mellem, hvor ofte et mikrohabitat optræder på de forskellige typer af træruiner. Den mest bemærkelsesværdige forskel ses med hulheder af lille størrelse, hvor den øvre del af en høj træruin er bedre end de andre træstrukturer. Desuden er der flest dendrotelmer i liggende stammer.
Figur 2. De forskellige mikrohabitater forekommer med varierende hyppighed i undersøgelsen. De mest almindelige mikrohabitater er borehuller, blottet ved og ru bark, mens splintret ved og hule eller knækkede grene optræder sjældent. Overordnet ses der ikke væsentlig forskel mellem, hvor ofte et mikrohabitat optræder på de forskellige typer af træruiner. Den mest bemærkelsesværdige forskel ses med hulheder af lille størrelse, hvor den øvre del af en høj træruin er bedre end de andre træstrukturer. Desuden er der flest dendrotelmer i liggende stammer.

Mulighederne kan udnyttes på flere måder

Jo flere forskellige typer af stående og liggende træruiner man kan efterlade, des bedre for biodiversiteten. Dog bryder ikke alle forvaltninger eller træejere sig om at efterlade stammer stående, enten med sikkerhed eller æstetik som begrundelse. Men et højt stød og en liggende stamme er ofte næsten lige så godt. Det gælder især, hvis eksisterende mikrohabitater samtidig bevares, eller nye skabes, f.eks. hulninger i stammen eller splintret ved. Det koster kun lidt omtanke og sparer også penge til borttransport og stødfræsning. Til gengæld kan man så fokusere på at bevare træer med særligt mange grenhuller, spættehuller og andre højtsiddende mikrohabitater så længe som muligt, herunder som høje trætorsoer.

Tak til Københavns Kommune, Slots- og Kulturstyrelsen og Haven på Frederiksberg Campus for hjælp med undersøgelsen.

Kilder

C.E. Bergstedt (2019): From tree torso to tree ruin - Developing guidelines for management of urban hazard trees in relation to optimizing biodiversity. Speciale i naturforvaltning. Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet.
D. Kraus, R. Bütler, F. Krumm, T. Lachat, L. Larrieu, U. Mergner, Y. Paillet, T. Rydkvist, A. Schuck, S. Winter (2016): Katalog over mikrohabitater på træer – Referenceliste til feltbrug. Integrate+ Teknisk Rapport 16 s.


Videnblad nr.: 06.08-09
Forfattere: Christoffer Echtvad Bergstedt og Iben Margrete Thomsen

© Copyright. Eftertryk ikke tilladt