Brun ædelgranbladlus 1

Figur 1. Brun ædelgranbladlus kendes let på den betragtelige størrelse og de tværgående hvide voksstriber. Foto: Hans Peter Ravn

Siden 2002 har der med jævne mellemrum været henvendelser fra flere steder i landet vedrørende nogle meget store stammelus på nordmannsgran og i sjældne tilfælde nobilis. Det drejer sig om arten brun ædel­granblad­lus, Cinara confinis, der ofte (fejlagtigt) benævnes som stammelus.

At dømme efter antallet af fore­spørg­s­­ler har problemerne med brun ædelgranbladlus antaget et stigende omfang gennem de seneste år. Nyere erfaringer tyder på, at der kan opstå gulfarvning og nedsat vækst som følge af disse lus’ sugning på stammen. Bekæmpelse er derfor nødvendig, men ikke alle insekticider kan anvendes lovligt (se Videnblad 5.5-37).

Udseende

Arten er let kendelig på sin betragtelige størrelse (4-8 mm) og brun- eller grøn-sorte farve. På ryggen ses – i lup – en dobbeltrække af sorte, let skinnende pletter samt tværgående, hvide vokskirtler (figur 1). Rygrørene er sorte og tydelige.

Bladlusene har lange antenner, og ved forstyrrelse bevæges både anten­ner og de lange, mørke ben livligt – eller bladlusene slipper træet og lader sig falde til jorden.

På det enkelte træ sidder bladluskolonierne placeret højt på træet – på topskuddet (figur 2a) og i endnu højere grad på hovedstammen lige under de øverste grenkranse. I nogle tilfælde sidder der kolonier under grenkranse endnu længere nede ad stammen (figur 2b).

Figur 2. Grupper af brun ædelgranbladlus sidder ofte på topskuddet (a) eller længere nede på stammen. Fotos Claus Jerram Christensen

Skade

Bladlusene udskiller betragtelige mængder af honningdug, som kan danne grobund for sodskimmelsvamp, der sortfarver topskud og stamme. Dette kan gøre træerne usalgbare. Bladlusenes sugning kan angiveligt ligeledes danne indfaldsvej for svampeangreb i barken.

I nogle tilfælde er der påvist en sammenhæng mellem topdød og angreb af brun ædelgranbladlus. Dette kunne sagtens hænge sammen med følgeskader pga. svampeangreb (se Videnblad 5.6-19).

Kraftige angreb med store kolonier vides også at føre til nedsat vækst i træets øvre dele (topskud og øverste grenkrans), og bliver sugningen for massiv, vil der også forekomme gulfarvning af disse skud (figur 3).

Figur 3. Nedsat vækst og gulfarvning ses på træet i november over det sted, hvor kolonierne af brun ædelgranbladlus sad i foråret og kan være et resultat af en meget voldsom sugning på stammen. Foto: Hans Peter Ravn

Biologi

Overvintringen foregår normalt i æg-stadiet. Fra England angives det, at der i milde vintre ligeledes kan findes overvintrende voksne og nymfer. I løbet af foråret opbygges gennem flere generationer en population af levendefødende, vingeløse hunner og deres afkom.

På et tidspunkt (fra maj) forekommer vingede former, og i juni vil bestanden ofte bryde sammen på grund af naturlige fjender, især ses larver af mariehøns hyppigt i bladluskolonierne. I efteråret forekommer en æglæggende generation af hunner. Æggene placeres på nålene.

Variation i forekomst

Der er ikke lige store forekomster af brun ædelgranbladlus alle år. Dette hænger antagelig sammen med, at relativt tidlige varmeperioder kan forårsage en tidlig start på populationsopbygningen. Kan opformeringen starte tidligt, vil populationer kunne nå at bygge op til de nærmest epidemiske forekomster.

Køb og salg af planter

Man bør bemærke, at kraftig forekomst af brun ædelgranbladlus kan bevirke, at Plantedirektoratets kontrollanter ikke vil udstede eksporttilladelse til lande uden for EU. Dette er ud fra pratisk-taget-fri reglen, som bruges overfor skadevoldere, der ikke er på listerne over karantæneskadegørere. Planter og plantemateriale til eksport til 3. lande (f.eks. Norge eller Rusland) bør således være inspice­ret og fundet fri for karantæneskade­gø­rere samt praktisk taget fri for øvrige planteskadegørere (se Videnblad 10.7-1).

Heldigvis er bladlusene sjældent synligt til stede på salgstidspunktet for juletræer, og problemet er derfor mest aktuelt for planteskoleplanter eller pottede træer, som transporteres i foråret. Skulle man støde på plante­skoleplanter med brun ædelgranlus, bør man afvise at modtage dem. Problemet er antageligvis begrænset, da arten typisk vil rammes ved bekæmpelse af alm. ædelgranlus.

Bekæmpelse

Flere og flere producenter af nordmannsgran vil givetvis opleve forekomst af de iøjnefaldende angreb af brun ædelgranbladlus, hvis klimaændringer som ventet giver mildere vintre. De erfaringer, som indtil nu haves med arten, tyder på, at der hér er et eksempel på, at naturlige fjender kan bidrage væsentligt til en effektiv bekæmpelse (se Videnblad 5.5-37).

Desværre viser erfaringer også, at omfattende, ubehandlede angreb kan føre til nedsat vækst og gulfarvning, og sammenholdt med risikoen for sekundære infektioner af svampe­sygdomme må det på det nuværende grundlag tilrådes at bekæmpe brun ædelgranbladlus, hvis den forekommer i iøjnefaldende tætheder. Spredte forekomster af bladlusen bør derimod ikke udløse bekæmpelse, da de naturlige fjender vil regulere populationen til under bekæmpelsestærsklen.

Videnblad nr.: 05.05-17
Forfatter: Hans Peter Ravn