Konvertering til og anlæg af naturnære egebevoksninger

Klassisk egedrift

Eg bliver traditionelt dyrket som en plantagetræart, dvs. i renbestand med intensivt kulturanlæg og pleje (høje plantetal, efterbedring, udrensning), udvælgelse af fremtidstræer ved 35-års alderen og fremover pleje af disse (stærk hugst, vanriskapning eller indbringelse af undervækst) for ved 120 – 150 års alderen at blive renafdrevet.

Muligheder for naturnær drift

Vi har kun meget få erfaringer med naturlig foryngelse af eg. Kan man holde hjortevildtet borte, synes der dog ikke at være de store problemer med foryngelsens fremspiring og initialvækst. I de første år er egeplanterne relativt skyggetolerante. For at sikre foryngelsens udvikling ud over de første år, er det dog afgørende, at den får tilstrækkeligt lys, hvilket normalt betinger en hurtig overstanderafvikling. Et andet problem i forbindelse med den naturnære drift er spørgsmålet om indblandingstræarterne. Ved etablering af blandinger er det vigtigt at være opmærksom på egens lyskrav og dens relativt tidlige kulmination af højdevæksten. Det vil sige, at egen godt kan sameksistere med andre udprægede lystræarter i blanding (f.eks. ask, fuglekirsebær, birk, skovfyr), mens skyggetræarterne (bøg, lind og til dels ær) skal indblandes gruppevist for ikke at skabe konflikter. En undtagelse er dog avnbøgen, som sameksisterer udmærket med egen (som tjenende art i mellem- og underetagen).

Disse forhold indikerer, at den naturlige foryngelse af eg indebærer brugen af større foryngelses-»huller « hhv. meget »lyse« skærme med hurtig skærmafvikling, samt at man skal være varsom med for intensive blandinger med andre arter (især skyggetræarterne). Konverteres egebevoksninger til andre skovudviklingstyper med hovedsageligt skyggetræarter (f.eks. bøgedominerede), så kan foryngelsen udmærket foregå i mindre lysåbninger/grupper.

Behandlingsmodeller

Den følgende tabel giver en oversigt over generelle principper i forbindelse med behandling/konvertering af egebevoksninger i relation til den aktuelle bevoksningsudvikling. Der er i modsætning til gran og bøg ikke opstillet konkrete modeller, men mere lagt vægt på at beskrive de naturnære muligheder i de forskellige udviklingsfaser. Bl.a. i forbindelse med renafdrifter af gran på næringsrige og især på vekselvåde lokaliteter (pseudogley), samt på andre lokaliteter, hvor en lystrædomineret skovudviklingstype ønskes, kommer egen til at spille en fremtrædende rolle.

Kulturmodeller

Egen er som pionerart særdeles velegnet som udgangspunkt for en række skovudviklingstyper både på gode morænejorde og på dårlige boniteter. Mens stilkegen især bør anvendes på morænejordene og her især på fladgrundede lokaliteter med vandstuvningsproblemer, så vil vinteregen især blive anvendt på de sandede lokaliteter i regionerne 2 og 3 (Midt- Vest- og Nordjylland inkl. Djursland). Da egen er meget proveniensvariabel mht. til lokalitet og anvendelse, bør proveniensanbefalinger nøje overholdes.

Nykulturer af eg kan anlægges ved såning eller plantning. Indblandingstræarterne i henhold til skovudviklingstype indbringes i grupper. Lystræarterne (ask, kirsebær, el, birk, skovfyr) i mindre grupper hhv. skyggetræarterne (bøg, lind, ask mv.) i større grupper. En undtagelse udgør arterne avnbøg og hassel, der kan indbringes i rækker hhv. som enkelttræer (se også Videnblad 5.7.24).

På gode lokaliteter med kvalitetsproduktion som hovedmålsætning påregnes løbende plejeindgreb til styring af struktur- og kvalitetsudvikling (hugst af krukker, hugst for indblandingsarter samt sikring af underetage).

Kilde

J. Bo Larsen (red.) 2005: Naturnær skovdrift. Dansk Skovbrugs Tidsskrift, 90: 1-400.

Videnblad nr.: 05.07-14
Forfatter: J. Bo Larsen