Dato: 01-12-2007 | Videnblad nr. 05.07-14 Emne: Konvertering til naturnærdrift

Konvertering til og anlæg af naturnære egebevoksninger

Dette Videnblad behandler mulighederne for naturnær drift af eg. Bortset fra den kendsgerning at egen er hjemmehørende, er der ikke meget naturnært i den klassiske egedrift, som bygger på plantede kulturer, intensiv bevoksningspleje og afsluttende renafdrift. Grundlæggende er det et problem at bibeholde egedominerede skovudviklingstyper, da egen er en pionerart (lystræ), og den derfor på lang sigt vil undergå en naturlig succession i retning af klimakstræarter (bøg m.fl.).

Klassisk egedrift

Eg bliver traditionelt dyrket som en plantagetræart, dvs. i renbestand med intensivt kulturanlæg og pleje (høje plantetal, efterbedring, udrensning), udvælgelse af fremtidstræer ved 35-års alderen og fremover pleje af disse (stærk hugst, vanriskapning eller indbringelse af undervækst) for ved 120 – 150 års alderen at blive renafdrevet.

Muligheder for naturnær drift

Egekultur anlagt efter stormfældet gran
Egekultur anlagt efter stormfældet gran, Sorø Akademis Skovdistrikt. En naturforynget askegruppe indgår naturligt i den nyanlagte egekultur.

Vi har kun meget få erfaringer med naturlig foryngelse af eg. Kan man holde hjortevildtet borte, synes der dog ikke at være de store problemer med foryngelsens fremspiring og initialvækst. I de første år er egeplanterne relativt skyggetolerante. For at sikre foryngelsens udvikling ud over de første år, er det dog afgørende, at den får tilstrækkeligt lys, hvilket normalt betinger en hurtig overstanderafvikling. Et andet problem i forbindelse med den naturnære drift er spørgsmålet om indblandingstræarterne. Ved etablering af blandinger er det vigtigt at være opmærksom på egens lyskrav og dens relativt tidlige kulmination af højdevæksten. Det vil sige, at egen godt kan sameksistere med andre udprægede lystræarter i blanding (f.eks. ask, fuglekirsebær, birk, skovfyr), mens skyggetræarterne (bøg, lind og til dels ær) skal indblandes gruppevist for ikke at skabe konflikter. En undtagelse er dog avnbøgen, som sameksisterer udmærket med egen (som tjenende art i mellem- og underetagen).

Disse forhold indikerer, at den naturlige foryngelse af eg indebærer brugen af større foryngelses-»huller « hhv. meget »lyse« skærme med hurtig skærmafvikling, samt at man skal være varsom med for intensive blandinger med andre arter (især skyggetræarterne). Konverteres egebevoksninger til andre skovudviklingstyper med hovedsageligt skyggetræarter (f.eks. bøgedominerede), så kan foryngelsen udmærket foregå i mindre lysåbninger/grupper.

Behandlingsmodeller

Den følgende tabel giver en oversigt over generelle principper i forbindelse med behandling/konvertering af egebevoksninger i relation til den aktuelle bevoksningsudvikling. Der er i modsætning til gran og bøg ikke opstillet konkrete modeller, men mere lagt vægt på at beskrive de naturnære muligheder i de forskellige udviklingsfaser. Bl.a. i forbindelse med renafdrifter af gran på næringsrige og især på vekselvåde lokaliteter (pseudogley), samt på andre lokaliteter, hvor en lystrædomineret skovudviklingstype ønskes, kommer egen til at spille en fremtrædende rolle.

Kulturmodeller

Egen er som pionerart særdeles velegnet som udgangspunkt for en række skovudviklingstyper både på gode morænejorde og på dårlige boniteter. Mens stilkegen især bør anvendes på morænejordene og her især på fladgrundede lokaliteter med vandstuvningsproblemer, så vil vinteregen især blive anvendt på de sandede lokaliteter i regionerne 2 og 3 (Midt- Vest- og Nordjylland inkl. Djursland). Da egen er meget proveniensvariabel mht. til lokalitet og anvendelse, bør proveniensanbefalinger nøje overholdes.

Nykulturer af eg kan anlægges ved såning eller plantning. Indblandingstræarterne i henhold til skovudviklingstype indbringes i grupper. Lystræarterne (ask, kirsebær, el, birk, skovfyr) i mindre grupper hhv. skyggetræarterne (bøg, lind, ask mv.) i større grupper. En undtagelse udgør arterne avnbøg og hassel, der kan indbringes i rækker hhv. som enkelttræer (se også Videnblad 5.7.24).

På gode lokaliteter med kvalitetsproduktion som hovedmålsætning påregnes løbende plejeindgreb til styring af struktur- og kvalitetsudvikling (hugst af krukker, hugst for indblandingsarter samt sikring af underetage).

Generelle principper for behandling/konvertering af egebevoksninger

(indgang i tabel ved aktuel bevoksningshøjde)

Udgangsbevoksning: Eg

Op til 5 m:

Udrensning – fjernelse af krukker og evt. punktvis udrensning til fordel for indblandingsarter. Større huller i foryngelsen (mindst 0.1 ha) kan efterplantes med andre arter i henhold til ønsket skovudviklingstype. Dette skal ske inden foryngelsen er 2 m. Mindre huller overlades til naturen (birk mv.).

Fra 5 til 16 m overhøjde:

I denne fase er det særligt vigtigt at fremme kvaliteten og strukturen. Hugst af krukker og overgang til stærk hugst fra oven af  de dårligste træer fra ca. 12 m overhøjde. Ved fasens afslutning bør der forefindes et passende antal storkronede, herskende  træer af god kvalitet (mindst 4 m bulhøjde) og en udviklet underetage. Evt. indbringelse af en underetage (avnbøg, bøg, mv.) kan ske, hvis denne ikke optræder spontant.

Hovedtræer kan udvælges i denne fase – mellem 60 og 80 pr. ha. Indblandingsarter plejes og fremmes – især hvor de forekommer gruppevist.

Over 16 m overhøjde:

Her fortsættes med hugst til fordel for gode træer, gode grupper samt indblandingsarter. Hugst for gode enkelttræer uanset størrelse samt for gode grupper. Især bør der sikres gode enkelttræer i de nedre dimensionsklasser, da disse ved overgang til måldiameterhugst vil kunne forlænge afviklingsfasen.

Foryngelsesfasen:

Når den konsekvente stærke hugst fra oven af de dårligste træer og grupper i kombination med den begyndende hugst af kvalitetstræer (måldiameterhugst) har skabt vedvarende huller i kronetaget, indledes foryngelsesfasen. Denne gennemføres ved en kraftig lysningshugst i kombination med gruppevis fjernelse af uegnet undervækst og efterfølgende hurtige overstanderafvikling. Indblandingstræarter i henhold til ønsket skovudviklingstype indbringes i grupper. Foryngelsesfasen kan fremskyndes ved en forceret strukturhugst – ligesom for bøgen, hvilket dog kan stride mod en økonomisk optimal bevoksningsafvikling. Større huller i denne fase kan forforynges gennem indplantning af andre arter – hvor arten vælges i forhold til hulstørrelse samt skovudviklingstype.

Naturforyngelse og/eller plantning med eller uden jordbearbejdning. Eventuel hegning.

Kilde

J. Bo Larsen (red.) 2005: Naturnær skovdrift. Dansk Skovbrugs Tidsskrift, 90: 1-400.



Videnblad nr.: 05.07-14
Forfatter: J. Bo Larsen