Jættebarkbillen. Biologi og betydning

Problemer med angreb af jættebarkbillen rammer typisk sitkagran på sandede jorde efter tørre og varme somre. Forudgående eller samtidige angreb af sitkalus kan forværre situationen, da stressede træer har mindre modstandskraft. I mange tilfælde regulerer en rovbille bestanden af jættebarkbiller ned under et skadeligt niveau.

Fra sin oprindelige forekomst i Sibirien har jættebarkbillen (Dendroctonus micans) gennem de sidste to hundrede år spredt sig vestpå. Arten er stadig karantæneskadegører i Grækenland og Irland. Siden perioden 1940-50 har der været jævnlige indberetninger om angreb af arten i Danmark. Et særligt omfattende problem i Nordjylland og Thy i 2007 gav anledning til et projekt under Praksisnære Forsøgsordningen, for at afdække hvilke forhold som betingede væsentlige skader, og hvordan de kunne håndteres. Dette Videnblad sammenfatter erfaringer og viden om jættebarkbillen, ofte kaldet ’micans’, i Danmark.

Biologi

Jættebarkbillen er en relativt stor barkbille — Figur 1. Den voksne jættebarkbille er op til 9 mm lang.

Jættebarkbillen er den største europæiske barkbille, deraf navnet. Den voksne bille er 6-9 mm lang, skinnende sort med et tæt gyldent hårlag (fig. 1). De voksne biller borer sig ind i levende træer, især Picea-arter, og æggene lægges i vækstlaget under barken. De voksne kan flyve i perioden maj-september, resten af tiden tilbringer de under barken. De foretrækker varme dage med begrænset vindhastighed. Der er sæsoner, hvor de ikke har flyveaktivitet.

Micans adskiller sig fra de fleste andre aggressive/primære barkbiller ved, at de ikke benytter sig af et aggregations-feromon for samtidigt angreb på stående træer. De kan enkeltvis bore sig ind i levende friske træer, og træerne kan overleve et begrænset antal angreb i adskillige år. Micans etablerer sig ikke i liggende stammer og stormfald.

Efter ægklækning danner larverne ét fælles hulrum, hvor de æder af barken side om side. I denne sammenhæng benytter larver sig af feromoner til at danne en fælles 'front' mod træets mobilisering af sekundære forsvarsstoffer. Larven er hvid uden ben, med en veludviklet brun hovedkapsel (fig. 2).

Larver er hvide med brunt hoved. — Figur 2. Larver af micans er hvide, uden ben men med mørkebrun hovedkapsel.

Larverne er normalt to år om deres udvikling. Larvehulen udfyldes efterhånden med en sammenkittet masse af harpiks, ekskrementer, tomme larvehuder og døde larver. Efter fem larvestadier trækker larven sig tilbage i denne masse og former et separat puppeleje kranset af spåner fra splinten. Puppen er hvid. Overvintring kan forekomme i alle livsstadier, men hyppigst som voksne eller larver.

De voksne nyklækkede hunner befrugtes (af deres brødre), før de forlader gangsystemet. De foretager i øvrigt et omfattende ernæringsgnav, før de påbegynder æglægning. Hvis træet er friskt, gnaver de en kortere eller længere gang ud fra den oprindelige larvehule, hvorefter de påbegynder æglægningen. Søsterkuld kan forekomme. Eller de gnaver sig ud af den oprindelige system for at finde et nyt sted at bore sig ind. Det nye angreb kan enten være på samme træ, eller billen kan opsøge et andet træ.

Symptomer og værtplanter

Et angrebet træ kendes på det tragtformede harpiksflåd, der sidder omkring hunbillernes indboringshul (fig. 3). Den størknede harpiks er blandet med boresmuld og betegnes populært som 'brændte mandler' på stammerne. Angreb og harpikstragtene kan forekomme ved basis af træerne, på overjordiske rodudløb og omkring såringer og barkafskrab. Angreb og tragtene findes også på selve stammen omkring en grenkrans – fordelt med jævne mellemrum op mod kronen.

Hvide harpikstragte på sitkagran — Figur 3. Angreb af Jættebark bille kendes på de karakteristiske harpikstragte. Tørre, gamle tragte er helt hvide. Se også figur 5.

Rødgran (Picea abies) er den oprindelige vært for jættebarkbillen og tolerer angreb bedre end de fleste andre Picea-arter. Udover rødgran er de foretrukne værtstræer P. pungens, P. sitchensis, P. alba, og P. omorika. Det forlyder endvidere, at micans har stærk præferens for P. orientalis, hvis den får muligheden. Dødeligheden af angrebene har imidlertid en anden rækkefølge. De mest følsomme først: P. pungens, P. orientalis, P. sitchensis, P. alba, P. abies og P. omorica.

Rovbille som naturlig biologisk bekæmpelse

Undersøgelser fra Centraleuropa viser, at jættebarkbillens populationsdynamik er nært knyttet til forekomst af en enkelt rovbilleart, Rhizophagus grandis. Denne art er specielt tilpasset jættebarkbillen. De voksne tiltrækkes af det feromon, som micans-larverne udskiller. Og såvel de voksne rovbiller (fig. 4) som deres larver lever af micans-larverne plus æg og pupper under barken. Hvis rovbillen er tilstede på arealet, vil den normalt i løbet af 1-2 år reducere populationstætheden til et niveau, hvor jættebarkbillen ikke længere er dødelig for sitkagran og andre modtagelige arter.

Voksen rovbille — Figur 4. Rovbillen *Rhizophagus grandis* er specialist på at finde og reducere angreb af micans.

Hvis træerne modstandsevne udfordres enten af gentagen sommertørke (især nedbøren maj-juni er kritisk), drukning eller rodfordærverangreb i rødder og stamme, kan micans-tætheden øges kritisk på trods af tilstedeværelsen af rovbillen. Hvor micans har været tilstede i længere tid findes rovbillen også. Efter at jættebarkbillen var blevet indslæbt til Storbritannien i begyndelsen af 1970’erne, efterintroducerede man rovbillen for at reducere problemerne. I Danmark findes Rhizophagus grandis alle steder, hvor der forekommer sitkagran og jættebarkbille.

Vejrforhold og sitkalus

De første problemer med jættebarkbiller i Danmark opstod i perioden 1947-54 på sitkagran og blev dengang anset som tørkerelateret. Sitkagran klarede sig imidlertid ganske godt gennem de tørre somre i midten af 1970’erne, hvor rødgran stod med ret omfattende jættebarkbilleangreb i de tørkefølsomme hedeplantager.

Udbruddet af micans i 2007-08 blev formentlig udløst af en ekspansion af billerne i den varme sommer i 2006. Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at populationerne af jættebarkbiller ekspanderer hurtigt som reaktion på gode udviklings- og spredningsforhold, hvilket typisk er varme forsomre. Dette er især udpræget på de mest lette og sandede jorder i Nord- og Vestjylland.

I 2007 var sommeren våd, men foråret var varmt og tørt. Dette gav anledning til en yderligere opblomstring af det angreb af sitkabladlus (Elatobium abietinum), som allerede var startet året før. I skovsundhedsovervågning blev der registreret et stærkt forøget nåletab i sitkagran i årene 2007-08, og på en prøveflade i Thy blev der de efterfølgende år noteret forekomst af jættebarkbiller, og adskillige træer gik ud. Mange skovdistrikter indledte omfattende skovninger af sitkagran i disse år.

Jordbundsforhold

Alle erfaringer og undersøgelser fra Danmark viser, at angreb af jættebarkbiller kan forekomme på alle slags jorder, men det udelukkende er på sandede, næringsfattige jorde, at situationen udvikler sig fatalt for træerne. I forbindelse med Praksisnære Forsøg projektet blev der i juni 2008 foretaget en gennemgang af flere distrikter herhjemme sammen med den førende ekspert på området, Dr. Jean-Claude Gregoire fra Belgien.

En konklusion vi kunne komme frem til er, at der i Danmark forekommer sitkagran plantet på ekstremt lette jorder (flyvesand). Hér kan tørkestress opstå meget hurtigt og skubbe til populationsdynamikken (i positiv retning for jættebarkbillen – i negativ retning for sitkagranerne), således at Rhizophagus-billerne ikke kan nå at følge med og modvirke ekspansionen af micans og redde granerne.

Skovdyrkningsindgreb

Tyndingshugst – herunder sanering af micans-træer – kan fremme forekomsten af jættebarkbiller, gennem lysstilling og øget risiko for tørkestress hos værtstræerne. Den gamle anbefaling, om enten at lade være med at gribe ind eller at renafdrive helt, gælder stadig. Anbefalingen af at holde omdriftsalderen lav – ofte ikke meget over 40 år – gælder også, især for de mest sandede jorder.

Der er ikke som hos fx typograf en årsrytme, som indikerer, at skovning skal foregå inden bestemte tidspunkter. Hver måned i det enkelte år vil der være et dominerende udviklingstrin under barken, men det vil ikke være det samme stadie på samme tidspunkt hvert år. Det er bedst at skove og oparbejde træet, når den største del af populationen er larver. Da udviklingen varierer fra år til år, er det sikreste og enkleste at undersøge, hvorledes situation er, ved at kikke under barken på træer med friske harpikstragte.

Sommerskovning i stærk sol og kraftig varme viste sig i projektet at være i stand til at opvarme og udtørre barken så hurtigt, at æg, larver, pupper og unge voksne døde i stammerne i løbet af mindre end én uge. På den anden side kan man risikere at sprede flyvedygtige, allerede befrugtede hunner, hvis man transporterer skovede stammer om sommeren. Vinterskovning har den fordel, at der ikke sker udflyvning fra det oparbejdede materiale.

Vurdering af angreb

Beslutning om at afdrive en bevoksning med micansangreb bør afhænge af, om angrebet er under ekspansion. Hvis rovbillen har fået kontrol med jættebarkbillerne, er der ingen grund til panik. Hvis træernes vandforsyning er god, øges deres modstandskraft, og de kan faktisk afvise angreb.

Når man skal bedømme, om et angreb er i stagnerende eller ekspanderende fase, er det væsentligt at kunne skelne mellem gamle, uddøde angreb, opgivne angreb og vellykkede igangværende angreb. Sidstnævnte karakteriseres ved, at harpikstragtene består af en ligelig blanding af boresmuld og frisk harpiks.

Friske og gamle harpikstragte — Figur 5. Tragten til venstre er frisk, med meget harpiks og kun lidt smuld samt en lukket tragt – dvs. træet har været friskt og afvist angrebet. Til højre et gammelt angreb (hvid størknet harpiks), se også figur 3.

Afviste angreb er karakteristiske ved, at harpiksflåddet er mere klart med mere harpiks og mindre boresmuld – eventuelt lukkede tragte (fig. 5). Helt tørt boresmuld uden harpikstragte stammer fra udborende hunner, der forlader gangsystemet for at opsøge nye værttræer. Husk også på, at gran kan svede harpiks uden at det er en reaktion på barkbilleangreb.

Kilder

Bejer-Petersen, B (1976): Dendroctonus micans Kug. in Denmark. The situation 25 years after a "catastrophe". Zeitschrift für Pflanzenkrankheiten und Pflanzenschutz. 83: 16-2.

Dohet, L, Gregoire, J-C (2017): Is Prey Specificity Constrained by Geography? Semiochemically Mediated Oviposition in Rhizophagus grandis (Coleoptera: Monotomidae) with Its Specific Prey, Dendroctonus micans (Coleoptera: Curculionidae: Scolytinae), and with Exotic Dendroctonus species. J. Chem. Ecol. 43: 778-793.

Gent, CA, Wainhouse, D, Day, KR, Peace, AJ, Inward, DJG (2017): Temperature‐dependent development of the great European spruce bark beetle Dendroctonus micans (Kug.) (Coleoptera: Curculionidae: Scolytinae) and its predator Rhizophagus grandis Gyll. (Coleoptera: Monotomidae: Rhizophaginae). Agric. Forest Entomol. 19: 321-331.

Videnblad nr.: 08.10-1
Forfattere: Hans Peter Ravn