Ædelgranbarkbille - en ny trussel mod Abies-arter i Danmark

I foråret 2013 kom der meldinger om barkbilleangreb på især nobilis, og i juni blev det erkendt, at vi har en ny barkbille-art i landet. Artens systematiske navn er Cryphalus piceae, og det officielle danske navn er ædelgranbarkbille. Det må forventes, at denne barkbille kan optræde som alvorlig skadevolder ikke kun i klippegrøntproduktionen, men også i skovbevoksninger af f.eks. almindelig ædelgran (Abies alba).

Døde grenpartier og hele døde træer er typisk ved angreb af ædelgranbarkbille (Cryphalus piceae). Til venstre døde grene på nobilis i juni 2013, bemærk at nogle grene har været døde længe, mens andre lige er blevet røde. Til højre en gruppe af døde træer i bevoksning af almindelig ædelgran i Midtjylland, hvor der udover barkbiller blev fundet frugtlegemer af Neonectria neomacrospora (ædelgrankræft).

Udbredelse og værtplanter

Arten er kendt fra Central- og Sydeuropa, Balkan, Pyrenæerne og Rusland. Der er dog også rapporteret forekomster af skadelige angreb i Polen og Litauen. I Tyskland er der i perioden 2007-2011 observeret et skadekompleks på almindelig ædelgran, hvor angreb af ædelgranstammelus (Dreyfusia piceae) følges af ædelgrankræft (Neonectria neomacrospora) og til sidst diverse barkbiller herunder ædelgranbarkbille.

Værter er først og fremmest Abies-arter – især almindelig ædelgran, nordmannsgran, nobilis m.fl. Sporadisk forekomst angives også på rødgran, skovfyr, lærk og Douglasgran. I Danmark er ædelgranbarkbille indtil videre fundet på nobilis og alm. ædelgran.

Biologi

I Centraleuropa angives det, at der forekommer én generation per år i bjergegne og to i lavlandet. De voksne er dér aktive i april-maj og i juli-august. Herhjemme tyder vore foreløbige, sparsomme observationer på, at de i 2013 har haft to flyveperioder: én i foråret og én igen fra slutningen af juli. Søsterkuld efter første flyvning kan forekomme.

I juni og juli 2013 kunne man finde gange med larver og pupper af Cryphalus piceae, når man løsnede et stykke af barken på døende nobilis.

Arten er monogam. Han og hun udgnaver i fællesskab et parrings­kam­mer. Dette når helt ind til splintveddet. Hunnen lægger fra 20 op til 40 æg. Larverne gnaver gange op til 4 cm i alle retninger ud fra parrings­kammeret. Gangsystemet får således et kompakt, stjerneformet udseende. Ved tætte angreb krydser larvegangene over hinanden og bliver svære at erkende. Når barken tages af, ses kun spor efter parringskamrene jævnt fordelt på splinten.

Larverne forpupper sig (ifølge oplysninger fra udlandet) efter godt en måned. Puppelejerne ligger i stammens længderetning. De nyklækkede voksne biller foretager et ernæringsgnav på tyndere kviste højere oppe i kronen før de bliver kønsmodne.

Det angives, at såvel larver, pupper som voksne kan overvintre. Larver og pupper overvintrer i gangene i stammebarken. De voksne biller op­holder sig enten i korte gange gnavet i grenene på store træer, hvilket kan forårsage kræftlignende deformationer, eller de overvintrer i skovbunden.

Udseende

Den voksne ædelgranbarkbille er under 2 mm. Det er de lange hår bagest på dækvingerne, der adskiller den fra den anden Cryphalus-art, som vi hyppigst finder på gran.

Ædelgranbarkbille (Cryphalus piceae) er en meget lille barkbilleart (1,1-1,8 mm). Kroppen er oval i omrids, og forbrystet er nobret fortil. Dækvingerne er matte, dækket af skæl og med relativt lange hår midt på ryggen og den bageste runding.

En nært beslægtet art, grankvistbark­bille (C. abietis), har længe været kendt i Danmark. Den holder sig som regel til gran, men kan dog også forekomme på Abies. Både Broder Bejer og Boas anser den forstlige betydning af denne art for uvæsentlig.

Skader

Barkbillerne foretrækker svækkede eller vindfældede træer – især blandt 20-60 årige ædelgran. Ynglegnavet får træerne til at gå ud på samme måde som det ses med typograf og kalkograf på rødgran. Symptomerne i bevoksningen er døde grene eller hele døde træer fra foråret eller forsommeren i kombination med små huller i barken og brunt smuld på grene, stamme og ved stammebasis.

Brunt smuld i kombination med små huller i barken er symptomer på yngleaktivitet af ædelgranbarkbille.

De unge billers ernæringsgnav kan gå ud over selv helt friske træer, og måske kan ernæringsgnavet fungere som smittevej for svampesygdomme, herunder ædelgrankræft se Videnblad 8.7-51. Overvintringsgnavet går ud over grene på ældre træer, og harpiksdråber på undersiden af grene kan være et tegn på forsøg på indboring.

Harpiksdråber på undersiden af grene kan være et tegn på barkbillernes forsøg på indboring til overvintring.

Harpiksdråber på stammen uden fore-komst af larvegange i barken kan være et tegn på, at træet har afvist angreb af ædelgranbarkbille. Man bør følge sådanne træer tæt og skove dem, hvis de dør i løbet af foråret.

Harpiksdråber ses også på stammer, nogle gange på rad og række over store dele af stammebarken. Hvis man skærer barken op på stammer og grene med harpiksdråber, finder man ikke nødvendigvis biller. Dette kan skyldes, at træerne har været i stand til at afvise indboring via den rigelige produktion af harpiks.

Bekæmpelse

Håndtering af angreb af ædelgranbarkbille minder meget om bekæmpelse af typograf (se Videnblad 8.10-13). Dvs. hugst og fjernelse af inficerede træer i forår og sommer og eventuelt anvendelse af fangtræ. Her er det vigtigt, at man finder de træer, hvor biller rent faktisk opholder sig. I den sammenhæng er det vigtigere at gå efter døende og nyligt døde træer med huller i barken og brunt smuld, fremfor træer med frisk harpiks på grene og stammer. Skær i barken for at bekræfte at billerne er til stede og aktive, før træerne udvises. Det optimale tidspunkt for sanering er formentlig mellem første og anden flyvning, da træer angrebet i foråret så fungerer som fangtræer.

Kilder

Boas JEV 1923: Dansk Forstzoologi, s 360.
Reinhold J 2011: Tannen-Rindennekrose in Baumhölzern. Aktuelle Schaden in Baden-Württemberg. AFZ-Der Wald 66(11): 30-33.

Videnblad nr.: 08.10-23
Forfatter: Hans Peter Ravn