Forårsafløvninger i eg

De vigtigste insekter

Afløvning af eg som følge af insektangreb er en jævnligt tilbagevendende begivenhed i europæiske skove. I visse år er omfanget så stort, at træerne står næsten nøgne kort efter udspring, men efter Skt. Hans har egene typisk gendannet kronen ved hjælp af sommerskud. Nedenfor gennemgås de væsentligste insektarter, som er involveret i afløvning.

Omfang varierer i tid og sted

Gammelt fritstående egetræ med massiv afløvning. Nordsjælland juni 2006

Ofte ses afløvning to eller tre år i træk, hvor skaden kulminerer i det sidste år. Eksempler på dette kendes fra skovsundhedsovervågningen (se Videnblad 8.0-7). I Danmark har omfattende afløvning bl.a. fundet sted i 1964-65, 1979-81, 1987-89 og 1996-97, og 2012 tegner til at blive endnu et år med landsdækkende skader. I den mellemliggende periode har der været lokale angreb f.eks. i 2006. En væsentlig grund til denne fluktuation er, at når mængden af larver bliver stor, rammes de af virus eller anden sygdom, som får populationen til at kollapse. Af samme årsag er der sjældent behov for bekæmpelse.

I angrebne egebevoksninger kan helt afløvede træer stå ved siden af næsten fuldt beløvede individer. Dette skyldes normalt forskel i udspringstidspunkt, idet ege, som springer ud et stykke tid før eller efter, at hovedparten af sommerfuglenes æg klækkes, undgår afløvning. Synkronisering af ægklækning og udspring er i øvrigt et forhold, som kan tænkes at blive påvirket af klimaændringer.

Begnavede blade på vanris, som viser årsagen til den dårlige beløvning på egetræet.

Konsekvensen af massiv afløvning er umiddelbart et tab af tilvækst, 2-4 m³/ha, udmøntet som smalle årringe, samt nedsat vitalitet. Hvis et træ bliver afløvet to eller flere år i træk, kan svækkelsen medføre et efterfølgende angreb af honningsvamp i rødder (se Videnblad 8.7-24). Som regel betyder egens gode evne til at regenerere kronen dog, at træerne overvinder insektangrebet. Hvis kronerne er små og opknebne, kan egene have sværere ved at komme sig.

Frostmålere

Stor og lille frostmåler træffes på mange arter af løvtræer, herunder eg. Det er typisk for disse to arter, at når egene er afløvede, fortsætter de med at fortære bladene af andre træer og buske i underetagen. Som alle målere har larverne en karakteristisk bevægemåde, hvor bagkroppen trækkes ind til forkroppen. Andre målerarter kan også deltage i afløvningen.

Lille frostmåler (Operopthera brumata) sværmer i oktober til december, deraf navnet. De vingeløse hunner kravler op ad stammen, udskiller feromon og bliver opsøgt af de sværmende hanner. Æggene lægges i barksprækker og klækkes omkring udspring i maj. Larven er grøn med hvide længdestriber langs siden og en mørkere grøn rygstribe.

Stor frostmåler (Erannis defoliaria) har samme levevis som lille frostmåler, men hannens vinger er brunlige, og vingefang er næsten dobbelt så stort. Larven er brun med lysere rygstriber og gule klatter langs siden.

Lille frostmåler-hansommerfugl	Vingeløs frostmålerhun i parring med han på træstamme.
Den karakteristiske grønne larve af lille frostmåler.	Larven af stor frostmåler ligner ofte en vissen pind.
Voksen egevikler med de smukt lysegrønne vinger med fine frynser.	Larve af egevikler kendes på de sorte prikker på den grønlige krop med brunt hoved.
Satellitugle (Eupsilia transversa)	Lille forårsugle (Orthosia cruda)

Egevikler

Den fireplettede ådselsbille efterstræber sommerfuglelarver og er således en del af den naturlige regulering af afløvere på eg.

Egevikler (Tortrix viridiana) sværmer omkring 1. juli. Æggene klækkes omkring udspring året efter. Sommerfuglen er ensfarvet grøn, mens larven er grønlig med sorte prikker. Den holder sig til eg som værtsplante, mens de øvrige omtalte arter er polyfage (mange værter).

Andre insekter

En række sommerfuglelarver i gruppen ugler tager som regel del i afløvningen, f.eks. satellitugle (Eupsilia transversa) og forårsugler.

Ofte kan man se en lille bille i selskab med larverne. Det er fireplettet ådselsbille (Dendroxena quadrimaculata), som lever af at spise de omtalte sommerfuglelarver.

Videnblad nr.: 08.10-21
Forfattere: Hans Peter Ravn og Iben M. Thomsen