Træartsvalget 11. Rødel

Rødel er naturligt knyttet til vådområder, og de omfattende dræninger, der er gennemført i skovene i de seneste århundrede, har reduceret forekomsten af rødel betragteligt. På grund af stor villighed til at danne rod- og stødskud er den tidligere blevet meget anvendt i stævningsdrift. Nu bruges den især som ammetræ ved nyplantning af frostfølsomme løvtræer.

Naturlig udbredelse og successionsmæssig rolle

Rødel er udbredt i hele Europa, dele af Lilleasien og Nordafrika (Atlasbjergene). I Skandinavien går den op til den 66. breddegrad. Den opfattes som en typisk lavlandstræart, som er specielt knyttet til floddale og sumpområder. Mod syd vokser den dog også i bjergene og når fx i Alperne højder på 1800 m over havet. Den er meget almindelig i Danmark, men de sidste 100 års afvanding og overgang til mere værdifulde træarter har kraftigt mindsket artens udbredelse.

Rødel er en typisk pionerart med et højt lyskrav, især i ungdommen. Da den samtidig ikke bliver særlig gammel (100-120 år), har den svært ved at konkurrere med de længerelevende skyggetræarter og er derfor blevet trængt ud på dårligt drænede lokaliteter. På lokaliteter med højtstående permanent vandspejl findes rødel således i renbestand og ellers optræder den som oftest i blanding med andre arter. På næringsrig vådbund findes den således sammen med ask og til dels stilkeg og birk, mens den på mere næringsfattige lokaliteter (lavmoser) findes i blanding med birk.

Krav til klima

Rødellen er temperaturtolerant og skades sjældent af frost. På den anden side er den udpræget vandkrævende og bliver kun gammel, hvis den har kontakt til grundvand. Rødellen forventes at være robust overfor de forventede temperaturstigninger; der er dog dårlige erfaringer med importeret rødel, hvilket kunne tyde på, at den danner lokale (klima)racer.

Krav til jordbund

Rødellen foretrækker de meso- til eutrofe, humusprægede jorder langs med vandløb og permanente vådområder. Den trives godt på grundvandspåvirket jord og lavmoser med stabil vandforsyning, fordi ilt ledes via xylemet til rødderne. Den vokser dog ikke på højmoser. Rodsystemet er tæt forgrenet og har formodentlig en evne til at gennembryde kompakte jorder.

Næringskravene er lavere end hos ask, og den kvælstoffikserende evne kan forbedre næringsfattige lokaliteter. Den bliver ikke gammel på tørre og fattige lokaliteter. Her kan rødellen dog have en funktion som ammetræ, men den dør som oftest i 20-30 års alderen. Rødellen har jord-bundsforbedrende egenskaber med sit letomsættelige løv og kvælstofassimilerende bakterieknolde på rødderne.

Sygdomme og skader

Rødel har forholdsvis få naturlige fjender. Den bides ikke af vildtet og kan derfor etableres uden hegn. Ellebladbiller (Agelastica alni) kan give omfattende skader på bladene fra både de voksne billers og larvernes gnav, men det har ikke nogen praktisk betydning på voksne planter. I veddet på levende træer ses af og til skader efter angreb af ellesnudebille (Ceutorhynchus lapathi) og glassværmere. Om førstnævnte art skriver Boas (1922), at angreb kan gøre betydelig skade i ellekulturer, hvor de unge træer kan gå ud eller knække ved grunden.

Den "ellesyge", som man i 1920´erne observerede, menes at skyldes frostskader med efterfølgende angreb af ellegrentørre (Cryptospora suffusa), med udgangspunkt i brug af sydlige (frostfølsomme) provenienser. Den eneste alvorlige trussel for dansk rødel udgøres af Phytophthora alni, men denne skadevolder er endnu ikke konstateret i Danmark.

Anvendelse i skovbruget

I den klassiske højskovsdrift har rødellen som bestandstræ ikke spillet nogen rolle. Den har derimod en betydelig funktion som ammetræ og forkultur for frostfølsomme løv- og nåletræarter (fx bøg og ædelgran). Optællinger i den danske skovstatistik viser, at el optræder på ca. 3,1 % af skovarealet svarende til knap 18.000 ha. Heraf er rødel dominerende med næsten 11.500 ha lig med 2 % af skovarealet.

Som specialist knyttet til højtstående grundvand er rødel tidligere blevet dyrket i stævningsdrift hovedsageligt til produktion af brænde. Efter 2. verdenskrig er denne driftsform nærmest forsvundet, men man kan dog fortsat finde rester af sådanne tidligere stævningsskove.

Gennem de seneste århundreders dræning af skovenes vådområder er mange af rødellens naturlige lokaliteter forsvundet. Hvis den naturlige hydrologi i sådanne områder retableres, vil rødellen igen få en større udbredelse i skovene. I det naturnære skovbrug spiller rødellen en rolle som specialist på grundvandspåvirkede humusjorde. Den er således kun repræsenteret i få skovudviklingstyper.

Mest fremtrædende er den i Ask og rødel (31), hvor den på de vådeste lokaliteter kan blive helt dominerende, ikke mindst set i lyset af askens problemer med toptørre (Andersen 2012). Desuden vil den hyppigt forekomme på (genskabte) mindre vådområder i blanding med eg, ask, birk og skovfyr på lokaliteter, der er for små til at blive udskilt som dyrkningsenheder med en tilknyttet skovudviklingstype. Endelig er rød-ellen knyttet til den kulturhistoriske skovudviklingstype Stævningsskov (91) samt til Skovengen (93).

Proveniensvalget

Rødel er en af de få træarter, hvor udenlandske frøkilder ikke anbefales, da den synes at danne udprægede lokalracer. Desuden kan sydligere provenienser være frostfølsomme.

Kårede danske frøavlsbevoksninger: F.677 Sønderskovgård, F.724 Dyrelund, F.782 Tvilum Skovgård, F.786 Knuthenborg, F.803 True, F.829 Skjoldenæsholm.

Bemærk, at nogle bevoksninger er kåret til vedproduktion og andre til værn og læ. Konsultér også plantevalg.dk

Litteratur

Andersen, R.F. 2012: Hvad gør vi når asken er borte? Skoven 44(1): 22-25.
Boas, J.E.V. 1922: Dansk Forstzoologi. Gyldendal, København s. 287-290.
Larsen, J.B. ed. 1997: Træarts- og proveniensvalget i et bæredygtigt skovbrug. DST 82: 123-128.

Videnblad nr.: 03.02-28
Forfatter: J. Bo Larsen.