Værdien af adgang til den danske natur

Danskernes brug af naturen er veldokumenteret. Særligt skovene er meget brugte med over 75 millioner årlige besøg. Men også naturtyper som enge og moser har flere millioner besøgende årligt. Grundlaget for dette er retten til offentlig adgang, som bl.a. er reguleret af Naturbeskyttelsesloven og Skovloven. Hvilken værdi udgør denne ret for danskerne?

Folk på skovtur — Skovene er den mest benyttede naturtype i Danmark, f.eks. til at gå en tur. Foto: Frank Søndergaard Jensen

Den almindelige offentlige adgang til den danske natur er reguleret i bl.a. Naturbeskyttelsesloven og Skovloven. Lovgivningen sætter rammerne for danskernes daglige brug af skov og landskab til rekreation, motion og friluftsliv i bred forstand. Adgangsretten og dens begrænsninger i forskellige dele af landskabet er tit til debat, bl.a. ved restriktioner i forbindelse med fredninger. Det har hidtil været et ubesvaret spørgsmål, hvor stor værdi danskerne tillægger adgangen til de forskellige dele af landskabet.

Spørgsmålene

Hvilke dele af det danske landskab er det vigtigst for danskerne at have adgang til – og på hvilke tider af året? Hvilken værdi sætter danskerne på adgangsretten, hvor denne er i konflikt med beskyttelse af naturen? Disse spørgsmål er blevet rejst og besvaret som en af de mange undersøgelser gennemført af Skov & Landskab under forskningsprogrammet Vildt og Landskab (www.vildtoglandskab.dk).

Metoden

Værdisætningsstudiet blev gennemført som en spørgeskemaundersøgelse, hvor i alt 1.800 svarpersoner indgik. Ca. 48 % besvarede spørgeskemaet, i alt 862 personer, hvilket er tilfredsstillende for undersøgelser som denne, der er komplekse og anvender postomdelte spørgeskemaer med svarkuverter.

Den anvendte metode er et såkaldt diskret valgeksperiment. Metoden er fordelagtig, da den systematisk leder folk gennem en række valg mellem et basisscenarium (status quo) og et eller flere alternative scenarier.

Valgmuligheder

Den enkelte person blev i hvert valgsæt præsenteret for en af tre typer naturområder: ’Skov’, ’det åbne lands marker og enge’ eller ’områder langs sø og å’. Deltageren skulle nu i hvert sæt vælge mellem en forsættelse af nuværende naturbeskyttelsesindsats og adgangsrettigheder (status quo) eller ét af to forskellige ændrede scenarier. Begge typisk med udvidelse i naturbeskyttelsen og evt. begrænsninger i adgangsrettighederne for at fremme naturbeskyttelsen.

I hvert valgsæt kunne niveauerne for adgangsretten variere så:

den bevares, som den er nu,
den reduceres, så der lukkes for adgang i dyrenes ynglesæson på 25 % af arealerne
der helt forbydes adgang på 25 % af arealerne.

Eksempelvis bevarer befolkningen adgangen til skovene som nu, eller alternativt mister befolkningen adgangsret til 25 % af det danske skovareal enten en del af året eller hele året.

Resultater

Begrænsningerne indebærer et velfærdstab for den typiske dansker, og igennem deres valg af scenarier afdækkes dette velfærdstab relativt til ændringer i indkomstskatten (tabel 1 og figur 1). Her sætter vi fokus på værdiestimaterne for adgangsretten.

Graf over værdi af adgang til de tre naturtyper — Figur 1. Værdien af adgang til de tre naturtyper i de forskellige perioder. Der er angivet 95 % konfidensintervaller. Værdien af adgang er størst i sommerhalvåret. Desuden ses en større værdi af adgang til skov end til de øvrige naturtyper.

Kolonnen ’Gruppering’ i tabel 1 viser hvilke estimater, der er signifikant forskellige fra hinanden. Betalingsviljen for at bevare adgangen til de 25 % af skovarealet hele året er signifikant højere end alle de øvrige betalingsviljer. Betalingsviljen for adgang til skov i perioden april-oktober er også signifikant større end betalingsviljen for samme periode for de andre naturtyper. Set på tværs af naturtyperne er det tydeligt, at betalingsviljen for den kortere periode er mindre end for hele året. Adgang i sommerhalvåret udgør over halvdelen af værdien for adgang hele året – gennemsnitligt 60-80 %.

Tabel over betalingsvilje — Tabel 1. Betalingsviljer (kr./husstand og år) for adgang til de 25 % af arealet, der i undersøgelsen potentielt kunne forbydes adgang til. Der er estimeret betalingsviljer for adgang hele året samt for perioden april-oktober alene. Estimater i gruppe A, B og C er ikke væsentlig forskellige fra hinanden internt, men forskellige fra de andre grupper.

Konklusioner

Resultater fra komplekse værdisætningsundersøgelser som denne er ofte forbundet med en del usikkerhed. Desuden er den betaling/indkomst-kompensation, som indgår, hypotetisk – altså ikke mere forpligtende end et ’Hvis nu…’-spørgsmål. De opnåede estimater for skov svarer til 20-60 kr. pr. tur, som en typisk dansker foretager.

Uanset at beløbsstørrelserne sandsynligvis er overvurderede, så er det relative mønster mellem dem interessant. Det understreger nemlig, at landets 12,4 % skovareal udgør den velfærdsøkonomisk vigtigste naturtype af de tre, når der fokuseres på danskernes adgang og rekreation. Dette stemmer overens med danskernes store brug af skoven og de gentagne diskussioner om adgangsretten til netop skovene. Langt mindre betydning har offentlighedens adgang til marker og enge.

Det åbner mulighed for, at man antageligt nogle steder kan gennemføre lokale og periodevise restriktioner på adgangen til disse landskabstyper uden større velfærdsøkonomiske tab – særligt hvis den er begrundet med hensyn til dyrelivet som i denne undersøgelse.

Litteratur

Jacobsen, J.B.; Lundhede, T.H.; Thorsen, B.J., 2007: Are economists valuing biodiversity at gunpoint? Investigating the difference between valuing species populations vs. survival. Indsendt til Journal of Environmental Economics and Management, 27 pp.

Videnblad nr.: 09.09-23
Forfattere: Jette Bredahl Jacobsen, Thomas Lundhede og Bo Jellesmark Thorsen