Dato: 04-09-2007 | Videnblad nr. 05.26-22 Emne: Beskyttelse mod skader fra svampe

Vurdering af risikotræer 1

Metode og dokumentation

Systematisk vurdering af, om store, gamle træer udgør en risiko, er en vigtig del af forvaltningen af grønne områder. Dokumentation for de udførte bedømmelser bør gemmes som bevismateriale og for at sikre kontinuiteten i forvaltningen.

Et træ skal bedømmes ud fra risikovilligheden på voksestedet og træets bygning og sundhed. Dette træ står i et parkområde, med mange gæster, tæt ved en befærdet cykelsti/vej med trafik året rundt. Træet er gammelt, har spidse grenvinkler, har allerede tabt en stor gren og er inficeret med kulsvamp på tre sider. Med andre ord: lav risikovillighed og høj risiko for, at træet knækker eller vælter. Foto: Simon Skov.

Vurderingen af et træ består af to elementer. Dels skal træet bedømmes mht. sundhed, restlevetid, knække-/vælterisiko mv., dels skal forvaltningens risikovillighed på træets voksested vurderes.

Hvis risikoviljen er lav, og sandsynligheden for, at træet vælter/knækker, er høj, kalder vi træet for et »risikotræ«. Risikotræer er typisk store, gamle træer, som på grund af deres placering, bygning, skader og især svampeangreb er farlige for omgivelserne, fordi de kan vælte eller knække og derved medføre skader på ting eller personer.

Risikovillighed

Risikovilje er subjektivt og beror i høj grad på lokale forhold. Vi opfordrer til, at man skriver sin egen definition af de forskellige klasser. Som ejer eller forvalter har man både et moralsk og et juridisk ansvar for sikkerheden på offentlige veje og ved anlæg som legepladser, bænke mv. Risikovillighed kan vurderes for det enkelte træ, for træer langs en vej eller for et større område i en park eller en skov.

Her er et eksempel på inddeling af risikovilje i forhold til tætheden af brugere. Der er taget hensyn til, at de fleste risikotræer knækker/vælter i stærk vind og/eller nedbør.  

Risikovillighed 0: meget befærdet også om vinteren og i dårligt vejr. (f.eks. alléer, offentlige veje gennem skove og parker).

Risikovillighed 1: meget befærdet i godt vejr. (f.eks. populære parkområder og pladser, de mest benyttede veje og stier i bynære skove). 

Risikovillighed 2: befærdet. (f.eks. parker, P-pladser og skovveje/-stier i bynære skove). 

Risikovillighed 3: lidt befærdet. (f.eks. skovveje/-stier i skove med lille besøgstal). 

Risikovillighed 4: bevoksning, hvor der af og til kommer gæster f.eks. svampesamlere eller mountain bikere.  

I de to sidste kategorier er der høj risikovillighed. I naturbeskyttelsesloven angives færdsel i naturen som »eget ansvar«. Derfor må færdsel inde i bevoksninger som udgangspunkt ske på skovgæstens ansvar. Modsat er det forvaltningens/ejerens ansvar, at det er sikkert at færdes på offentlige veje og ved publikumsfaciliteter.

Find de farlige træer

Der er to måder at opdage risikotræer: den akutte og den systematiske. Begge metoder bør anvendes for at have en optimal håndtering af farlige træer.

Akut indgriben

Den akutte metode går ud på, at medarbejderne, som færdes ude blandt træerne, får øje på et træ med tydelige tegn på svækkelse og en placering, som giver risiko for skader, hvis træet vælter. Anledningen er typisk frugtlegemer af vednedbrydende svampe, evt. kombineret med kronesymptomer. Når det farlige træ er fundet, fældes det hurtigst muligt.

Denne metode kræver, at alle medarbejdere kender de mest almindelige vednedbrydende svampe (se Videnblade 5.26-6 - 5.26-9), herunder hvornår på året frugtlegemerne er fremme. Desuden skal de være fortrolige med de mest almindelige symptomer på et skadet eller svækket træ.

Den største ulempe ved metoden er, at man risikerer at komme for sent, hvis man ikke får øje på faresignalerne. Metoden er udmærket som supplement til den systematiske overvågning af træerne, idet træer, som pludseligt ændrer status fra potentielt til akut farlige, forhåbentligt bliver opdaget.

Systematisk vurdering

Bedømmelse af træers tilstand sker bedst ved at kigge på træet og notere de forhold, som viser, at træet kan være en fare for omgivelserne. Da det er umuligt at holde øje med alle træer hele tiden, er det vigtigt, at man får identificeret hvilke træer, som har størst potentiale til at blive farlige. På den måde kan man både målrette og begrænse sin indsats.

Som udgangspunkt bør man kortlægge, hvor man har store, gamle træer med en placering, som gør, at de ikke må vælte (nedsat risikovillighed). Det gælder f.eks. træer langs offentlige veje, befærdede stier, P-pladser og udsigtspunkter f.eks. med bænke. De potentielle eller nuværende risikotræer bør registreres på kort eller med GPS, så de kan genfindes ved efterfølgende tilsyn.

Kortlægning

Ved bedømmelsen bør man notere følgende faktorer: 

Grundlæggende fakta: Træart, alder, placering, højde og diameter. Risikovillighed: Beskriv risikoen og vurder risikovilligheden.

Struktur fakta: en eller flere stammer, hældning, skæv krone, usædvanlig grenbygning, spidse grenvinkler, unormalt lange grene.

Skade fakta: sår på stamme, rodudløb og stammebasis, død bark, barkrevner, tegn på opgravning eller komprimering af rodzone, døde grene eller andre kronesymptomer.

Svampe fakta: frugtlegemer af vednedbrydende svampe (art, omfang og placering).

Læs også Videnblade 5.26-4 - 5.26-9, samt øvrige Videnblade om Vurdering af risikotræer (5.26-23 - 5.26-26).

Opfølgning

Når kortlægning har fundet sted, kan man dele sine træer op i kategorier alt efter deres betydning og tilstand.

Handling 0: disse træer skal fældes med det samme (akut risiko). Husk at træer med omfattende svampeangreb også kan være meget farlige at fælde på grund af uforudsigelige faldretninger (læs Videnblad 5.2-2 om sikkerhed)

Handling 1: disse træer skal fældes hurtigst muligt (typisk inden vinterens storme). Når man har kortlagt træerne, har man et godt grundlag for at planlægge eller udlicitere fældning.

Handling 2: disse træer skal overvåges mindst 1 gang årligt. Denne gruppe omfatter dels træer på steder, hvor der ikke kan accepteres selv den mindste risiko, dels træer som allerede har tegn på problemer. Det kunne være uspecifikke kronesymptomer (dvs. at man ikke kan konstatere et svampeangreb) eller et enkelt frugtlegeme uden følgesymptomer.

Handling 3: disse træer skal overvåges hvert 2.-3. år. Denne gruppe omfatter træer, der ikke på nuværende tidspunkt har problemer, men som i kraft af deres alder, størrelse eller bygning har potentiale til at blive risikotræer.

Handling 4: disse træer skal overvåges hvert 5.-7. år eller med længere mellemrum. Denne gruppe omfatter sunde, midaldrende træer uden væsentlige skader.

Ved hver opfølgning noterer man ændringer i forhold til forrige vurdering, herunder især om der er kommet skader, kronesymptomer eller frugtlegemer af vednedbrydende svampe.

Dokumentation

Der er to væsentlige grunde til at dokumentere sine vurderinger. Den første er kontinuiteten i forvaltningen. Når medarbejdere får nyt job eller går på pension, forsvinder deres viden om træerne, hvis den ikke er nedskrevet. Nye medarbejdere eller ledere kan desuden nemmere få en forståelse af, hvordan vurdering af risikotræer foregår, når der er konkrete eksempler på metoden.

Den anden grund til at have en god dokumentation er i tilfælde af, at et træ forårsager en skade. Hvis man kan bevise, at der har været et fagligt og kompetent opsyn med træerne, og at det pågældende træ ikke viste synlige tegn på at være farligt, slipper man højst sandsynligt for at blive idømt et erstatningsansvar.

Der er dog meget få domme om træer, som har forårsaget skade, og det er vanskeligt at sige noget sikkert om emnet. Som grundregel står man dog stærkest både moralsk og juridisk, hvis man har dokumentationen i orden.



Videnblad nr.: 05.26-22
Forfattere: Iben M. Thomsen og Simon Skov