Træartsvalget 4. Birk

I skovbruget har birken været betragtet som ukrudt, som det gjaldt om at bekæmpe. Derfor er birken i mange områder så godt som udryddet i produktionsskoven og blevet henvist til uproduktive arealer og "vilde hjørner". Som udpræget pionerart er den velegnet til at kolonisere arealer efter fx stormfald, og den har en vis rolle i det naturnære skovbrug som stabiliserende indblandingsart efter større katastrofer.

Naturlig udbredelse og successionsmæssig rolle

Vortebirken (Betula pendula) og dunbirken (Betula pubescens) er begge udbredt over det meste af Europa – fra Nordskandinavien til Syditalien og fra Irland til langt ind gennem Rusland. Dunbirken går ikke helt så langt mod syd som vortebirken, men går længere mod nord (den findes fx naturligt i Grønland og i Island). Tilsvarende findes dunbirken også højere oppe i bjergene end vortebirken.

I Danmark forekommer vortebirken i de fleste egne. Dunbirken vokser fortrinsvis i moser og er hyppig i Nord- og Midtjylland samt i Nordsjælland. Det klassiske skovbrug har generelt bekæmpet birken, da den efter renafdrift hyppigt invaderer arealet og skaber problemer for den plantede kultur. Optællinger i den danske skovstatistik viser, at birk optræder på 6,4 % af skovarealet svarende til godt 37.000 ha, men den udgør dog kun 3,6 % af vedmassen.

Birken er den mest udprægede pioner af vore træarter, og den kræver meget lys. Dens rolle er derfor at starte de tidlige successionsstadier efter større eller mindre katastrofer. Kun på ekstreme lokaliteter – fx på tørv, kan den sammen med andre pionerer (skovfyr, røn m.fl.) danne halvvejs stabile skovsamfund. Grundlæggende er birken dog afhængig af sammenbrud af en vis størrelse (stormfald, skovbrand mv.), da nyligt blottede arealer effektivt koloniseres af birkens rigelige, let vindspredte frø.

Krav til klima

Birk er som udpræget pionerart ekstrem klimatolerant og skades sjældent af frost. Den stiller tilsvarende ringe krav til vandforsyningen. Vortebirk er dog mere tørketolerant end dunbirken. Hvor vandforsyningen er tilstrækkelig, har birken et meget højt vandforbrug. Birk anses som værende robust overfor klimaændringer.

Krav til jordbund

Birk har en ekstrem stor jordbunds-amplitude og kan vokse på alle jorde fra de mest næringsfattige og tørre til næringsrige og våde (grundvandspåvirkede) lokaliteter. De to arter synes dog at adskille sig mht. jordbundspræferencer. Mens vortebirken trives bedre på den tørre og sandede højbund, så synes dunbirken at foretrække den våde bund (tørvelokaliteter). Birken er robust over for selv vanskelige jordbundsforhold, også pseudo-gley og grundvandspåvirkning.

Sygdomme og skader

Birk efterstræbes i ungdomsfasen i udpræget grad af vildt, hvilket kan iagttages ved hyppig spontan opvækst af birk i hegnede kulturer. Birk er vært for en lang række insekter og svampe, især på bladene. De fleste udgør dog ikke noget problem, selvom birkerust (Melampsoridium betulinum), som værtskifter med lærk, kan forårsage tidligt løvfald samt øget frostfølsomhed. Mest synlige men uden større betydning er de såkaldte heksekoste fremkaldt af svampen Taphrina betulina, som især optræder på dunbirk.

Birk kan angribes af rodfordærver (Heterobasidion annosum), hvor træarten vokser som indblanding i nåletræ, især fyr, men ikke i renbestand. Svækkede og døende birketræer koloniseres af tøndersvamp (Fomes fomentarius) og birkeporesvamp (Piptoporus betulinus). I de nordiske lande optræder hyppigt sorte knuder på stammerne. Disse knuder fremkaldes af birkespejlporesvamp (Inonotus obliquus), som også findes i Danmark.

Blå birkebladhveps (Arge pullata) har siden 1970’erne givet anledning til masseafløvning af birk i det sydøstlige Danmark (fortrinsvis Lolland-Falster). Udbrud ses med mange års mellemrum og reguleres formentlig af parasitter som snyltehvepse. Larverne er giftige for får og hunde.

Anvendelse i skovbruget

I det klassiske skovbrug har birken generelt været uønsket og er derfor fortrængt til uproduktive arealer som moser. Dens rolle i det naturnære skovbrug er knyttet til katastrofer og marginallokaliteter (sand, tørv). Den er derfor kun repræsenteret med en større andel i skovudviklingstyperne Birk med skovfyr og gran (41) og Skovfyr, birk og rødgran (81). Birken spiller med sine pioneregenskaber også en rolle i visse Stævningsskove (91) samt i Græsningsskov (92). Den har også en vigtig rolle som "sårheler" i skovene generelt, idet den er fremragende til at genskabe skovklimaet og starte en succession efter stormfald eller andre større katastrofer. Det er derfor vigtigt at bevare enkelte birk i skovudviklingstyperne generelt – især de nåletrædominerede – som en forsikring i tilfælde af større katastrofer.

Proveniensvalget

Birken har i skovbruget generelt har været betragtet som ukrudt i skovbruget. Herved er der givetvis sket en stærk negativ selektion i relation til vigtige forstlige egenskaber som stammeform og vækst. Arterne har derfor et stort uudnyttet forædlingspotentiale i Danmark, som til dels er blevet realiseret i Sverige. Vejledende kan anbefales:

• Danske frøplantager: FP.279 Mosemark (selekteret sydsvensk materiale)
• Danske kårede frøavlsbevoksninger: F.801 Jægerspris, F.814 Randers Nørreskov, F.817 Høng
• Sydsvenske frøplantageafkom eller kårede bevoksninger (syd for 57. breddegrad)
• Frøplantageafkom fra Nordtyskland (fx zone 804-01).

Konsultér også plantevalg.dk

Masurbirken er en speciel variant af vortebirken kendetegnet ved en dekorativ vedstruktur, som betales med høje priser. Der er en række kloner fra Norge og Finland i handelen.

Litteratur

Larsen, J.B. ed. 1997: Træarts- og proveniensvalget i et bæredygtigt skovbrug. DST 82: 229-234.
Martin, J. 2006: Sortblå birkebladhveps – afløvning af birketræer. Videnblad 5.28-9. Videntjenesten for Park & Landskab

Videnblad nr.: 03.02-21
Forfatter: J. Bo Larsen.