Ekstensive hesteracer i naturplejen – Københavns Universitet

Dato: 20-10-2015 | Videnblad nr. 09.12-14 Emne: Særlige områder af skoven

Ekstensive hesteracer i naturplejen

Der er mangel på egnede græsnings­dyr til pleje af naturarealer. Det er især vanskeligt at finde græsningsdyr til naturarealer, der er groet til med grove græsser og halvgræsser. De såkaldt ekstensive hesteracer trives godt på næringsfattige jorder og er velegnede til pleje af overdrev, heder og enge. De udgør en uudnyttet ressource.

Islandske heste nyder livet på et naturareal ned til Esrum sø, der er gjort klar til udsætning af eghjort. Her holder hestene arealet lysåbent, så stammerne kan blive soleksponeret, samtidig med at de skaber en lav urterig vegetation. Foto: Anna G. Worm

I Danmark findes 343.000 ha enge, overdrev, moser og heder, som er beskyt­tet i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3. Det vurderes, at ca. 300.000 ha har behov for græsning for at bevare høj naturkvalitet (Nygaard m.fl. 2012). Der er mangel på egnede græsningsdyr specielt til arealer på næringsfattig bund og/eller med grov plantevækst. Samtidig findes der et stort antal robuste heste, der kan anvendes i naturplejen både til fordel for hestenes velfærd og for naturkvaliteten.

Hestegræsning har haft stor betydning for landskabsudviklingen, fra tamhesten kom til Danmark i bronzealderen for ca. 3000 år siden, til traktorer afløste hesten som trækkraft omkring 1950erne. Det højeste antal heste blev registreret i 1947, hvor der var over 650.000 heste i Danmark. Produktion af hestefoder lagde dengang beslag på store arealer, op mod 1 ha græsnings- og høslætareal pr. hest.

I dag er der ca. 174.000 heste i Danmark. Heraf står mange på stald, eller de græsser på dyrkede arealer med næringsrigt græs. Det kan give problemer med overvægtige heste, mavesår og mistrivsel især hos de lavere (fysiske små) racer, hvis fordøjelsessystem er tilpasset næringsfattigt foder. De mange heste kan være med til at afhjælpe manglen på græsningsdyr. Heste, og især de ekstensive racer, har vist sig særligt velegnede til dette formål, og hestenes velfærd vil samtidig blive væsentligt forbedret.

Omsætter mere næring fra foderet
De såkaldt ekstensive hesteracer, dvs. de ikke forædlede typer, er bedst egnede til pleje af beskyttede arealer. Det er racer som islænder, shetlænder og flere engelske ponyracer. Disse racer er længere tid om at vokse og dermed blive rideklare end mange ædle racer. Det giver en årrække, hvor hesten har brug for arealer med relativt næringsfattigt foder og gode muligheder for motion.

Et udsnit af primitive og hårdføre pony- og hesteracer, der findes i Danmark
Islandske heste Fjordheste
Konik Exmoor
Dartmoor New forest
Connemara Shetland m.fl.

De ekstensive mindre hesteracer tygger deres mad mere grundigt, og de har en relativt større mavesæk end de større og mere forædlede racer. De kan derfor omsætte mere næring fra foderet. Det gør dem ideelle til pleje af næringsfattige arealer med græs og andre næringsfattige vækster. De kan desuden opbygge fedtdepoter for at klare fødeknappe perioder. Kombineret med deres kraftige hårlag gør det dem velegnede til også at gå ude i koldere perioder.

Fordele ved ekstensive hesteracer som naturplejere

  • Hårdføre dyr, der kan trives på et vist omfang af grove græsser.
  • Græsser uden om orkideer og mange urters blomsterstande.
  • Deres græsningsadfærd og slid udvikler og vedligeholder arts- og urterig vegetation.
  • Deres græsningsadfærd giver en god lyngforyngelse.
  • De kan være effektive ’kratryddere’ ved højt græsningstryk.
  • De kan bruges i skovgræsning.
  • Det er ikke nødvendigt at indberette flytning fra et areal til et andet til CHR registret, da heste sjældent anvendes til konsum.
  • Gode til at gå uden om giftige planter (med mindre de er meget sultne).
  • Deres latriner skaber grobund for varieret vegetation og levesteder for insekter.
  • Der er stor ”udflugtsværdi” i heste. 
  • Der er lave hegnsudgifter. 
  • De kan klare sig ude om vinteren, kræver dog læskur iht. Hesteloven.
  • Slid på arealerne giver gode muligheder for varmekrævende insekter og frøspiring.

Ulemper ved heste som naturplejere

  • Publikum kan være bange for hestene.
  • De kan give trampe- og slidskader, hvis der er for mange dyr på arealet.
  • Latrinerne kan være smittekilde for tarmparasitter ved hård græsning.
  • Heste kan beskadige selv store træer ved barkgnav.
  • Hestegræsning kan give trampe- og slidskader og er dermed ikke egnet ved fortidsminder og andre sårbare lokaliteter. 
  • Hesteejere kan være betænkelige ved at sætte hestene på arealer med giftige planter. 
  • Birk, glansbladet hæg m.fl. kan blive dominerende på de arealer, hvor hestene græsser.


Punktering af myter
Det er langt fra alle, der er klar over alle fordelene ved at anvende heste som naturplejere. Ud over almindelig oplysning om fordelene vil en punktering af flere myter derfor være nødvendig.

Myte 1: Heste er forkælede. De går udenom grove planter og andet foder, de ikke kender.
Fakta: Denne myte stammer fra historier om rideskoleheste, der kun har været vant til det, der blev serveret i krybben. Langt de fleste heste æder alsidigt, og generelt er deres fødevalg mere bredspektret end kvægs. Særligt ekstensive hesteracer æder desuden gerne de grove græsser. De fravælger derimod flere urter, bl.a. orkidéer, hvilket er med til at give en varieret vegetation. Det kræver dog, lige som med kvæg, at der er erfarne græsningsdyr i flokken.

Myte 2: Heste og ponyer skaber store latriner. Det ser grimt ud og er smittekilde for tarmparasitter.
Fakta: Hvis arealet er tilstrækkeligt stort i forhold til antallet af dyr, skaber heste ikke latriner. Hvad smittefaren angår, vil hesten ikke græsse tæt op af en gødningshob, hvis der er føde nok. Gødningshobene er i sig selv gavnlige for udvikling af både flora og fauna, herunder sjældne svampe. Under klatterne er der mulighed for anden spiring end på de åbne arealer. Og da hestene normalt ikke græsser tæt på klatterne, vil græsset her blive højt og dermed skabe levested for flere typer insekter. Der bliver ophobet næring i disse områder, denne næring fjernes til gengæld fra andre dele af arealet.

Myte 3: Heste slider for meget på arealet.
Fakta: Her gælder det, at antallet af dyr er afgørende for adfærden. Hvis hestene har plads nok, vil deres slid, dvs. den trampen og skraben, der efterlader golde pletter, ikke gå ud over vegetationen. Heste med sko slider ekstra hårdt på terrænet. Derfor er ungheste uden sko særligt egnede til græsning.

De golde pletter vil ofte være en fordel: Dels kan de give flere varmekrævende insekter mulighed for at finde bolig, dels vil flere fx enårige, frøformede plantearter kunne bruge den bare jord til spiring. Flere insekter giver flere fugle. Desuden kan dyrenes færdsel nedbryde de tykke lag af dødt plantemateriale, hvilket giver lys til jordoverfladen og dermed mulighed for at andre plantearter kan spire.

Myte 4: Heste kan blive syge af giftige planter på naturarealer.
Fakta: Heste græsser som regel uden om giftige planter, også selv om de er sultne. Man bør dog være forsigtig med at sætte heste ud på arealer med ørnebregne og eng-brandbæger samt på arealer med egetræer i gode oldenår.

Gode erfaringer
Praktiske græsningsforsøg rundt om i landet understreger fordelene ved at benytte heste som naturplejere. I NST Nordsjælland har man fx gode erfaringer fra et areal tilgroet med bjergrørhvene. Her græssede islandske heste det kraftige græs væk i løbet af kun én sæson, hvilket gav mulighed for spiring af mere varieret vegetation.

I Mols bjerge og Tibirke bakker har islandske heste vist sig at give en god regeneration af lyng samt at udvikle en arts- og urterig overdrevsvegetation. I Viborg Amt har man positiv erfaring med hestegræsning på orkidérige arealer. På Bornholm har oldenborgheste i mange år været anvendt med godt resultat til græsning af et orkiderigt rigkær bl.a. med melet kodriver. På Langeland har Exmoor ponyer været et kæmpe trækplaster for turister.

Kilder
Buttenschøn, R.M. 2007: Græsning og høslæt i naturplejen. Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen og Center for Skov, Landskab og Planlægning, Københavns Universitet, Hørsholm. 250 s. ill.

Nygaard, B., Levin, G., Bladt, J., Holbeck, H.B., Brøndum, W., Spelth, P., Ejrnæs, R. 2012: Analyse af behovet for græsning og høslæt på beskyttede naturarealer. Areal, biomasse og antal græsningsdyr. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 78 s. - Teknisk rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 13.

Worm, A.G. 2011: Hesten i naturplejen. Speciale i landskabsforvaltning. IGN, Københavns Universitet.

Islandske heste græsser meterhøj bjergrørhvene. Hestene bruges her i et forsøg på at gøre området egnet til genplantning, efter bjergrørhvenen helt har overtaget arealet. Foto: Anna G. Worm



Videnblad nr.: 09.12-14
Forfatter: Anna G. Worm