Almindelig ædelgranlus
Figur 1a (t.v.). Piberenser-symptomer på topskuddene af nordmannsgran forårsaget af alm. ædelgranlus. Figur1b (t.h.). Deforme nåle, manglende voksstriber og evt. brun misfarvning på sidste års nåle er symptomer på sugning af alm. ædelgranlus året inden. Fotos: H.P. Ravn.
Symptomer og udseende
Tilstedeværelsen af alm. ædelgranlus ses nemt ved krøllede nåle straks efter udspring (figur 1a). Det er erfaringen, at en beskeden nålekrumning pga. bladlussugning kan rette sig igen under skudstrækningen. Hvis der stadig er iøjnefaldende deforme nåle ved høst, kan det imidlertid resultere i deklassering. Året efter angrebet vil skaderne kunne erkendes som skæve og forkortede nåle, manglende voksstriber og evt. brunfarvning af striberne (figur 1b).
Alm. ædelgran og nordmannsgran er mest udsatte for angreb, når de bliver mere end en meter høje. Nåleskader får større betydning, jo tættere man kommer på høst. Det tager et par år at vokse fra omfattende skader. Ædelgranlusene er små (0.5-2 mm) og for det meste skjult under et voksdække, så de kan være svære at få øje på.
Ædelgranlusens biologi
Arten er introduceret til Vesteuropa fra Kaukasus-området i slutningen af 1800-tallet med importerede nordmannsgran-planter.
Figur 2. Voksklædte, æglæggende hunner sidder på skudaksen tæt under knoppen. Æggene er rødlig gule, store og ovale. Foto: H.P. Ravn.
I hjemlandet gennemfører ædelgranlusen en to-årig livscyklus med orientalsk gran (Picea orientalis) som hovedvært. Det vil sige, at det er på denne art, at den kønnede formering finder sted. På hovedværten dannes der galler, hvorfra de vingede vandrelus flyver til mellemværten. Herhjemme vil den kønnede del af livscyklus sjældent finde sted, da hovedværten P. orientalis er sjældent forekommende. Picea omorica kan angiveligt også fungere som hovedvært.
A. alba og A. nordmanniana vil fungere som mellemværter hér i landet. På mellemværten lægger vandrelusene æg, som klækker til larver, der overvintrer. Om foråret udvikles de overvintrende larver til æglæggende hunner (fig. 2). Æglægningen påbegyndes ved temperaturer på omkring 12°C. Æggene klækkes omkring skudbrydning. Af æggene udvikles tre typer larver. En del af larverne kravler direkte ud og placerer sig på den ny skudakse (fig. 3a). De afventer hér næste forår.
En anden del af larverne kravler ud og suger på de ny nåle (fig. 3b). Efterhånden bliver disse »sommer-lus« voksdækkede og æglæggende (fig. 3c). De lægger op til 30 æg, hvorfra larverne kravler ind og overvintrer på skudaksen. Endelig udvikler en tredje gruppe larver sig til vingede ædelgranlus, som forlader træet i søgning efter orientalsk gran. Overvintringen af de tilbageværende larver finder sted i 2. eller 3. larvestadium på skudaksen. Næste forår udvikles larverne videre til æglæggende hunner. På nordmannsgran hér i landet dominerer altså en ukønnet ét-årig livscyklus.
Figur 3a. ’Skildpadde-agtige’ larver med en randbræmme og rygkam af sølvskinnende voks. De sætter sig på den nye skudakse og bliver siddende hér til næste forår. 3b. Nyklækkede 1. stadie larver, ’kravlere’ der sætter sig på de nye nåle – som drysset med »stødt peber«. 3c. Voksklædte ’sommer-lus’, æglæggende, voksklædte hunner på nålene. 3d. Vingede ædelgranlus, der forlader nordmannsgran for at søge efter orientalsk gran. Fotos: H.P. Ravn.
Naturlige fjender
Ved bekæmpelsesforanstaltninger vil man også ramme en del af ædelgranlusenes naturlige fjender. En række undersøgelser har søgt at afdække betydningen af naturligt forekommende fjender af alm. ædelgranlus hovedsageligt i artens hjemegn, men også på lokaliteter i Vesteuropa.
Sammenfattende kan det nævnes, at der er registreret en række hyppigt optrædende naturlige fjender i forbindelse med angreb af ædelgranlus bl.a. zoofage galmyg, arter af mariehøns, guldøjer og svirrefluer. Størst betydning tillægges guldøjerne og i særlige situationer mariehøns og galmyg.
Nye undersøgelser viser, at mariehøns kan optræde talrigt i nordmannsgran under danske forhold. Tidligere resultater viser dog, at under masseangreb er de naturlige fjender uden væsentlig betydning for populationsdynamikken hos bladlusene. Denne styres hovedsageligt gennem næringsstofforsyningen hos værtplanten. Ved ringere tæthed er betydningen større, og det er sandsynligt, at den samlede virkning af prædatorerne i mange tilfælde forhindrer, at der finder en masseopformering sted. Bekæmpelse bør derfor begrænses til det nødvendige.
Spredning
De eneste frie stadier er æg og det 1. larvestadium. Alle andre stadier sidder fast forankrede med sugesnablen nede i nålen eller skudaksen. Selv hudskifterne foregår uden at slippe værtplanten. De eneste vingede individer er de ædelgranlus, der flyver af sted i forgæves søgen efter en orientalsk gran (fig. 3d). Al spredning foregår derfor som æg eller 1. larvestadium. De små larver kan kravle rundt på det træ, hvor de klækkede. I tætte bevoksninger kan de også nå over på nabotræerne, men ellers foregår spredningen som passiv transport.
Undersøgelser ved Skov & Landskab har påvist, at fugle kan overføre æg og 1. stadie-larver. Alle dyr, mennesker og maskiner vil uforvarende kunne flytte de frie stadier inden for kulturen og mellem kulturer.
Jo mere isoleret kulturarealet er placeret i forhold til andre arealer med nordmannsgran, jo mindre er risikoen for at få ædelgranlus.
Forebyggelse og bekæmpelse
Ved kulturanlæg bør man sikre sig, at planterne ikke allerede er inficeret ved leveringen fra planteskolen. Kulturen bør jævnligt inspiceres for tilstedeværelse af alm. ædelgranlus. Anskaf evt. en 10x lup.
Hver hun kan producere op mod 300 æg i perioden april-juni. Vejrforholdene, fra skudbrydning og frem til de nye skud er afmodnede, vil være afgørende for, hvor stor en andel, der overlever og vil kunne forvolde problemer. Varme og tørke i foråret fremmer bladlusenes udvikling. Koldt og regnfuldt vejr i maj-juni reducerer overlevelsen af de nyklækkede larver.
Bekæmpelse bør være behovsstyret. Der er størst sandsynlighed for at finde eventuelle ædelgranlus på de luneste og mest læfyldte steder i kulturen (læs mere om behovsbestemt bekæmpelse i Videnblad nr. 5.5-21). En tæt skærm – som ikke bør være af nordmannsgran eller alm. ædelgran – vil kunne modvirke opformering af ædelgranlus pga. de køligere og mere fugtige forhold. En meget åben skærm vil kunne fremme ædelgranlusene, da den skaber læ, men alligevel tillader lystilgang og dermed varmere forhold.
Der er i øjeblikket godkendt fire handelsprodukter af pyrethroider til bekæmpelse af alm. ædelgranlus: IT-cypermethrin/Cyperb, Fastac 50 og Karate 2,5 WG (Videnblad 5.5-51 og frem vil løbende orientere om de aktuelle godkendte midler). Pyrethroiderne virker ikke over for æggene. Bekæmpelsen er derfor i virkeligheden mest effektiv, når den udføres på et tidspunkt, hvor der er få eller ingen æg (oktober-marts eller sidste halvdel af juni). Når bekæmpelsen alligevel som regel udføres i maj lige før udspring, er det fordi, man hér er tættest på skadetidspunktet og derfor bedre kan vurdere det faktiske behov. Ved en sådan forårsbehandling vil der imidlertid altid være æg til stede, og man vil derfor fortsat have ædelgranlus på arealet.
Alternative bekæmpelsesmidler, som må anvendes i økologisk jordbrug (især paraffinolie og kalium-sæber) undersøges i øjeblikket af Skov & Landskab.
Videnblad nr.: 05.05-04
Forfatter: Hans Peter Ravn
