Træartsvalget 5. Bøg
Bøg har af alle vore træarter den største potentielle naturlige udbredelse i Danmark og spiller en større eller mindre rolle i de fleste naturnære skovudviklingstyper. Den trives godt såvel i renbestand som i blanding med andre arter. Tørke i vækstsæsonen og skiftende vandindhold i jorden er de mest problematiske forhold for bøg. Generelt bør man anvende materiale fra velkendte, kårede danske bevoksninger.
Naturlig udbredelse og successionsmæssig rolle
Bøgen er udbredt i de tempererede dele af Vest- og Centraleuropa. Nordgrænsen går gennem det sydlige Norge og Midtsverige. Den forekommer så langt mod syd som på Sicilien. I Nordeuropa vokser den i lavlandet og forekommer her oftest i blanding med ask, ær, eg, elm, kirsebær mv., mens den i det sydlige og sydøstlige Europa er knyttet til bjergegnene, hvor den også findes i blanding med ædelgran og rødgran og mere sjældent med lærk.
I Danmark vil bøgen være den potentielt naturlige hovedtræart i det meste af landet. Den er således den mest udbredte af vore løvtræarter og udgør med sine 74.000 ha 12,7 % af skovarealet og næsten 25 % af vedmassen i skovene. Bøg forekommer især i det østlige Jylland samt på øerne, men bliver i tiltagende grad genindført i Midt- og Vestjylland.
Bøgen er en klimakstræart, som tåler og giver megen skygge. Den er en udpræget skyggetræart og er knyttet til de sene successionsstadier. Den dominerer ofte de naturlige skovsamfund, som den optræder i. Den forynges bedst i et eksisterende skovklima med læ, skygge og høj luftfugtighed.
Krav til klima
Bøgen er følsom overfor ekstrem vinterfrost, og østgrænsen gennem Polen og Rusland menes at være betinget heraf. Som udpræget klimaksart springer den tidligt ud og skades derfor ofte af forårsfrost; et forhold, som på frostudsatte lokaliteter (skovrejsning – renafdrift) ofte betinger brug af ammetræ eller forkultur.
Træarten er forholdsvis følsom overfor tørke i vækstsæsonen, et forhold der kan medvirke til deklassering af veddet gennem dannelse af rødmarv og sorte pletter ("fregner"). Sommer-tørke bidrager sandsynligvis også til østgrænsen. Bøgen vil tåle et varmere klima, men den kan få problemer, hvis det samtidig bliver udpræget tørt i vækstsæsonen især på lokaliteter, som ikke er optimale for bøgen fx pga. dårlig dræning.
Krav til jordbund
Bøgen har en relativ stor jordbunds-amplitude. Den udvikler sig dog bedst på dybgrundede jorde med en god næringsstof- og vandforsyning. Den er tolerant overfor relativt fattige og tørre jorde, blot er væksten her mere beskeden.
Generelt hører dårlig dræning og deraf følgende periodisk iltfattige forhold i jorden til de mest problematiske vilkår for bøgen. Sådanne forhold medfører ikke, at træarten dør, den bliver snarere mere følsom overfor tørke og for forsumpning i forbindelse med stærke hugster med toptørhed og rødmarvsdannelse til følge. Der er dog næppe de store problemer, hvis pseudogley optræder dybere end 80 cm.
Det synes som om, at indblanding af andre mere tålsomme træarter som ask, lind, eg, avnbøg, ædelgran mv. reducerer problemerne hos bøgen. Tørvejorde er ikke egnede for bøg, hvorimod den trives på kalkjorde.
Bøgens løv er i forhold til andre løvtræarter forholdsvis svært nedbrydeligt, og den regnes for mordanner på fattige jorde. På gode jorde udvikles der en god muldtilstand - især hvor den optræder i blanding med andre løvtræer.

Sygdomme og skader
Bøgen har forholdsvis få naturlige fjender. Den efterstræbes dog meget af vildt, hvorfor hegning ofte er nødvendig i kulturfasen. Mus kan forårsage betydelige skader i bøgekulturer, især i foryngelser præget af græs.
Som periodisk optrædende betydende sygdom kan nævnes slimflåd. Det drejer sig om et sygdomskompleks forårsaget bl.a. af tørkesvækkelser efterfulgt bøgeskjoldlus (Cryptococcos fagisuga) samt en række primære og sekundære svampe og bakterier, som medfører udbredte bark- og kambialskader, især bøgekræftsvampen (Neonectria coccinea). Stærkt svækkede træer får typisk angreb af tøndersvamp (Fomes fomentarius).
Rødmarv er en anden betydelig skade, som kan virke stærkt værdinedsættende på veddet. Rødmarv opstår ved indtrængning af luft gennem barksår og/eller døde grene. På fortættede fladgrundede lerjorde er tilsvarende punktvise misfarvninger i veddet (de såkaldte fregner) blevet iagttaget som følge af tørkestress.
Anvendelse i skovbruget
Bøgen er den træart, der har den største potentielle naturlige udbredelse i Danmark. Naturligt vil den dominere på de fleste lokaliteter – med undtagelse af de mest næringsfattige og sandede, de mest våde samt på tørvejorde. I klassisk skovbrug drives bøgen mest i renbestand forynget gennem skærmfladedrift i forbindelse med gode frøår, som siden 1990´erne optræder hyppigt. Den findes dog også indblandet med andre arter – herunder ær, ask samt nåletræer som lærk, rødgran og douglasgran.
Bøgen spiller tilsvarende en større eller mindre rolle i de fleste naturnære skovudviklingstyper. Der er således 4 bøgedominerede skovudviklingstyper: Bøg (11), Bøg med ask og ær (12), Bøg med douglasgran og lærk (13), Bøg og gran (14) samt 4 andre, hvor bøgen indtager en betydelig rolle: Eg med lind og bøg (22), Gran med bøg og ær (51), Douglas, rødgran og bøg (61) og Ædelgran/grandis og bøg (71).
Proveniensvalget
Bøg udviser generelt en lille fænotypisk uddifferentiering, og dyrkningsresultatet er mere afhængig af vækstvilkårerne og den forstlige pleje end af materialets genetiske oprindelse. Bedst vækst- og formudvikling har schweizisk bøg fra området omkring Zürich udvist. Tilsvarende gode formegenskaber fås fra Slovakiet (Nordkarpaterne).
Mere generelt bør man anvende materiale fra velkendte, kårede danske bevoksninger, men tilsvarende kårede bevoksninger fra Tyskland, Holland mv. kan også anbefales. Derimod frarådes bøg fra de rumænske Karpater (Øst-, Syd- og Vestkarpaterne).
- Schweiz: Sihlwald, Adlisberg samt F.596 DTU og F.809 Lourup, som begge er af sihlwaldoprindelse
- Danske kårede bevoksninger: Der findes en række danske kåringer, som fx F.13 Stenderup, F.277 Steensgård, F.336 Rathlousdal, F.413 Gråsten, F.419 Holstenshuus, F.509 Bregentved,
- F.680 Gjorslev, F.728 Munkebjerg, F.739 Knuthenborg,
- F.757 Karuplund, F.762 og F763 Gunderslevholm, F.809 Lovrup og mange flere
- Kårede bevoksninger i Nordkarpaterne (Slovakiet), 500-800 m.o.h.
- Kårede bevoksninger og områder i Tyskland og Holland
Konsultér også plantevalg.dk og Landbrugsstyrelsens hjemmeside.
Litteratur
Larsen, J.B. ed. 1997: Træarts- og proveniensvalget i et bæredygtigt skovbrug. DST 82: 69-81.
Nord-Larsen, T. et al 2010: Skove og plantager 2009. Skov & Landskab.
Videnblad nr.: 03.02-22
Forfatter: J. Bo Larsen.