Dato: 01-01-2008 | Videnblad nr. 04.00-02 Emne: Generelt

Udvikling i bundvegetation ved skovrejsning

Undersøgelser af skovbundsfloraen i skovrejsningsområder viser, hvilken betydning træartsvalg, nærhed til gammel skov og arternes spredningsbiologi har for  biodiversiteten og indvandring af skovbundsarter i ny skov. Videnbladet peger på forskellige tiltag i etablering og forvaltning af nye skove, der kan fremme skovbundens artsrigdom.

Foto 1. Bundflora i skovrejsningsområde med eg på næringsrig jord, hvor brændenælder dominerer. Foto: Flemming Rune

Foto 1. Bundflora i skovrejsningsområde med eg på næringsrig jord, hvor brændenælder dominerer. Foto: Flemming Rune

Store dele af den danske flora og fauna er knyttet til skov. Skoven er den danske naturtype, der har størst betydning for den biologiske mangfoldighed i Danmark. Det skyldes flere forhold. Skovtilknyttede arter er vandret ind i Danmark gennem de sidste 9000 år, hvor der har været skov i Danmark. Skoven indeholder mange habitater. Særlig høj er den biologiske mangfoldighed i en skov bestående af hjemmehørende træarter. Skoven er desuden den naturtype, der indeholder flest sjældne eller truede arter (Stoltze & Pihl, 1998).

Indvandring af skovbundens planter i skovrejsningsområder

Nogle af de allerførste planter, som indvandrer i nye skove, er arter som hindbær, vild kaprifolie og hyld, der alle spredes af fugle, og vindspredte arter som bregner og markukrudt. En række plantearter spredes af vildtet og er derfor afhængige af, at disse dyr forekommer i skoven. De kan sprede sig over ret store afstande, men deres spredning afhænger også af hegn og af andre strukturelementer i landskabet, der fungerer som ledelinier for vildtet. Bemærkelsesværdigt mange skovplanters frø spredes ved myrers hjælp. Således er ca. 40 % af indikatorplanterne for gammel skov myrespredte (Hermy, 1994). Disse arter spredes måske kun få meter om året. I en nyplantet skov vil der derfor være en overvægt af vind- og fuglespredte arter. Nogle af de allerførste planter, som indvandrer i nye skove, er arter som hindbær, vild kaprifolie og hyld, der alle spredes af fugle, og vindspredte arter som bregner og markukrudt. En række plantearter spredes af vildtet og er derfor afhængige af, at disse dyr forekommer i skoven. De kan sprede sig over ret store afstande, men deres spredning afhænger også af hegn og af andre strukturelementer i landskabet, der fungerer som ledelinier for vildtet. Bemærkelsesværdigt mange skovplanters frø spredes ved myrers hjælp. Således er ca. 40 % af indikatorplanterne for gammel skov myrespredte (Hermy, 1994). Disse arter spredes måske kun få meter om året. I en nyplantet skov vil der derfor være en overvægt af vind- og fuglespredte arter.

Figur 1. Udviklingen i urtefloraens skovtilknytning med bevoksningsalder undersøgt i Vestskoven. Skovindekset går fra 0 for arter, der ikke findes i skov til 3 for arter, der udelukkende er udbredt i skov.

Figur 1. Udviklingen i urtefloraens skovtilknytning med bevoksningsalder undersøgt i Vestskoven. Skovindekset går fra 0 for arter, der ikke findes i skov til 3 for arter, der udelukkende er udbredt i skov.

Udvikling i urtefloraens skovtilknytning - Skovindeks

Hvor tæt man er kommet på en egentlig skovbundsvegetation kan bedømmes ud fra et skovindeks, som er baseret på den danske feltflora (Hansen, 1996). Indekset går fra 0 til 3. Laveste værdi får arter, der slet ikke forekommer i skov, mens arter, der kun forekommer i skov får højeste værdi (Riis-Nielsen, upubl). I en helt nyplantet skov er skovindekset på ca. 0,2 – 0,3. I Vestskovens (Videnblad 4.0-1- 30årige egebevoksninger er gennemsnittet nu kommet op på ca. 1 (Fig. 1), mens den i en gammel skov vil være ca. 2,3 - 3,0. I Vestskoven har bevoksningerne stadig flere grøftekantsarter end skovarter 30 år efter tilplantning på landbrugsjord, selvom planter med nogen skovtilknytning, som febernellikerod, mængdemæssigt dominerer.

Skovbundsfloraens udvikling afhænger af omgivelserne

Indvandring og dermed udviklingen i biodiversitet er afhængig af hvilke landskabstyper, der er nabo til den nyrejste skov. Betydningen af nærhed til gamle løvskovsarealer kan ses ved de høje skovindeks over 2 i 40 årige bøgebevoksninger etableret op til eksisterende gammel skov ved Bjerringbro (Bille-Hansen og Riis-Nielsen, 2001). De havde dog en skovkontinuitet på 110 år, idet bøg efterfulgte en 70-årig rødgransbevoksning. Artssammensætningen er dog ikke som i de gamle skove. Den videre udvikling vil være en langsom kvalitativ forandring fra vindspredte skovplanter til gammelskovsarter. Store gamle løvskove indeholder flest arter, men selv i skovfragmenter, hegn eller nordvendte heder eller overdrev kan skovbundsplanter overleve i en længere periode efter at skoven er fældet.

De enkelte træarter varierer meget mht. hvor mange organismer, der er knyttet til dem. Hjemmehørende træarter som eg, lind, bøg, bævreasp m.fl., der har været i landet i årtusinder, er tilknyttet en særlig  rig flora og fauna, mens arter, der i de seneste århundreder er indført fra andre kontinenter, har færre arter tilknyttet.

Plantes mange hjemmehørende træarter i blanding eller som en mosaik af mindre renbestande, vil man i særlig grad styrke den danske skovtilknyttede urteflora. En skov rejst på i et område med variation i jordbund og fugtighedsforhold vil kunne give plads til flere arter end en skov på mere homogen jordbund. Skovens struktur har også betydning. En naturskov består ofte af en mosaik af vækstfaser, som det bl.a. kan iagttages i Suserup Skov, som har særlig mange arter. De enkelte arealer i samme vækstfase er langt mindre end i plantede skove og langsomt spredte organismer har rig lejlighed til at sprede sig fra en vækstfase til den næste.

Tiltag, der kan fremme biodiversiteten

For spredningen af skovarter til nyrejste løvskove er det selvfølgelig bedst, hvis skovene rejses i umiddelbar tilknytning til meget gamle løvskove.

Ligger den nye skov uden tilknytning til gammel skov, kan man sikre sig, at der er spredningskorridorer fra eksisterende skov til de nye skove, som desuden kan fungere som ledelinier for vildtet.

Den naturlige succession kan stimuleres ved at efterlade åbne områder ved kulturetablering eller plante med stor afstand. Dermed opnår man en hurtigere udvikling af et skovbillede. Den største diversitet opnås, hvis de nye skove rummer en mosaikstruktur hvad angår alder, træarter, fugtighed og jordbund. Denne mosaikstruktur kan man søge at få frem ved plantning af skovrejsningsskove.

Egentlige undersøgelser med at fremme biodiversiteten i skovrejsningsområder eller områder, der i flere skovgenerationer har været tilplantet med nål, har ikke været gennemført i Danmark. Placering af gamle stød, stammer eller stykker af hele træer på skovrejsningsarealer kan dels give et tidligt præg af gammel skov, dels fremme indvandring af planter, svampe og andre nedbrydere. Her kan bruges materiale fra nærliggende skove, så den rumlige variation bibeholdes.

Kilder

Bille-Hansen, J. & Riis-Nielsen, T. 2001. Skovdrift og bundflora. I: Hels, T., Nilsson, K, Frandsen, J. N., Fritzbøger, Olesen, C. R. (red.), Grænser i Landskabet. Odense Universitetsforlag. pp. 43-58.
Hansen, K. 1996. Dansk Feltflora. Gad.
Hermy, M. 1994. Effects of former land use on plant species diversity and pattern in European deciduous woodlands. In: Boyle TJB & Boyle CEB (eds). Biodiversity, temperate ecosystems, and global change. pp. 123-144. Springer, Berlin.
Stoltze, M. og Pihl, S. (red.) 1998. Rødliste 1997 over planter og dyr i Danmark. Miljø- og Energiministeriet, Danmarks Miljøundersøgelser og Skov- og Naturstyrelsen.



Videnblad nr.: 04.00-02
Forfattere: Inger Kappel Schmidt, Torben Riis-Nielsen og Charlotte Varming.