Dåvildt i naturplejen II

Indvirkning på flora

Dåvildtgræsning kan hæmme tilgroning og fremme artsrigdom på samme måde som kvæggræsning.

Græssende dådyr — Dådyr på Romsø, hvor en stor bestand af dåvildt vedligeholder overdrev og enge. Foto: Rita M. Buttenschøn

Et formål med skovgræsning er at skabe og vedligeholde arts- og strukturrige skovlandskaber med lysåbne skovenge. Græsning med dåvildt er et muligt alternativ til kvæggræsning. Dette Videnblad beskriver sammen med Videnblad 9.12-12 de første resultater fra et forsøg med dådyrgræsning som naturpleje på Bornholm.

Dådyrenes fødepræferencer

Dådyrene æder en stor del græsser og halvgræsser, også de mere grove planter som mose-bunke, alm. star, blære-star og lyse-siv, samt i mere begrænset omfang bjerg-rørhvene. De foretrækker planter, der vokser på mere næringsrig ikke for sur bund, mens de undgår de samme arter, hvis de vokser på mere næringsfattig og sur bund. Græs udgør en meget stor del af dyrenes foder, særligt om foråret og i sommerhalvåret i det hele taget, men ædes også om vinteren.

Trods det lave græsningstryk er der en tydelig effekt af græsningen på engen og i kæret. Der er en stigende diversitet i bundvegetationen i de græssede områder, mens den falder i de ugræssede kontrolhegn (tabel 1). Derimod er virkning af græsning mindre tydelig i egebevoksningen. Den var præget af tidligere bid fra rådyr således at der kun var begrænsede mængder egeløv og kviste indenfor dådyrenes rækkevidde. Deres græsning har resulteret i en lille stigning i bunddække og flere mosser under egene.

	Kær	Eg	Eng
Dådyr
2010	1,29	0,49	1,41
2012	1,41	0,52	1,56
Ugræsset kontrol
2010	1,38	0,60	1,72
2012	1,01	0,53	1,59

Tabel 1. Ændring i plantediversitet (Shannon indeks) fra 2010 til 2012 på kær, egeplantning og eng med og uden dådyrgræsning. Vegetationen er registreret ved hjælp af 30 frekvensanalyser (Raunkjær) i 4 felter à 9 x 9 m for hver behandling.

Dyrenes omsætning af grove græsser betyder sammen med deres gennemtrædning af grønsværen, at der kommer mere lys til bunden, og der skabes spirebede for lyskrævende arter. Samtidig er dyrenes færdsel med til at sprede frø. Dels fra arter, der har frø med modhager og andre anordninger, der gør at de kan hænge fast i pelsen på dyr, der passerer. Og dels fra arter, der ædes af dyrene, og som bevarer spireevnen efter en tur igennem dådyrmaven.

Græsset mose-bunke — Dådyrene æder en del mose-bunke og andre grove græsser og halvgræsser. Foto: Rita M. Buttenschøn

Bid på træer og buske

Dådyrene æder en del birk, hvilket afspejler birkens store udbredelse, mens de øvrige løvtræsarter kun var til stede i begrænset omfang. Dådyrene bider især dunbirk, mens bid på vortebirk var mere begrænset. Bidtrykket aftog med stigende tæthed af birk. Der er en tydelig effekt af bid på højdevækst og antal af birk, der stod enkeltvis, mens der var en tilvækst i tæthed og højde i birkebevoksninger. Der er ikke registreret barkskrælning på birk eller på andre løvtræer.

Der var middel til højt bidtryk på bævreasp, brombær, hindbær, øret pil og krybpil med bid på disse arter i 50-75 % af de felter, hvor de forekommer. Bid på rødgran var lavt og koncentreret på enkeltstående individer i lysåbne omgivelser. Bid på rødgran og asp var størst om foråret, mens bid på birk, brombær, pil og eg var størst om efteråret (Fig. 1).

Konklusion

De foreløbige konklusioner er, at dådyrenes græsning resulterer i mere artsrige plantesamfund, og de hæmmer tilgroningen med løvtræer og buske. Effekten af deres græsning har mange lighedspunkter med effekten af kvæggræsning.

Tak til Naturstyrelsen og G.B. Hartmanns Familiefond for støtte til projektet, samt den privatejede skovejendom Bodilsker og Poulsker Plantage på Bornholm, som har lagt areal til forsøget.