Hugst og stormfald V

Princippet bag "rumlig stabilisering"

Videnblad 5.6-18 (I) og 5.6-19 (II) beskriver, hvorfor den almindelige hugstpraksis i nål (middelstærk til stærk hugst med hugst fra neden) medfører et alvorligt tab i produktionssikkerhed. Videnblad 5.6-20 (III) og 5.6-21 (IV) foreslår alternative mere stabile hugstmodeller, som dog har forskellige ulemper. Dette og de følgende 2 Videnblade omhandler forskellige metoder til at opnå en mindsket risiko for stormskader gennem en rumligt differentieret hugst.

Det grundliggende princip i den rumlige stabilisering er, med passende mellemrum, at opdele skoven eller den enkelte bevoksning rumligt i mere stabile strukturer (ikke huggede eller ikke huggede i 4-8 år), og mindre stabile strukturer, som har været tyndet indenfor de seneste år.

Illustration af rumlig stabilisering af en nåletræbevoksning — Figur 1. Rumlig stabilisering af en nåletræbevoksning med stabilisering i randen og med et bælte midt gennem bevoksningen (de mørkere grønne træer).

Figur 1 illustrerer, hvordan stormskader indenfor en enkelt bevoksning kan begrænses ved at indlægge stabile bælter.

Figur 2 viser nabovirkningerne af henholdvis manglende og to forskellige rumlig stabiliseringer. Det venstre billede i Figure 2 illustrerer, hvordan 1999-stormfaldet så ud på mange syddanske distrikter, mens billedet i midten og til højre viser, hvordan det ville have set ud, hvis man havde lavet randstabilisering (det mellemste eksempel) eller randog bælte-stabilisering (det højre eksempel).

Illustration af princippet i rumlig stabilisering. — Figur 2. Princippet i rumlig stabilisering. Til venstre ses en bevoksning uden rumlig stabilisering, i midten ses en bevoksning, hvor der er etableret en mere stabil bevoksningsrand, og til højre ses en bevoksning, hvor der er etableret både bevoksningsrand og indre stabiliseringsbælter. (III. Anders Busse Nielsen)

I forstligt drevne skove kan det ikke undgås, at der kommer stormfaldshuller, som følge af storme og orkaner. Dette skyldes, at hugst forringer stormstabiliteten. Men vi kan begrænse skadernes udbredelse.

Stormstabiliteten i forstligt drevne skove eller manglen på samme afhænger i meget høj grad af den sociale stabilitet. Den sociale stabilitet består dels af en ren fysisk »kronekontakt« (fysisk støtte = kronesammenstød = formindskede træsvingninger) og dels en effekt af »nabo-læ«. Når stormen første har slået hul er den sociale stabilitet ødelagt, og bevoksningen vælter fra vest mod øst. Ved at anvende »rumlig stabilisering« søger vi at bremse denne optrevling, og går det som det skal, reduceres skaderne til spredte stormfaldshuller og vi bevarer skovklimaet. Spredte og mindre stormfaldshuller lader sig let forynge og udgør en gunstig udgangssituation for konvertering til naturnær drift.

Efterladt rødgran bevoksning efter stormfald — Figur 3. Den eneste stående ældre rødgran bevoksning i Varming plantage efter stormen i 1999. Bevoksningen havde ikke været hugget i mindst 7-10 år. Hundredvis af hektar rundt omkring var væltet.

Iøvrigt er princippet bag rumlig stabilisering jo langtfra nyt. Men det er nyt i Danmark at forsøge at øge stabiliteten gennem rumligt differentieret drift indenfor den enkelte bevoksning. Princippet anvendes i praksis på Klosterheden skovdistrikt, hvor der – ligesom i Vestskoven – også vil blive anlagt en række demonstrationsforsøg med rumlig stabilisering.